Aldrig prøv

Kapitel 88

LÆS FORRIGE KAPITEL, HVIS I IKKE KAN HUSKE HVAD DER ER SKET

"Men jeg elsker dig,"- hans ord kørte på repeat i mit hoved. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

"Jeg-," sagde jeg men stoppede, da jeg ikke kunne få så meget som et ord ud af min mund.

"Jeg elsker også dig," var det eneste jeg kunne få fremstammet.

Han vendte opmærksomheden mod mig, og kiggede mit dybt ind i øjnene. Hans hånd fandt sin vej op til min kind, og kærtegnede mig med beroligende bevægelser. Jeg lænede mig en smule forover, og placerede mine læber mod hans. Jeg kyssede ham blidt en enkelt gang, før jeg trak mig tilbage og kiggede stift ud i luften.

"Hvad skulle jeg gøre uden dig," mumlede Anthon stille.

Jeg kiggede over på ham og smilte svagt. Det var ikke hver dag, man fik lov til at opleve hans sukkersøde side. Når man så endelig gjorde, kom alle kortene på bordet. Han lukkede mig ind under hans hårde facade, og jeg fik lov til at høre hvad han gemte på. Hans følelser. Hans tanker og refleksioner om mig.

Om os.

Anthons tommelfinger gled hen over min underlæbe et kort øjeblik, før han begyndte at kysse mig. Jeg lagde mine hænder om hans nakke, og prøvede at kontrollere min vejrtrækning trods vores voldsomme kys.

En dråbe ramte min pande, og jeg trak mig automatisk væk fra Anthon og kiggede op i himlen.

"Det regner...," mumlede jeg i samme øjeblik, Anthon begyndte at kysse mig igen.

"Det er sikkert kun et par dråber," sagde han viskende, samtidig med at vi kyssede.

Flere dråber ramte mig, men jeg prøvede at ignorere det, for at nyde øjeblikket med Anthon. Det var bare svært. Jeg trak mig endnu engang væk fra Anthon og kiggede skeptisk på ham.

"Lige om lidt styrter det altså ned," sagde jeg og grinte.

"Vi må hellere få pakket sammen og komme i ly," sagde han og tog tæppet over skulderen, da jeg havde rejst mig.

Jeg holdt en hånd hen over mit hoved og håbede på, at regnen ikke ville ødelægge den smule mascara jeg havde på.

Himlen var blevet en dyster grå farve og regnen silede ned. Bare der ikke også kom tordenvejr.

"Kom med," sagde Anthon, og løb luntende hen imod et træ. Jeg løb efter ham og stoppede op under træet, helt tæt på ham.

Selvom jeg havde jakke på, frøs jeg af helvedes til. Gåsehud viste sig på min hud, og jeg fik kuldegysninger.

"Fryser du?" spurgte Anthon og jeg nikkede imens mine tænder klaprede. Anthon rystede det blomstrede tæppe, før han lagde det rundt om mig. Han sørgede for at det gik hele vejen rundt om min krop, så det dækkede mest muligt.

Han tog begge sine arme rundt om mig, og varmede mig, ved at køre hans hænder frem og tilbage udenpå tæppet.

"Kun et par dråber var?" sagde jeg og grinte af ham. Han smilte kækt tilbage, og tog et stykke hår om bag mit ene øre.

"Tag med mig i Pyton igen i weekenden," sagde Anthon og kyssede min pande en enkelt gang.

Jeg nikkede og smilte sødt til ham.

-

"Jeg må hellere se at komme hjem," sagde jeg, da vi havde stået i ly i et kvarters tid. Anthon nikkede og tog tæppet af mig.

"Vil du have mig til at følge dig hjem?" sprugte Anthon venligt, men jeg rystede på hovedet.

"Mine forældre må helst ikke se dig," sagde jeg.

"Du ved... de er en smule skeptiske omkring drenge som dig," sagde jeg, og han nikkede forstående.

"Giv mig et farvel kys i det mindste så?" spurgte Anthon smilede, og jeg nikkede.
Jeg placerede mine hænder om hans nakke, og gav ham et blidt kys.

"Vi ses i morgen," sagde jeg, og gav et lille vink fra mig, før jeg begyndte min gåtur hjem.

Det irritede mig, at skulle afvise Anthon på den måde. Der var ikke noget jeg hellere ville, end at have ham til at følge mig hjem. Dog var det bare alt for risikabelt. Selvom sandsynligheden for at mine forældre ville se ham var lille, kunne jeg ikke tage nogen chancer.

Jeg vidste hvad de var i stand til at gøre, for at få typer som Anthon af vejen.

Og var der en ting jeg ikke ville, så var det at miste ham.

Note:
Undskyld ventetiden, igen igen. Håber i overlevede de snart 2 uger, uden nogen opdatering.

Kort kapitel, men trods alt bedre end ingenting haha.

Håber i har det godt! Tak fordi i læser med!

HUSK AT LIKE