Aldrig prøv

Kapitel 96

Siden den dag, besøgte jeg ikke Pyton længere. Det hele var slut nu. Skolen havde jeg også holdt en pause fra. Der var gået over 2 uger nu, siden jeg havde sat mine ben på skolens grund. Det var alt for længe. Dog havde mine forældre snakket med rektor om min situation, og om Anthon. Videoen var ikke kun blevet delt i Pyton, men var også blevet delt med alle på skolen. Og selvom jeg havde været hjemme i de to uger, fik jeg stadig alt sladderen med.
Anthon var blevet bortvist fra skolen, da rektor havde fået informationer om videoen.

Det var selvfølgelig mine forældre, der havde fortalt rektor det hele. Denne gang ville jeg ikke forhindre dem i, at gøre Anthon ondt. Han havde fortjent det. Selvom det skar en smule i mit hjerte, at han skulle smides ud så tæt på at blive student.

Men det var hans eget problem. Han skulle havde regnet ud at konsekvensen for dette, ville være stor.

Så nu kunne jeg trygt komme tilbage i skole. Jeg skulle aldrig se ham mere. Men så tryg kunne jeg heller ikke føle mig. Anthons venner var der stadig, og min hverdag ville blive den samme, som før jeg kendte Anthon.

Nu var det tilbage til mit lille fine univers. Mine forældre havde betalt for en tid hos frisøren, og en masse nyt designer tøj, før jeg skulle tilbage i skole. Ikke at jeg havde brug for det, men det var de stærkt opsat på at jeg havde.

-

Det blev mandag. Efter to uger var jeg nu tilbage igen. Jeg sørgede for at komme nogenlunde tideligt, så jeg kunne undgå at møde flest mulige.

Men der var alligevel et par stykker på gangen, da jeg trådte ind af døren. Deres øjne mødte mine og to piger små grinte, da de passerede mig. Jeg ignorere dem, og satte kurs mod min klasse. Jeg var den første der var kommet, og satte mig nervøst ned på min plads.

Det var hårdt ikke længere at se Anthon mere. Men det han havde gjort mod mig, kunne jeg aldrig tilgive ham for. Men alligevel var det som om, at jeg havde en vis medlidenhed med ham.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham. Han var virkelig min store kærlighed. Hvorfor skulle det også ende sådan her.

-

Mine eksaminer var ved at være over. Jeg skulle op til den sidste i dag. Det var i dag jeg fik min hue på, vel at mærke at jeg bestod.
Men det gjorde jeg med garanti, da det var dansk jeg skulle op i. Trods mit fravær i over 2 uger, havde mine andre eksaminer gået helt perfekt. Jeg havde kun fået karakterer imellem 10-12 indtil videre. Det var mere end jeg havde regnet med, og mine forældre var utrolig stolte.
Selvfølgelig var de det.

"Held og lykke," sagde Mille, der ville stå udenfor og vente på mig. Hun havde lovet hun ville være der dagen jeg fik hue på, og det var hun. Også mine forældre var tilstedet og stod med min hue, og ventede på mig. De virkede en smule nervøse.

Jeg smilte til dem og gav min lærer og censor hånden, før jeg gik ind i lokalet.

-

"Hvad fik du??" udbrød Mille, da jeg var kommet ud, og havde fået min karakter.

"12," sagde jeg stolt, og gav hende et kram.

Mine forældre kom over til mig, ønskede mig tilykke og krammede mig. Min mor gav mig huen på, og jeg rettede den til.

"Tillykke min skat," sagde min mor igen, og gav mig et kys på kinden.

"Vi er så stolte," sagde min far, og smilte.

Hvor var det ufatteligt. Nu var jeg endelig færdig. Det havde været tre lange år, men alt den hårde arbejde var det hele værd. Mit snit lå højt. Jeg kunne blive næsten lige hvad jeg ønskede. Min drøm havde altid været, at følge mine forældres fodspor. At blive noget indenfor sundhedsverdenen. Dog var det som om, den drøm havde ændret sig. Jeg skulle ikke være læge eller kirurg, eller hvad der ellers lignede. Hvad jeg så skulle være, var jeg stadig usikker på. Dog havde jeg ikke længere travlt med, at komme i gang med en uddannelse.

Et sabbatår eller to, var lige nu på programmet, og det glædede jeg mig til.

"Kunne du ikke tage et billede af os?" spurgte min mor Mille, og hun nikkede smilende.

"En, to, tre smiiiil," sagde hun, og lagde tryk på smil, så man ikke kunne lade være med at blive glad.

"Sådan -det blev godt," sagde hun, og afleverede kameraet til min mor igen.

Min mor insisterede på at få et billede af Mille og jeg, så det fik hun. Efter en masse billeder, satte vi kurs mod bilen.

HUSK AT LIKE