Aldrig prøv

Kapitel 36

Jeg vågnede fortumlet og forvirret, og havde ingen fornemmelse af, hvor jeg var.
Men da jeg fik øje på slangen på væggen, huskede jeg det hele.

Jeg blev aldrig kørt hjem i går. Jeg måtte være fladet i søvn helt ubevidst her på sofaen.

Jeg satte mig besværligt op i sofaen, på grund af de mange tæpper jeg havde over mig.
Jeg mente kun Anthon gav mig et i går?
Han måtte have lagt flere over mig.

Jeg ville have gået ud og set til Anthon men satte mig tilbage igen, da jeg fik øje på en sandwich på gulvet ved siden af mig.
Den var fint placeret på en tallerken men indbydende, så den ikke ud.

Men det er vel tanken der tæller. Tænk han havde lavet mad til mig, helt frivilligt?

Han havde lavet mig en sandwich, selvom jeg havde sagt jeg ikke var sulten.
Hvad var der galt med ham?
Hvis det virkelig bare var fordi, han ønskede at være venner med mig, var jeg imponeret.
Så venlig havde jeg aldrig oplevet ham før.

Det rummestrede ude i køkkenet igen. Jeg gættede på det var Anthon, der var igang.
Det duftede dejligt af mad.

Pludselig kunne jeg høre fodtrin, og hurtigt lagde jeg mig ned i sofaen og lukkede mine øjne, så det lignede jeg stadig sov.

Det måtte være Anthon.
Hvem ville ellers se til mig? Ingen af hans venner brød sig om mig.

Anthons fortrin var stille og rolige, og pludselig var det som om han stod foran mig. Hans åndedræt var roligt, men på grund af stilheden i huset, virkede det ekstremt højt.

Der blev taget fat i tallerkenen ved siden af mig. Han ville sikkert smide maden ud, da jeg ikke havde spist af det endnu.

Han forsvand ud i køkkenet igen og en duft af ristet brød og kakao steg mig til hovedet, da han var gået.

Jeg satte mig endnu engang op i sofaen og kiggede ned på gulvet, hvor der nu stod en ny tallerken med ristet brød smurt med smør og varmt kakao, som jeg havde gættet på.

Havde han nu også lavet morgenmad til mig?
Hvad havde han gang i? Og hvad var klokken overhoved ved at være?

Jeg vidste ikke om jeg turde spise det, men jeg var alt for sulten til, at lade det være.
Jeg fandt min mobil frem og kiggede på klokken, før jeg tog maden op til mig.

11:20

Så længe har jeg ikke sovet i lang tid.

Jeg tog en bid af brødet og i sammen øjeblik, kom Anthon ind til mig, med en kop kakao i hånden. Han var kun iført nogle hullede denim bukser, hvilket gav mig et perfekt udsyn til hans trænede mave og tatoverede arme.

"Godmorgen prinsesse," sagde han drillende, med hans hæse morgenstemme.

"Godmorgen," svarede jeg ham, samtidig med at jeg prøvede at tygge af munden.

Jeg skubbede 3 af de 4 tæpper jeg havde på ned i fodenden. Jeg havde det alt for varmt.

"Undskyld de mange tæpper, men jeg ville ikke have du skulle fryse i nat," sagde han og refererede til tæpperne.
Hans søde ord farvede mine kinder røde, og jeg smilte venligt til ham.

"Tak for mad, det havde du ikke behøvet," sagde jeg og tog en slurk af den varme kakao.
Det samme gjorde han.

Det var helt underligt at se en som ham, drikke kakao, og snakke med en som mig. Det passede slet ikke sammen for mig. Vi var så forskellige.
Jeg kiggede forvirret på ham, hvilket han bemærkede. Dog sagde han ikke noget til det.

Note:
HUSK AT LIKE