Aldrig prøv

Kapitel 91

Mit blik var stift. Jeg stirrede ud i luften og havde svært ved at forstå hvad der lige var sket.

Min mor havde lige afsløret mig. Afsløret os. Jeg rystede på hovedet og kiggede op og ind i Anthons beroligende blå øjne.

"Kom, vi går op med dine ting," sagde han, og tog min taske fra mig. Jeg nikkede og fulgte efter ham. 

-

Anthon satte min taske ned på gulvet, da vi kom ind på værelset. Jeg gik direkte over imod sengen og lagde mig ned. Jeg kiggede op i loftet, og kunne høre Anthons fodtrin komme tættere på mig. Han lagde sig ned ved siden af mig, og begyndte at nusse min arm.

Hele min weekend med Anthon var blevet ødelagt. Jeg havde svært ved, at få mig selv til at nyde at være sammen med ham, på grund af mit deprimerede humør. Jeg følte mig helt nede, og kunne ikke lade vær med at tænke på alt det, min mor havde sagt.

Alle de grimme ting hun havde sagt om ham, kørte på repeat i mit hoved.

Det irriterede mig, at min mor skulle have indflydelse på, hvem jeg skulle være sammen med. En mor burde være glad på sin datters vegne lige meget hvad, ikke?

"Jeg forstår det ikke," mumlede jeg og rettede blikket mod Anthon. Han nussede fortsat min arm og kiggede lyttende på mig.

"Hvorfor kan hun ikke bare være glad på mine vegne?"

"Hvorfor skal hun altid blande sig?" sagde jeg med ophidset stemme, og rystede forvirret på hovedet.

"Anthon jeg-," sagde jeg, men stoppede mig selv.

"Bare giv hende lidt tid til at synke det," sagde Anthon og kyssede mig blidt på panden.

"Anthon du forstår det ikke."

"Sådan er min mor ikke. Hun "synker" ikke bare lige noget. Hun vil have sin vilje, og det får hun som regel også altid," sagde jeg og sukkede.

"Det bekymrer mig," sagde jeg og rettede blikket mod et lille hul i loftet.

Ingen af os sagde noget. Vi lå begge to og stirrede tavs op i loftet.

"Lige meget hvad der sker Kamille-," sagde han men stoppede.

"Så elsker jeg dig," sagde han og placerede et kys på mine læber.

"Jeg elsker også dig," sagde jeg og gengældte hans kys.

Hele fredag aften lå vi i Anthons seng og snakkede og nussede hinanden, selvom festen var godt i gang nedenunder. Det gjorde mig glad, at Anthon blev hos mig hele aftenen. Jeg havde regnet med, at han ville ned til de andre drenge, men han gik aldrig.

-

Jeg tog hjem tideligt lørdag morgen. Ikke fordi jeg ikke ville være sammen med Anthon, men fordi jeg havde brug for ro til at tænke alt i gennem. Han forstod mig, og sagde at jeg bare skulle ringe, hvis jeg havde brug for ham.

Mine forældre var ikke hjemme, da jeg kom hjem. Så jeg lavede mig en kop te, hvorefter jeg satte mig ind i min seng og læste noget samfundsfag, jeg havde for til mandag.

Da jeg havde læst og drukket min te, valgte jeg at hvile mig en lille times tid. Alt hvad min mor havde sagt om Anthon og jeg, kørte stadig på repeat i mit hoved. Min hjerne var fyldt til randen med tanker, og jeg kunne ikke overskue noget som helst.

Hvorfor synes de ikke om Anthon? Hvorfor mente min mor, Anthon kun var ude på at komme i trusserne på mig?  Hvorfor var de ikke glade for, at jeg endelig havde fået venner og fundet mig en dreng, der gjorde mig lykkelig? Hvorfor?

Jeg havde svært ved at finde svar. Jeg vidste, at den eneste måde at få svar på mine mange spørgsmål, var ved at snakke med mine forældre. I realiteten havde jeg ikke lyst til at sige så meget som et ord til dem, men jeg vidste at jeg ikke kunne komme udenom det. Jeg blev nødt til at snakke med dem.

"Vi er nødt til at få smidt Anthon ud af skolen," kunne jeg høre min mor sige, idet hun kom ind af døren.

"Er det virkelig nødvenligt? Han får ikke sin studenterhue så?" svarede min far, og lukkede døren bag sig.

Jeg satte mig op i sengen, for tydeligere at kunne høre hvad de snakkede om. 

Hvorfor var de allerede hjemme? Og hvorfor snakkede de om Anthon?

"Han hjernevasker vores datter? Det er det eneste rigtige vi kan gøre," sagde min mor bestemt, og lød ophidset.

"Og desuden fortjener han ikke den hue," sagde hun koldt.

"Du har ret. Vi bliver nødt til at få ham smidt ud af skolen, på en eller anden måde," sagde min far og gav efter.

"Enten starter vi et falsk rygte om ham, ellers også gør vi noget, der vil få Anthon til at dumme sig så meget, at han ryger ud," foreslog min mor. Min far sagde ikke noget, men jeg gættede på, at han sad og nikkede i enighed.

Jeg lagde mig ned i min seng og lukkede øjnene. Jeg havde ikke brug for, at høre mere af den samtale. De ville smide Anthon ud af skolen, og jeg vidste at det ville lykkedes dem.

Hvad havde jeg dog gjort? Jeg var skyld i at Anthon snart ville blive smidt ud af skolen. Jeg rystede på hovedet og lod en lille tårer trille ned af min kind.

Note:
Så kom der endelig et nyt kapitel og jeg undskylder ventetiden. Tak fordi læser med.

HUSK AT LIKE