Aldrig prøv

Kapitel 19

Jeg var i chok.
Ikke kun over hvad Carlo havde skrevet, men også at Anthon forsvarede mig.
Hvorfor ville han overhoved hjælpe mig?

-

Jeg havde lyst til at løbe væk.
Gemme mig.
Jeg troede Carlo kunne lide mig? I det mindste bare som en ven? Men efter i dag er det gået op for mig, at det hele bare svar skuespil. En stor løgn.

"Du holder dig fucking væk fra hende! Er det forstået?!!" råbte Anthon, og jeg var bange for, at nogen kunne høre ham, da klokken havde nærmet sig de otte.

"Det okay Anthon, bare lad ham være," snøftede jeg og kiggede panisk på klokken og derefter tilbage på dem.

"Okay!!??? Det er fucking ikke okay? Har du overhoved læst hvad han har skrevet??" råbte han, og jeg tog et skridt tilbage, over hans aggressive adfærd.

"Ja," sagde jeg kort og nikkede.
Han kiggede forvirret på mig.
Han tog begge sine hænder i håret og pustede ud.
Hans tatoveringer på armene viste sig, da han trak op i ærmerne på sin jakke.

"Godt.." sagde han stille.

"Synes du så det er okay, at han sviner dig til på den måde??" spurgte han og jeg rystede ivrigt på hovedet.

Han tog jakken af, smed den på et bord og knækkede sine fingre.
Hans muskuløse arme viste sig, og jeg var i chok over, hvor mange tatoveringer han faktisk havde.
Der var en tatoveringen der skilte sig ud, og fangede min opmærksomhed.
En tatovering han havde på halsen.
De andre små tatoveringer han plejede at have på halsen, var nu næsten alle sammen dækket af en stor sort slange.
Den måtte være ny.

Anthon kom tættere på Carlo.

"Fuck dig man.. Du holder dig fucking væk fra hende fremover, ellers dræber jeg dig. Er det forstået??" truede Anthon og tog fat i ham.

Carlo svarede ikke. Han stod i chok over Anthons hårde ord, og lignede en der var ved at græde.

"JEG SPRUGTE OM DET VAR FUCKING FORTÅET??!" råbte han. Anthons hoved var tæt på Carlos, og da Carlo endelig nikkede og fik fremstammet et sølle ja, skubbede han ham ind i muren.

"Gå ud... nu," sagde han til Carlo.
Carlo gik forskrækket forbi mig og forsvandt ud af døren.

Mit hjerte bankede hurtigere end det nogensinde havde gjort.

Anthon kiggede hurtigt på mig før han gik ud fra klassen.

Hvad gik det her ud på?

Jeg skyndte mig at viske det Carlo havde skrevet ud, inden der kom nogen.

Derefter satte jeg mig ned på min plads, stadig i chok over hvad der var sket.

Note:
Så kom Anthon tilbage hah.
Håber i kunne lide kapitlet.

Husk at like og kommentere <33