Aldrig prøv

Kapitel 20

Læs det forrige kapitel, hvis i ikke kan huske hvad der er sket :)

Hele min dag havde været et helvede.
Ikke en sans af koncentration var tilbage i min krop, efter hvad der skete i morges.

-

"Hey Kamille! Stop lige," sagde en pige stemme, da jeg var på vej hjem.
Mille.
Hvad ville hun?

Jeg stoppede op, selvom det var hårdt at se hende i øjnene.

"Du må undskylde det i går, jeg ved jeg overreagerede.." sagde hun. Hun så alvorligt på mig, og det lignede at hun faktisk mente det.

Var det mine øre der hørte forkert, eller sagde Mille lige undskyld?
Hvad sker der?

"Det okay, det var heller ikke i orden af mig at kigge så meget på dig," sagde jeg, og blev mødt af et lille smil på Milles læber.

"Øhm jeg ville egentligt høre, om du kunne komme over efter skole? Jeg har virkelig brug for hjælp til min engelsk til, og jeg har hørt du er god til engelsk," sagde hun.

"Jo selvfølgelig," sagde jeg stadig forvirret over, at hun i det hele taget ville snakke med mig.

"Super! Du kommer bare over når det passer dig," sagde hun, og gik hen til Anthon, Teodor og Stefan.

-

Mit hoved gjorde ondt af helvedes til, så jeg tog en hovedpinepille med et stort gals vand. Jeg lagde mig udmattet ned i min seng, og lukkede øjnene i et kort øjeblik.

Et kort øjeblik bliv til timer, og jeg vågnede af min mor, der kom tonsende ind på mit værelse.

"Har du set min guld-glimmer top??" Hendes stemme lød desperat, og stresset.

Stadig halv i søvne mumlede jeg et utydeligt nej.

"Hvad sagde du skat?"

"Nej jeg har ikke set den," sagde jeg og satte mig langsomt op i sengen.

"Du skal til at gå tideligere i seng Kamille," sagde hun og rodede alligevel videre i mit skab, selvom jeg havde givet hende besked på, at jeg ikke havde den.

"Hmm, hvad er klokken," sagde jeg og undlod at svare hende.

"19:00, din far og jeg skal over til Carlos forældre," sagde hun, hvilket fik mig til at slå øjnene op.

Skulle de nu være sammen med dem igen? Bare jeg ikke skulle med. Han var ikke den jeg havde mest lyst til at se i øjnene lige nu.
Rettere sagt aldrig.

"Jeg skal jeg.. uhm skal jeg med?" sagde jeg og lød mere usikker end jeg havde regnet med.

"Nej ikke denne gang," sagde hun, og vendte hovedet mod mig.

"Der er da ikke sket noget? Imellem Carlo og dig?" sagde hun men jeg forblev stille.

Men tavsheden blev hurtigt brudt af min mors nysgerrighed.

"Er i blevet kærester?" sagde hun og stoppede med at rode i mit skab.

Man skulle ikke tro det, men jeg ånede lettet op. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

Hun rodede videre i mit skab og spurgte ikke ind til mere om mig og ham. Jeg havde frygtet hun ville spørge, om det lige modsatte. Om der var sket noget dårligt imellem os. Men det gjorde hun heldigvis ikke.

"Her er den!" sagde hun og holdt trøjen op.

"Jeg fandt den." tilføjede hun. Hun gav mig et kys på kinden inden hun gik ud fra mit værelse.

"Hey hvad sagde du klokken var?" råbte jeg.

"19:05, så vi kører lige om lidt," råbte hun tilbage, og smækkede døren i til badeværelset.

19:05.. ? Mille! Jeg havde glemt alt om vores aftale.

Jeg kom med et irriteret støn, da jeg kiggede mig selv i spejlet. Hvorfor sker det her også lige for mig. Irriteret over mig selv skyndte jeg hurtigt at gøre mig klar, inden jeg gik over til Mille, med min taske på ryggen.

Note:
HAR SÅDAN 5-6 KAPITLER KLAR TIL JER SOM KOMMER MEGET SNART
GLÆD JER
HUSK AT LIKE
LOVE U