Aldrig prøv

Kapitel 99

Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Anthon, forelsket i mig? Det var umuligt. Han forelsker sig ikke. Sådan er han ikke.

Jeg kiggede opgivende på ham, som om jeg ikke troede ham, men da han blev ved kigge seriøst på mig, vidste jeg det var for alvor.

"Hvis du er forelsket i mig, hvorfor gjorde du det så? Hvorfor fuckede du det hele op?"

"Jeg ved det er dumt. Det knuste mig lige så meget, som det knuste dig."

"I starten var det hele bare lidt for sjov. Lauge og jeg kedede os. Vi havde brug for nogen at lege lidt rundt med. Du var ikke den vi typisk gik efter, men da Stefan kom ind i vores vennekreds, kunne vi komme tættere på dig."

"Vent. Har Lauge også været en del af det her?"

"Det var lidt en konkurrence. Drenge elsker konkurrencer ved du nok."

"Han gav dog hurigt op, da du tydeligvis helst ville være sammen med mig. Og det var der, jeg begyndte at få problemer."

"Problemer med hvem? Du havde vel "vundet", ved at få mig? Eller er jeg forkert på den?"

"Præcis. Dog tager det mig altså ikke mere en en aften, at komme i trusserne på en pige," sagde han uden nogen følelse i stemmen, og jeg kunne fornemme hvordan min mave begyndte at slå knuder. Det gjorde ondt på mig at høre hele historien, men jeg havde brug for at vide alt, så jeg kunne komme videre med mit liv.

"Du var ikke som alle de andre Kamille. Det tog meget længere tid, før vi....."

"Jeg ved hvad du mener, men hvad er pointen?"

"I den tid nåede jeg, at blive forelsket i dig. Selv da vi havde haft sex, og min mission var fuldført, løg jeg for de andre i Pyton. De ville have dig ud herfra så hurigt de kunne. Derfor løj jeg."

"Jeg ventede med at vise dem videoen indtil forleden, fordi jeg vidste, at når den var ude ville jeg miste dig."

"Jeg prøvede at udskyde det, for at kunne være sammen med dig. Men drengene pressede mig, og jeg vidste jeg blev nødt til at vise videoen, så de ikke skulle tro, at jeg var blevet følsom og forelsket."

Jeg kiggede længe på ham. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

Du kan ikke tilgive ham Kamille. Du kan ikke. Du gør det ikke.

"Sig noget Kamille" bad han mig.

"Jeg var også forelsket i dog," sagde jeg og gik stille hen mod døren.

"Du må ikke gå," sagde han, men jeg rystede på hovedet.

"Du er det bedste der er sket for mig. Dog er vi komplet modsætninger, og jeg kan ikke tilgive dig, for det der er sket," sagde jeg, og tog en dyb vejrtrækning.

Jeg åbnede døren og var på vej ud, da jeg hørte Anthon sukke mit navn. Jeg tog en dyb indånding, og forsatte sin gang. Jeg kunne kke falde i fælden igen. Det var slut. Det var det virkelig.

Imens jeg gik med hovedet nedad, og prøvede at komme forbi mængden af mennesker, stødte jeg pludselig ind i Thor.

Han var højere end jeg huskede.

"Kamille- jeg har ikke set dig siden..." sagde han, men blev ikke færdig med sin sætning, da han træk mig ind til siden.

Lauge kom gående forbi med en drink i hånden, og to muskuløse fyre ved sin side.
Det var risikabelt, at vandre rundt hernede i tilfælde af at Lauge og de andre så mig.

"Kom med. Det er ikke sikkert for dig, at være her," sagde han og tog min hånd, hvilket fik mig til at spærre mine øjne op.
Han førte mig med op på sit værelse, og lukkede døren bag sig, da vi kom ind.

"Jeg har hørt det Anthon har gjort mod dig.." sagde han og satte sig ned på sengen.

"Det er ved at være lidt tid siden nu. Jeg vil helst ikke snakke om det," sagde jeg, og Thor nikkede forstående.

Thor rejste sig, og fandt en flaske vin frem. Han fyldte to glas op, og tilbød mig det ene. Alkohol var egentlig ikke det jeg havde mest brug for nu, men jeg tænkte og håbede på, at det kunne muntre mig lidt op.

Før jeg vidste af det havde vi drukket hele flasken, og vi lå begge i hans seng og grinte på livet løs. Over hvad ved jeg ikke. Thor var virkelig en kopi af mig. Vi forstod hinanden, som ingen andre gjorde. Jeg elskede at være i hans selskab. Han var altid så positiv og forstående.

"Jeg er så træt," sagde jeg, og tørrede en glædestårer væk fra mit øje.

Thor kiggede på mig, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke hans rolige vejrtrækning. Han smilte sødt til mig, samtidig med at han tog en smule hår om bag mit øre.

"Det er jeg også," sagde han, og nussede kort min kind.

JEG ER TILBAGEEE!!!
HUSK AT LIKE!