Aldrig prøv

Kapitel 97

Mine forældre havde inviteret gæster over, i forbindelse med at jeg var blevet student.
Jeg havde ikke så meget lyst til gæster lige i øjeblikket, men det betød meget for dem. Efter alt hvad de havde gjort for mig, havde jeg også behov for at gøre noget godt for dem.

"Tillykke," sagde en stemme bag mig, og jeg vendte mig om, og kiggede den dreng ind i øjnene jeg hadede men også elskede mest.

Anthon.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg forvirret, og kiggede om på min familie der var stoppet op.

"Du burde ikke være her," sagde min far og hævede stemmen. Min far kom hen til mig, men jeg bad han blive, hvor han var.

"Det er okay far, bare gå ud mod bilen. Jeg kommer om lidt," sagde jeg og han nikkede.

"Hvis der er noget, så råb højt, vi er lige her ude," sagde min far, som om Anthon var en morder der var spærret inde på livstid, og ville slå mig ihjel. Come on far.

"Jeg kunne ikke få mig selv til at gå glip af dig få hue på," sagde han, og tog et skridt tættere på mig.

"Hvor ser du godt ud," komplimenterede han mig, og studerede mig nøje.

Jeg ville have sagt i lige måde, da Anthon havde en flot sort rullekrave og en sort jakke på. Han lignede slet ikke sig selv. Jeg havde aldrig set ham i så fint tøj før, men han så helt fantastisk ud. Hans rå look blandet med hans fine sorte outfit, gjorde mig blød i knæene. Dog måtte jeg minde mig selv om, hvilken situation vi stod i, og hvilke grusomme ting han havde gjort mod mig.

"Hvornår er du ligepludselig begyndt at holde af mig? Troede ikke jeg betød noget for dig...," sagde jeg forvirret.

"Eller nej. Jeg har jo aldrig haft nogen betydning for dig. Har jeg ikke ret? Udover at jeg var dit eget personlige legetøj. Så hvorfor dukker du op her? Og hvorfor lige nu? Det er så lang tid siden jeg har set dig, så hvorfor opsøge mig nu? Var ret sikker på jeg hørte du sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om, at se dig nogensinde igen.

"Kamille," sagde han med sin bløde stemme, og tog sine fingre i håret.

"Lad os ikke starte en diskussion her," sagde han roligt. Hvornår var han ligepludselig blevet den rolige type? Var det endnu et af hans latterlige numre?

"Mød mig i Pyton i aften," sagde han, men jeg rystede på hovedet.

"Mine forældre holder fest for mig i aften. Og desuden har jeg ikke lyst til, at tage tilbage dertil," sagde jeg, hvilket fik minderne med Anthon og jeg frem i mit hoved.

"Jeg vil ikke tvinge dig, men tænk over det," sagde han og passerede mig.

Jeg vendte mig om, og så ham forsvinde ud af døren. Hvad handlede der her om?

Mine forældre kom styrtende ind af døren, da Anthon var gået.

"Har han gjort dig noget?" spurgte min mor nervøst, men jeg rystede på hovedet.

"Han ville bare ønske mig tillykke..." tøvede jeg, og gik hen mod døren.

-

Festen gik som planlagt, og mine forældre var glade. Det var jeg også, men jeg blev ved med at tænke på samtalen med Anton tideligere.

Da festen var ved at have nået sin ende, og de sidste gæster var taget hjem, gik jeg og overvejede at tage hen til Anthon.

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg blev nødt til at gøre det. Bare så vi kunne få alt det løst, og vi begge kunne komme videre med vores liv.

"Jeg smutter lige hurtigt," råbte jeg til mine forældre, der var igang med at rydde op.

"Hvad skal du?" spurgte min mor nysgerrigt.

"Der er bare noget jeg bliver nødt til at ordne," sagde jeg, og lukkede døren bag mig.

"Kamille! Du tager ikke over til ham," råbte min mor inde fra lejligheden, imens jeg var på vej ned af trapperne.

"Hører du mig?" råbte hun, og åbnede døren, så det gav genlyd i opgangen.

Jeg ignorerede hende, og satte mig ud i min bil, da jeg var kommet ned. Da jeg havde tændt bilen, satte jeg kurs mod Pyton, og håbede på at alt ville gå godt.

HUSK AT LIKE