Den upopulære pige Kamille, bor sammen med hendes rige forældre tæt på Øregård gymnasium, hvor hun går på tredje år. Da hun får nye naboer, udvikler hun et nært forhold til Anthon Edwards Knutzon, som ellers er en af de mindre søde personer på gymna...
Jeg stod længe bare og kiggede på Stefan. Kunne jeg godt tillade mig, at vække ham?
Jeg tog mod til mig og prikkede ham nogle gange på skulderen. Men han bemærkede det slet ikke.
Da jeg prikkede ham svagt på skulderen igen, og han stadig ikke mærkede det, var jeg ved at miste håbet. Så kunne det også bare være lige meget.
Jeg gik ud fra værelset, men satte mig tungt ned ude ved siden af hans dør. Jeg kunne ikke noget.
Jeg havde det så dårligt.
En tåre faldt ned af min kind. Jeg begravede mit hoved i mine hænder, imens flere tåre faldt ned af mine kinder uafbrudt.
Her sad jeg så. Helt sønderknust på grund af en fyr, der ikke engang var min. På grund af en fyr, som jeg i starten ikke kunne fordrage. Jeg havde bare overset alt det gode ved ham. Han betød mere for mig, end jeg var klar over. Jeg var så jaloux og vred indeni. Selvom jeg ikke burde. I princippet kunne han gøre, hvad han ville, da vi ikke officielt var kærester. Men det ramte mig bare hårdt, at se ham med en anden.
Jeg tørrede mine kinder, men i samme øjeblik brød jeg ud i gråd. Før var det bare små hulk, men nu var det virkelig for alvor.
Hvad gik der af mig?
Jeg prøvede at tage store dybe vejrtrækninger, for at berolige mig selv.
-
Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde sat her nu. En time måske? Jeg havde ondt af, at sidde ned på det hårde gulv og tørrede mine kinder en sidste gang, før jeg ville tage mig sammen og gå nedenunder igen.
I samme øjeblik jeg tørrede mine kinder, kom Stefan ud af værelset. Han stoppede forskrækket op, da han så mig. Han kiggede længe på mig og vidste formentligt ikke, hvad han skulle op.
"Kamille? Hvad...," sagde han forvirret.
"Hvad laver du her?" sagde han og satte sig ned på hug, ved siden af mig. Han kiggede mig dybt ind i øjnene. Mine øjne der sikkert var helt røde nu, efter jeg havde grædt så meget.
"Kan vi tale sammen?" sagde jeg og hulkede.
Han nikkede og hjalp mig på benene. Han fulgte mig ind på hans værelse og lukkede døren bag sig.
Hvordan skulle jeg fortælle ham det? Hvordan skulle jeg starte? Og ville han overhoved hjælpe mig?
Jeg tog endnu en dyb indånding, og satte mig stille ned i hans seng.
"Det er Anthon...," sagde jeg stille og prøvede at holde mine tårer tilbage.
Note:
WOW WOW WOW - 50K !!!!?!?!!!!?! hvordan? TUSIND MANGE TAK FOR DE 50K LÆSNINGER, ER SIMPELTHEN SÅ GLAD!!
Har også netop i dag lavet "aldrig prøv snappen." SÅ TILFØJ MIG GERNE !!
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
