Aldrig prøv

Kapitel 82

Mille kom lige idet jeg havde spist min sidste bid lasagne.

Min mor tilbød hende at spise med, men hun takkede pænt nej tak, da hun havde spist.

"Tak for mad," sagde jeg, og satte mine ting i opvaskeren, før Mille og jeg gik ind på mit værelse.

"Hvad så?" sagde jeg og satte mig på kanten af min seng.

"Det lød til at du ville fortælle mig noget meget vigtigt," tilføjede jeg og hun nikkede.

"Ditlev har spurgt om vi skulle være kærester," sagde hun glad. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor meget hendes ansigt lyste op, da hun nævnte hans navn.

"Ditlev?" mumlede jeg, og vidste ikke helt hvem hun talte om. Dog kom jeg hurtigt i tanke om Milles flirt fra Pyton, hvis navn jeg aldrig havde fået at vide.

"Nårh ham... ej tillykke," sagde jeg og smilte til hende.

"Tak søde," sagde hun lavt og satte sig ned ved siden af mig på sengekanten.

"Jeg er bare så glad," sagde hun begejstret og smilte stort til mig. Jeg gengældte hendes smil og kiggede så ned i gulvet. Ingen af os sagde noget i et stykke tid, men Mille fik hurtigt samtalen i gang igen.

"Hvordan går det egentligt med Anthon og dig?" spurgte hun nysgerrigt.

"Det er ret indviklet," mumlede jeg, da jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle svare.

Hun kiggede forvirret på mig og jeg vidste, at jeg blev nødt til at uddybe mit svar.

"Vi opfører os som kærester men det er vi ikke."

"Det forvirrer mig," tilføjede jeg og kiggede stift ud i luften.

Mille sagde ikke noget men kiggede bare lyttende på mig.

"Han omtaler os som bare venner, men det føltes som meget mere end det," sagde jeg og lød mere trist end forventet.

"Tror du ikke det er fordi, han skal vænne sig til at være sammen med en pige som dig?" spurgte hun og jeg trak på skuldrende, usikker på hvad jeg skulle svare.

"Han skal nok spørge dig, om i skal komme sammen på et tidspunkt... bare giv det lidt tid."

"Vi ved jo begge to godt, hvor meget han har ændret sig for dig," tilføjede hun og jeg nikkede.

Hun havde ret.

Siden vi begyndte at snakke sammen havde han virkelig ændret sig. Ikke vanvittig hurtigt, men i sit eget stille tempo. Man hørte ikke længere om alle de piger, han havde med hjem i weekenderne. Nu var det kun mig. Næsten da.

Episoden med Anthon og pigen på sofaen i Pyton, var ikke gået i glemmeboksen endnu. Dog havde han undskyldt og fortalt, at hun intet betød for ham. Anthon røg og drak stadig lidt for meget til fester, men som han havde fortalt mig, var det bare sådan han var. Jeg prøvede at respektere det, selvom det var svært for mig.

"Kom... vi skal også til at gøre os klar til festen," sagde Mille og rev mig ud af mine tanker.

"Ja du har ret," sagde jeg og rejste mig op fra sengen.

-

Da klokken så småt begyndte at nærme sig de 20:00, var Mille og jeg færdige med at snakke og gøre os klar. Jeg havde stadig ikke fundet på en undskyldning for, at jeg skulle være væk hele weekenden. Dog håbede jeg på, at jeg lynhurtigt kunne finde på en løgn, min mor ville tro på.

"Hvad skal i piger?" spurgte min mor nysgerrigt, da vi kom ud fra værelset og gik hen imod døren. Hun sad i sofaen med en kop kaffe og en bog.

"Vi øhm..." sagde jeg men stoppede, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

"Vores veninde Sara vi var i sommerhus hos i påskeferien, holder fødselsdag i morgen. Så vi har lovet at hjælpe lidt til med at pynte op osv.," tog Mille over og sagde. Jeg åndede lettet op og nikkede ivrigt for at bekræfte, at det hun sagde, var rigtigt.

"Jeg er hjemme igen søndag mor," tilføjede jeg, før Mille og jeg var ude af døren.

-

Da Anthon så mig træde ind af døren i Pyton, blev jeg mødt af et stort smil på hans læber. Han gned sig i øjnene på sin vej over til mig. Var han nu allerede fuld igen? Han så fuldstændig smadret ud. Jeg prøvede at se bort fra hans påvirkede tilstand og lagde mine hænder om hans nakke, da han kom hen til mig. Han placerede begge sine hænder på mine baller og gav dem et lille klem, før han kyssede mig på munden.

"Jeg har savnet dig," sagde han og lod sin pande hvile mod min. Om det han sagde var sandt eller bare fordi han var fuld, vidste jeg ikke. Men jeg valgte at tro på ham.

"Jeg har også savnet dig," nåede jeg at svare ham, før Teodor afbrød vores samtale.

"Skal du med de andre og jeg ud og ryge en smøg?" spurgte han, og Anthon nikkede.
Han kyssede mig hurtigt på munden og viskede "vi ses senere", inden han forsvandt ud af huset sammen med Teodor og nogle andre.

Gæt hvem der igen var efterladt alene? Mig.

Mille hang op af Ditlev i køkkenet og Stefan sad i stuen og drak sammen med et par drenge. Thor havde jeg ikke set. Måske var han på sit værelse? Det var også lige meget. Ligemeget hvad, var jeg efterladt her alene, indtil Anthon kom tilbage.

Jeg satte mig hen til køkkenbordet, selvom Lauge sad i den anden ende. Jeg vidste det var forkert af mig, at være så tæt på Lauge. Anthon nægtede mig at være i nærheden af ham, men jeg håbede inderligt på, at han ikke bemærkede min tilstedeværelse.

Jeg tog et nyt plastik krus fra bordet og lavede en blanding af cola og vodka, ligesom Thor havde mikset sammen til mig før.

Jeg tog en slurk og kiggede så forsigtig over på Lauge. Vi fik øjenkontakt med det samme, så jeg vendte hurtigt mit blik mod noget andet.

"Har han efterladt dig?" spurgte Lauge og kom tættere på mig, og satte sig ned overfor mig. Hvorfor kunne han ikke lade mig være?

Jeg rystede på hovedet og kiggede væk.

"Der er nok en der lytter til sin fyr?" sagde han og grinte flabet.

Jeg ville have spurgt ham hvad han mente med det, men lod være.

"Lad mig gætte... han har bedt dig om, ikke at komme i nærheden af mig? Har han ikke?" spurgte han og tændte en smøg. Røgen fløj hen imod mig, så jeg viftede det hurtigt væk fra mit ansigt.

"Du er ikke meget for at snakke var?"

"Lad mig være Lauge," sagde jeg modigt, og tog mig en stor slurk af min drink.

"Hvis du skal have noget til dine hjertesorger, så drik rent vodka."

"Det hjælper altid på humøret," sagde han og halvgrinte. Mine hjertesorger? Hvad mente han med det?

"Vi snakkes når du indser, at jeg er den gode i det her spil," sagde han og tog en breezer med sig, før han gik ind i stuen.

Han snakkede i tåger når han var fuld. Han måtte have meget på hjertet, siden han fablede om hjertesorger og hvad ved jeg.

Jeg drak det sidste af min drink og håbede på, at Anthon snart ville komme tilbage.

Note:
Tusind tak for alle jeres søde kommentarer på mine sidste kapitler, og bare generelt! I er så søde!

HUSK AT LIKE