Aldrig prøv

Kapitel 21

"Hej Kamillie? hvad skal du," spurgte Annika forvirret da jeg trådte ind i deres lejlighed. Hun var i fuld gang med at rydde af bordet fra aftensmaden.

Stefan sad i sofaen og så højt fjernsyn. Højere end når min farmor ser tv. Man skulle tro han var døv, så højt det var.

"STEFAN SKRU NED DU HAR GÆSTER!" råbte Anikka lige pludselig. Jeg smilte til hende.

"Kamille hvad laver du her?" spurgte han, men jeg nåede ikke at svare, før Mille kom ud fra sit værelse.

"Du mener, JEG har gæster," sagde Mille og lagde tryk på "jeg", da hun kom ind i køkkenet.

"Har du inviteret hende over?" spurgte Stefan.

Mille gik over imod mig og ignorerede Stefan.

"Utroligt," tilføjede han og smilte til mig i chok over, at jeg var kommer her for at tale med hende.

"Jeg troede ærgerlig talt ikke du ville komme," sagde Mille. Hun gik hen mod sit værelse, og jeg fulgte efter.

"Jo, men... jeg kom til at falde i søvn," indrømmede jeg.

"Det gjorde jeg også, da mine forældre skulle giftes," hun grinte og rystede på hovedet.

"Men det er en helt anden historie."

Jeg satte min taske på gulvet og studerede hendes værelse.
Det var ikke gjort i stand endnu.
Flyttekasser stod stablet ovenpå hinanden, og ikke alle møbler var blevet samlet.
Mit blik fangede hendes opslagstavle.
Den var proppet med noter og billeder.
Et billede af en mand i uniform var faldet på gulvet, så jeg samlede det op og kiggede på det.

"Det er min far," sagde Mille og kom op bag mig.

Jeg gav hende billedet, og hun satte det tilbage på tavlen.
Mit blik var stadig på billedet.

"Han døde før Stefan og jeg blev født," sagde hun og satte sig ned i hendes seng.

"Så vi voksede op med Morten, vores stedfar, som min mor så lige er blevet skilt fra," fortsatte hun idet jeg satte mig ned ved siden af hende.

"Please ikke sig du er ked af det på mine vegne og alt det der shit. Det er efterhånden mange år siden han døde," sagde hun og jeg nikkede forstående.

Hun fandt sin computer frem og forsøgte at finde det dokument hun skulle bruge.

"Undskyld jeg var så tarvelig i går," sagde hun lige pludselig.
Det var anden gang hun undskyldte nu.

"Nogen gange bliver det bare for meget for mig."

"Det var ligeså meget mig," sagde jeg og smilte svagt til hende.

Hun satte sit store hår op i en hestehale og gav computeren til mig, da det lykkedes hende at finde dokumentet.

-

Jeg hjalp hende med hendes stil, og derefter snakkede vi om alt det der lige faldt os ind.

Vi aftalte også at ligge fortiden bag os og starte på en frisk.
Vores førstehåndsindtryk af hinanden havde ikke været det bedste, men det viste sig, at vi havde mange ting tilfælles.

Min aften hos Mille havde været den bedste i længe og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet at have en rigtig ven.
En pige ven.