Aldrig prøv

Kapitel 25

"Du er tidelig på den i dag," sagde jeg til Mille imens vi gik ned af trapperne. Hun nikkede som respons og begyndte at finde en smøg frem.

Jeg gik hen imod min bil, men kiggede forvirret efter Mille da hun ikke fulgte efter mig.

"MILLE??! Hvor skal du hen?" råbte jeg og grinte.

Hun stoppede op og slog sig selv i hovedet, og mumlede noget der lød som; "fuck hvor er jeg dum."

Da vi nåede skolens parkeringsplads, sørgede jeg for at holde længst muligt fra Anthon og Teodor. Jeg ville helst ikke vække for meget opmærksomhed med min ny bil. De havde det med at kommentere på alt hvad jeg gik i eller fik af dyre ting.

-

Det hele var så akavet imellem Stefan og jeg. Jeg ved ikke helt hvordan det gik til, at vi ikke længere var venner. Måske var vi, men vi snakkede ikke sammen mere. Derfor var det forfærdeligt at omgås ham, da vi jo gik i samme klasse.

De dage, hvor vi var så heldige at blive placeret i samme gruppe, når vi skulle lave gruppearbejde var de værste. Han plejede at være den eneste fra min klasse der ville snakke med mig, men nu var der igen ingen.

Det var forfærdeligt.

De bedste tidspunkter på dagen, var når jeg kunne slippe ud af klasseværelset. Frikvarterene og når dagen var omme, var altid højdepunkterne.

Det var som sådan ikke noget problem for mig førhen, da Stefan ikke var en del af klassen. Der kunne jeg sagtens omgås dem der ikke ville snakke med mig. Selvfølgelig irriterede det mig, men dengang var det hverdagskost.

Det jeg ikke kunne holde ud var tanken om, at en person der kender og som godt kunne lide mig, var stoppet med at snakke til mig.

-

Dansktimen med Thomas var slut, hvilket betød at den nu stod på frikvarter. Jeg gik hen imod Milles klasse men blev stoppet.

I forskrækkelse gav jeg et lille gisp fra mig og tog et skridt tilbage.

Anthon.

"Tog du med i dag?" spurgte han og støttede sin hånd til muren og spærrede på den måde for mig, så jeg ikke kunne komme forbi. Hans hår sad perfekt som altid, og hans helt sorte outfit skræmte altid livet af mig, men på en eller anden skør måde elskede jeg det også.

Det tog mig lidt tid inden jeg fik fremstammet et ja. 

Han nikkede og rettede på sin læderjakke.

"Hvorfor er du overhoved begyndt at snakke til mig? Det plejer du ikke?" spurgte jeg og krydsede mine arme.

"Jeg mener, du har ALDRIG rigtig snakket til mig før? Men nu vil du lige pludselig gerne?" spurgte jeg og han kiggede på mig, som var jeg en idiot.

Hvorfor fanden spurgte jeg også om det. Tænk før du taler Kamille!??

"Jeg har besluttet mig for at give dig en chance," sagde han hvilket gjorde mig en smule fornærmet.
Så jeg har været en belastning førhen, men nu vil han gerne? Hvilket sygt argument var det ikke lige?

"Du ved vi har... vi har fælles venner og vi kan ikke gå rundt og ignorere hinanden for evigt?" sagde han og lød meget overbevisende. Jeg nikkede.

Han havde ret. Det kunne vi ikke, og det var også på tide for mig, at give ham en chance og ikke generalisere ham, som en bad boy der kun var ude på at score damer og gå til fester.
Selvom han uden tvivl var skolens største bad boy.

"Du har ret," sagde jeg og begyndte at gå udenom ham. Denne gang stoppede han mig heldigvis ikke. Han smilte tilfreds til mig.