Aldrig prøv

Kapitel 16

Som sådan havde jeg ikke gjordt det store ud af mig selv.
Det ville virke underligt, hvis jeg kom i en fin kjole og med opsat hår, som jeg plejer når jeg er til selskab med mine forældre.
Derfor havde jeg bare lavet en ny hestehale, og taget en halskæde på.
Dog havde mine forældre gjort lige så meget ud af sig selv, som de plejer.
Jeg havde ellers prøvet at tale dem fra det, men som sagt, går de meget op i udseende.

"Det er det der giver førstehåndsindtrykket Kamille."

Det plejede de altid at sige dengang jeg var mindre, og ikke ville gå i det tøj de bad mig om.

Det eneste de går op i er udseende og penge. Og mig.
Men ikke folks personlighed.

-

Mine forældre så ikke begejstrede ud, da de gav hånden til Stefan og Milles mor, Annika.
De sendte mig begge blikke der fortalte mig, at de syntes de lignede nogle fattigrøve.

"I skal ikke tage jer af alle flyttekasserne. Vi har ikke fået pakket alt ud endnu," sagde Annika, og mine forældre grinte falsk.

De kiggede omhyggeligt rundt i lejligheden og tog jeg ikke meget fejl, kunne de brække sig på stedet over den grimme indretning.

Det var ikke det pæneste nej, men jeg håbede inderligt på, at de ikke ville dumme sig og kommentere det.

-

Stefan og jeg havde sat inde i hvad der indtil videre var deres stue, den sidste halve time. Mille havde ikke vist sig endnu, men Stefan sagde at hun var inde på sit værelse.

"Vil du da ind til hende?" spurgte han og rejste sig op fra sofaen.

"Nej, nej det behøves ikke. Der er nok en grund til hun ikke kommer ud fra sit værelse," sagde jeg.

"Nårh det skal du ikke tænke på, hun kommer aldrig ud fra sit værelse, ved mindre man beder hende om det," sagde han men jeg rystede alligevel på hovedet.

"Måske efter vi har spist," sagde jeg og Stefan smilte forstående.

Hvorfor være sammen med Mille, når hun åbentlyst ikke kunne lide mig?
Det var der ingen grund til.

Stefan satte sig ned ved siden af mig igen, lige idet øjeblik de kaldte på os inde fra køkkenet af.

Mine forældre fik øje på Stefan og jeg der sad i sofaen. Min mor sendte mig hendes sure blik, og så overhoved ikke begejstret ud.

"Der er mad Mille," råbte Annika og bankede på Milles dør.

Det havde noget med, at råbe højt i deres familie.

Stefan og jeg rejste os og gik ind til de andre. Vi satte og alle ned ved bordet, undtagnes Mille der ikke var kommet endnu.
Annika præstenterede maden og fortalte hvad alt var, før hun satte det på bordet.

Der var kylling i et fad for sig selv, flødekartofler også var der en skål spinat salat med ost og linser. Det lød alt for sundt til overhoved at være spiseligt.
Men det så godt ud.

HUSK AT LIKE
LOVE YOU