Aldrig prøv

Kapitel 22

De sidste dage af ugen gik hurtigt.

Siden min aften hos Mille, havde vi haft det utrolig godt sammen. Stefan var begyndt af holde sig lidt på afstand og det bekymrede mig. Når Mille og jeg lavede noget, bad hun ham selvfølgelig om at gå, ligesom alle søskende ville have gjort.

En ny uge var startet, og Stefan og jeg havde ikke rigtig snakket sammen lige siden min familie og jeg spiste aftensmad hos dem.

Jeg slentrede hen af skolegangen med Mille ved min side. Vi havde fulgtes ad hjem fra skole, på det sidste og Stefan kom altid et stykke tid efter.

Af og til gik det længe før jeg hørte, døren smække i indtil dem.

Nogen gange flere timer.

Det bekymrede mig. Men hvad der bekymrede mig mest var, at jeg vidste han hang ud med Anthon og de andre de dage han kom sent hjem.

I dag var en af de dage.

Hans attitude havde ændret sig en del. Om morgenen når Mille og jeg skulle følges ad, skæntes de altid. Men ikke som de plejde at gøre, af ren og skær venskab. Når han sagde noget nedladende til Mille mente han det. Det var tydeligt. Hans stemme hævede sig og han bandede mere end fanden selv.

Anthon og hans venner havde virkelig gjort ham til en af deres.

Og det gjorde ondt på mig at se.

Jeg vidste at han inderst inde ikke var sådan, det hele var blot en facade.

-

"Hey smukkeeeee," sagde Mille og smilte som en sindssyg, da hun så mig udenfor min dør.

"Du er sørme glad i dag - også endda på en tirsdag," sagde jeg, imens hun låste døren.

Hun låste aldrig døren. Det var Stefans job, eftersom han ikke fulgtes med os længere.

"Hvorfor låser du?" sagde jeg bekymret.

"Stefan kom aldrig hjem i går, også må jeg jo låse," sagde hun og smed nøglen ned i hendes lomme.

"Men det er helt fint, for jeg ELSKER at låse døre," sagde hun og grinte.

Det lignede slet ikke hende at være så glad. Tirsdag var den dag hun hadede mest, og derfor brokkede hun sig altid. Jeg smilte bare til hende, selvom jeg kun havde Stefan i mine tanker.

Bare han var okay.

Som vi gik ned af trapperne kiggede Mille på mig og grinte. Jeg kiggede forvirret på hende, og åbnede døren da vi nåede nedenunder.

"Kan du holde på en hemmelighed," sagde hun og tog en hat over hovedet, idet vi kom udenfor.

Selvom vi var nået ind i den første forårsmåned, var det stadig hundekoldt.

"Jeg er på lykkepiller," sagde hun stille, selvom der ingen var i nærheden af os.

Jeg kiggede seriøst på hende, og løftede øjenbrynene.

Mine øjne blev store, og hun grinte bare samtidig med at hun fiskede en smøg ud fra pakken i hendes jakke.

"Er det ikke farligt?" spurgte jeg og kiggede forvirret på hende.

"Sikkert nok. Jeg fik dem af en gammel veninde der har været på lykkepiller et år og ikke havde brug for de resterende hun havde tilbage," sagde hun og placerede smøgen imellem hendes røde læber.

"Pas nu på dig selv Mille," sagde jeg stille.

Hun hørte det ikke og gik og nynnede en glad melodi, som vi gik hen imod skolen.