Aldrig prøv

Kapitel 100

Jeg missede med øjnene, og var lige ved at gå i panik, da det gik op for mig, at jeg ikke var hjemme. Jeg tog aldrig hjem i går. Mit hoved gjorde ondt. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om, at det måtte være på grund af vinen, Thor og jeg drak i går aftes. Mit hoved lå på hans brystkasse, og hans ene hånd var slynget rundt om mig. Det virkede forkert, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød dette øjeblik. Når alt kommer til alt, er vi alligevel kun venner. Havde det ikke været for ham, ville jeg havde lagt sammenkrøllet i min seng, med røde hævede øjne. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre ven end ham. Det eneste der gik mig på nerverne var, at jeg blev ved med at se Anthon i Thor. Det var som om, han hjemsøgte mig i mine drømme. Indvaderede mine tanker, og fik mig til at føle skam. Jeg rystede tanken af mig,  rykkede mit hoved en smule, og kiggede fra min liggende position op på Thor. Hans fredsfyldte åndedræbt, og uglede morgenhår fik et lille smil frem i mig.

Jeg fjernede stille mit hoved fra hans brystkasse. Jeg ville nødigt sende forkerte signaler.

"Bliv her," sagde han stadig halvt sovende, og missede med øjnene.

"Jeg... - det går ikke," sagde jeg stille, og Thor gav slip på mig.

"Jeg forstår dig... efter alt det med Anthon. Det må ikke være nemt," sukkede han, og lukkede øjnene kort. Han gabte, og vendte sig imod mig, så vi nu kiggede hinanden i øjne.

"Godmorgen," sagde han, og skiftede enme. Han kunne nok mærke på mig, at jeg ikke var klar til at tale ud om det endnu. Faktisk ville jeg sket ikke tale om det overhoved.

"Godmorgen," svarede jeg, og smilte.

Vi lå begge og studerede hinanden. Ingen af os sagde et ord. Stilheden bredte sig udover værelset. Ingen akavet stilhed overhoved. Derimod en rolig og afslappet stemning, der fik mig til at føle mig hjemme. Selvom jeg ikke længere syntes at have et hjem. Jeg havde svært ved at finde mig selv, i dette konstante vedvarende kaos. "Hjem", var aldrig det samme. Det var en dynamisk faktor, som jeg prøvede at finde et facit på.

Thor og jeg blev begge revet ud af vores dagdrømme, da en knytnæve pludselig slog på Thors dør.

"Luk op!" råbte Anthon ophidset. Mine øjne blev store, og mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde. Ikke at jeg havde noget at være bange for. Anthon og jeg var færdige. Men det ville alligevel knuse os begge, hvis han så mig lige nu.

"Kan man nogensinde på lidt fred i det her hus," råbte Thor fra sengen, hvilket kun fik Anthon til at hidse sig mere op.

"ÅBEN NU FORHELVEDE. Det er Kamille. Hun er ikke her, eller derhjemme. Hjælp mig med at finde hende. Jeg... bliver nødt til at se hende en sidste gang, inden jeg forlader byen."

Jeg rystede desperat på hovedet. Thor fangede mit signal, og nikkede.

"Ikke nu Anthon. Hun har sikkert bare brug for alene tid. Hvilket er det mindste du kan give hende, efter dit lille nummer," råbte han tilbage.

Anthon hamrede agressivt på døren. Jeg kunne høre den smerte han befandt sig i. Jeg havde svært ved at stå imod, men jeg prøvede ikke a give efter.

Men det gjorde jeg. Det gør jeg altid.

Der blev stille udenfor døren, og jeg sukkede lavt. Han var gået. Selvom der var noget i mig der sagde, han stadig var derude. Anthon er ikke bare en der giver op. Sådan er han ikke.

Jeg listede stillede hen til døren og låste op. Thor viskede noget i retningen af "Hvad laver du?!!", men jeg nåede ikke at svare, da jeg pludselig stod face to face med Anthon ude på gangen.

"Det havde jeg alligevel ikke troet. Overraskende Kamille. Du bliver ved med at overraske mig," sagde han sarkastisk. Hans ansigtudtryk fortalte mig, at han var rasende. Nærmere hævntørstig. Jeg skulle nok komme til at betale dyrt, for at have sovet med Thor. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det blev grimt.

"Du har ingen ret til at være sur. Efter alt det, jeg har måtte stå model for? Efter alt det du har udsat mig for. Gang efter gang. Anthon... vi er færdige. Jeg vil ikke se dig igen.

Er vi færdige? Er vi virkelig Kamille? Jeg kan se hvordan du skriger efter min opmærksomhed. Du vil have mig tilbage. Det ved du også godt selv," sagde han manipulerende.

"Lad hende være. Forsvind Anthon," sagde Thor, og kom op bag mig.

"Forsvind Anthon," gentog Anthon med en barnlig stemme og ansigtudtryk, for at gøre grin med ham.

"Ellers hvad? Jeg er ikke bange for dig Thor," sagde han, og kom tættere på Thor og jeg. Thor tog stille min hånd, hvilket Anthon bemærkede med det samme.

"Efter alt det, jeg har erkendt. Efter at have fortalt dig sandheden, er det første du gør, at knalde min fucking bror???! -Jeg tror Thor har ret. Du har brug for alene tid. Du er helt fortabt Kamille," sagde han koldt.

Der var en langvarig pause, før nogen af os sagde noget. Jeg kunne mærke , hvordan varmen steg mig til kinderne. Jeg var rasende. Jeg gik hurtigt hen imod Anthon, for at give ham en lussing. Et eller andet, måtte jeg gøre. Han havde fortjent det. Thor tog hurtigt fat i mig, og forhindrede mig i at slå ham. Forhindrede mig i, at gøre situationen endnu være.

"Jeg spørger dig én sidste gang Kamille... Hvis du virkelig ønsker, aldrig at se mig igen, så se mig i øjnene, og fortæl mig det. Så forlader jeg byen i morgen tidlig, og vende aldrig tilbage. Så kan du leve til dine dages ende i fred med Mr. Perfect her," sagde han, og hentydede til Thor.

Jeg fjernede min hånd fra Thors, og gik helt hen imod Anthon. Kiggede ind i hans krystal blå øjne, og fik en klump i halsen ved tanken om, at det var sidste gang jeg kunne fortabe mig dem. Jeg rettede mig op, og tvang tanken ud af mit hoved.

"Jeg vil aldrig se dig igen," sagde jeg uden at tøve, og Anthon nikkede arrogant. Han kiggede skiftevis på Thor og jeg, uden at sige noget. Han vendte ryggen til os, og forsvandt ud af Pyton. For altid.

Mine følelser var over det hele. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det hele. Der skete alt for meget på én gang. Anthon havde ret. Jeg var helt fortabt. Jeg havde brug for alene tid. Jeg troede ikke det var muligt, at knuse mit hjerte i flere stykker end det i forvejen var, men det skulle vise sig at være løgn. Jeg var knust. Så knust, at jeg umuligt kunne finde nogen form for livsglæde igen. Anthon var væk. Jeg kunne ikke tro det. Selvom jeg var vred - så vanvittig vred på ham, efter alt han havde udsat mig for, græd jeg nu ikke af den grund. Jeg græd ved tanken om, at jeg havde sent ham væk. At han aldrig ville komme tilbage, fordi jeg havde bedt ham forvinde. Forsvinde ud af mit liv. For altid.

-

Jeg har nu skrevet 100 kapitler. Hvor vildt er det ikke? Faktisk svarer de 100 kapitler til præcis 66.366 ord, hvilket gør "Aldrig Prøv" til en roman. En roman indeholder nemlig mindst 50.000 ord. Viiiildt at tænke på!!! Og den er ikke engang skrevet færdig endnu. Mange tak fordi i læser med.

HUSK AT LIKE!!