Aldrig prøv

Kapitel 95

Min makeup så med garanti forfærdig ud lige nu. Det var fuldstændig tværet du i mit ansigt, og mine øjne var røde. Jeg rettede på min hætte og sørgede for, at man ikke kunne se mit hår stritte ud. Da jeg nåede til Pyton gik jeg forbi en masse efterhånden kendte ansigter. Da jeg var inde i huset, kunne jeg ikke lade være med at vende mit blik mod sofaen i stuen, hvor Anthon altid sad. Jeg kiggede desperat efter ham, og så ham sidde der helt afslappet tilbage i sofaen, med en smøg i hånden. Jeg tog mig selv i at stirre, og da det slog mig, vendte jeg mig hurtigt om, for at gå ovenpå. Men i det jeg vendte mig om, stødte jeg ind i en noget så gnaven person.

"Se dig dog for din spasser," hvæste drengen af mig, og jeg kiggede hurtigt ned i jorden da det gik op mig, at det var Lauge. Heldigvis så han ikke ud til at kunne genkende mig. Faktisk var der slet ikke nogen der bemærkede min tilstedeværelse. Min påklædning og mine mørke rander under øjnene, fik mig til at ligne en af de andre sortklædte mennesker, der strejfede halvdøende rund omkring i huset til daglig.

Jeg bevægede mig ovenpå og stoppede foran Stefans dør. Jeg bankede på men fik ikke noget svar. Jeg tog i håndtaget og kiggede ind. Han var her ikke. Hvem skulle jeg så snakke med? Jeg gik og overvejede Thor, men var ikke sikker på, at han kunne sætte sig ind i mit problem. Han lignede mig trodsalt på mange punkter, hvilket måske kunne være en fordel. Derudover var han også Anthons halvbror, så måske kunne han få Anthon til at slette videoen. Selvom det nok blev helt umuligt. Men det var da et forsøg værd.

Stadig påvirket af de mange slags alkohol fra tideligere, gik jeg slentrende hen imod Thors værelse. Jeg ville til at banke på, men så at døren stod åben. Kunne jeg godt bare tillade mig at gå ind? Før jeg kunne bestemme mig, snublede jeg, hvilket fik døren til at åbne. Jeg lå nu halvt inde i værelset, og blev nedstirret af 4 øjne. Thor og en pige. De sad på hans seng og snakkede, med kun et dæmpet lys tændt. Min hætte var faldet af i det jeg snublede, og jeg skyndte mig derfor at tage den på igen.

"Kamille? Er det dig?" spurgte Thor forvirret, og kiggede skiftevis på mig og pigen ved hans side.

Han rejste sig fra sengen og gik over til mig, for at hjælpe mig op.

"Er du kommet noget til?" spurgte han, og løftede sine øjenbryn, da han så mit ansigt.

"Du ligner...-" tøvede han, men jeg afbrød ham.

"Noget der er løgn – ja jeg ved det," svarede jeg, og rettede på mit hår under hætten.

"Jeg ville nu have sagt, at du ikke lignede dig selv," sagde han.

"Jamen er der noget jeg kan gøre for dig?" spurgte han hjælpsomt, og trak en stol ud fra sit skrivebord, som han tilbød at sidde på. Jeg afviste hans tilbud, og rystede på hovedet.

"Jeg havde håbet på, at vi kunne snakke" sagde jeg, og kiggede over på pigen i hans seng.

"Men du har besøg, så det er lige meget," sagde jeg, og gik hen mod døren.

"Vi ses," sagde jeg, og små løb hen af gangen og ned af trapperne.

"Kamille vent lige!" råbte han, men jeg stoppede ikke op. Jeg skyndte mig i stedet ud af huset, og håbede på, at ingen bemærkede Thor råbe mit navn højt.

Jeg satte mig ud i min bil og kørte hjem. Bare jeg ikke blev stoppet af politiet i denne tilstand. Det var dumt af mig at have kørt, men lige nu betød det ikke noget om jeg fik frakendt mit kørekort, eller i værste fald køre galt. Jeg ville gøre alt for, at kunne forvinde. Jeg ville bare gerne være alene. Så snart jeg prøvede at være social og snakke med nogen, gik det bare galt for mig. Det var også dumt af mig, at tage hen til pyton. Hvad havde jeg regnet med? At alle mine problemer ville blive løst? Hvem prøvede jeg at narre?

Til mit held nåede jeg hjem, stadig i god behold og gik direkte ind på badeværelset. Mine forældre var i stuen, i færd med at rydde mit svineri op jeg havde lavet tideligere. Både min far og mor kaldte på mig, men jeg ignorerede dem. Jeg lukkede døren hårdt bag mig, da jeg kom ind på badeværelset, og tændte for radioen. Jeg sørgede for at den var skruet helt op, og tog derefter mit tøj af.

Jeg kunne høre mine forældre råbe på mig, men jeg ignorerede dem stadig. Da alt mit tøj lå på gulvet, gik jeg ind i badet og skruede helt op for det varme vand. Jeg lukkede mine øjne og fantaserede mig væk fra drenge, forældre og eksamener. Gid jeg kunne stå her indtil alle mine problemer var forvundet. Eller indtil jeg selv forsvandt. Mine tanker fløj over det hele. Jeg begyndte at græde ved tanken om selvmord. Måske var det det bedste for os alle sammen. Ingen skulle længere have problemer med mig, og jeg slap selv for mit vanskelige liv. Måske jeg bare skulle gøre det. Så var jeg væk. For altid.

HUSK AT LIKE