Aldrig prøv

Kapitel 89

Resten af ugen gik helt perfekt for en gangs skyld. Jeg nød at komme i skole, når jeg viste jeg kunne se mine venner og Anthon. Jeg var begyndt at blive bedre til at få lavet lektier, og Thomas var begyndt at behandle mig som han altid havde gjort igen.

Skolemæssigt var vi ved at lægge en sidste hånd på forberedelserne til de kommende eksamener. Det var vildt at tænke på, at jeg snart blev student.

-

Da jeg kom hjem fredag, efter min sidste time, pakkede jeg en taske der ville række til weekenden over. Jeg glædede mig til at tilbringe en weekend i Anthons selskab, og jeg havde på fornemmelsen at han ville skrue en tand ned for sit vilde festhumør. For min skyld.

Da jeg havde spist aftensmad med mine forældre, gik jeg ind på mit værelse og tjekkede om jeg havde pakket alt jeg behøvede. Derefter svang jeg min taske over skulderen og tog min mobil i min baglomme.

Mine forældre kiggede underligt på mig, da jeg gik hen imod døren. Ikke at jeg havde regnet med noget andet. De var altid opmærksomme på hvad jeg lavede.

"Hvor skal du hen så sent?" spurgte min mor inde fra stuen af, og lagde den bog hun var i færd med at læse, ned i sit skød.

Here we go again...

"Klokken er kun 20:00?" sagde jeg og prøvede at forsvare mig selv. 

"Du skal ikke ud nu," sagde min mor fast besluttet, men jeg rynkede panden og rystede på hoved af hende.

"Jeg skal til fødselsdag hos en veninde," sagde jeg, men fortrød i samme øjeblik. Den undskyldning havde jeg brugt før.

"Var du ikke også til en fødselsdag med Mille i sidste uge?" spurgte min mor forvirret, og jeg kiggede i irritation på hende.

Før jeg kunne nå at svare, tog en person ned i håndtaget udefra, og ind kom min far. Det skulle ikke undre mig, at han havde været nede med skraldepanden.

"Hvor er du så på vej hen?" spurgte min far ligeså forvirret som min mor, og stirrede på min måske lidt for store taske. 

"Til,-" sagde jeg men stoppede. Lige meget hvad jeg sagde ville de ikke tro mig. Der var ikke andet at gøre end bare at gå ud af døren, og få en skideballe senere.

"Lige meget," sagde jeg og sukkede.

"Ja, det tror jeg da vidst også. Du skal ikke i byen nu," sagde min mor bestemt og tog bogen op i hænderne igen.

"Din mor har ret," sagde min far og lukkede døren bag sig. Han gik forbi mig, og satte sig hen i sofaen ved siden af min mor.

"Vi er også hjemme her i weekenden. Vi kunne godt have brug for lidt familie tid sammen," sagde min far og tændte for fjernsynet, hvilket fik min mor til at sende ham et irriteret blik. Hun kunne ikke læse med larm.

"Det må blive en anden gang," sagde jeg, og rullede øjne af dem begge to.

"Jeg skal altså noget, og desuden er jeg 18. Jeg bestemmer over mig selv nu," sagde jeg og tog fat i håndtaget, og smækkede døren måske lidt for hårdt i bag mig.

Jeg skyndte mig ned af trapperne og smed min taske hen på passagersædet, før jeg satte mig ind bag rettet.

-

Da jeg ankom til Pyton stod Anthon udenfor blandt en masse andre drenge. Jeg kunne efterhånden nemt finde ham trods mængden af mennesker, der var til hver eneste fest.

Jeg fik en del blikke, da jeg steg ud af bilen og gik over imod Anthon, for at give ham et kys. Dog havde jeg lært at være ligeglad.

"Godt du kom søde," sagde han, og kyssede min pande. Hans ånde lugtede af alkohol, men ikke så kraftigt som den plejede at gøre. Indtil videre tegnede det på, at blive en god weekend.

Endnu en bil kørte ind i indkørsel, og også den fangede folks opmærksomhed. Den var fuldstændig ren og ny og lignede meget den BMV mine forældre ejede.

...

Min mund faldt nærmest til jorden, da min mor steg ud af bilen og kiggede forvirret rundt på alle de fulde mennesker.

Det her skete bare ikke.

Hvordan var det her muligt? Havde hun fulgt efter mig? Det var svært for mig, at finde ud af om det her var virkelighed, eller blot en drøm. Det var først da Anthon tog min hånd og min mors stemme kaldte på mig, at det gik op for mig, at det desværre var virkelighed.

Af alle ting der kunne ske, var det her en af de ting der absolut ikke måtte ske.

Hvad skulle jeg stille op?

"Kamille?" kaldte min mors stemme gentagende gange. Jeg gik væk fra Anthon og de andre drenge, for at gå ud til min mor, der stod et stykke væk fra sin bil og kaldte desperat på mig.

"Kamille, gudskelov. Jeg troede aldrig jeg ville finde dig blandt alle de her tosser," sagde hun og sukkede dybt.

"Hvad er det her for et sted?" spurgte min mor forvirret og kiggede rundt på de mange mennesker og studerede huset grundigt.

"Det ligner et sted der burde blive politianmeldt. Og hvad laver du blandt så mange, af dem der?" spurgte min mor spydigt, og rettede på hendes cremefarvede forretningskjole.

"Rockere?"

"Var det det du ville sige?" spurgte jeg hende flabet, og rynkede panden.

Hvis hun så meget som kaldte dem "dem der" en gang til, ville det her skænderi ende frygtelg galt.

Jeg svarede hende ikke. Jeg havde ikke noget at sige til hende.

"Hvad laver du overhoved her?" spurgte min mor nysgerigt, og kiggede med store øjne på de mange fulde mennesker.

"Er det her du har været henne de sidste mange weekender, uden vi har vidst noget?" spurgte hun igen, men jeg svarede hende endnu engang ikke.

"Så svar dog Kamille?" sagde min mor bestemt.

Note:
Kapitlet der høre til bliver udgivet lige om lidt.

HUSK AT LIKE