Aldrig prøv

Kapitel 86

UNDSKYLD HVIS DER SKULLE VÆRE ET PAR SMÅFEJL - RETTER DEM SENERE :))

Mine forældre lagde ikke mærke til min hjemkomst midt om natten. Heldigvis for mig. Det første jeg gjorde, da jeg åbnede døren til mit værelse var, at ligge mig grædende ned i min seng. Jeg var træt og skuffet over alting og ingenting.

-

Den smule mascara jeg have på i går til festen var tværet ud i mit ansigt, da jeg stod op. Mit hår lignede en fuglerede og min ånde lugtede værre end nogensinde. Mit hoved gjorde ondt og som om det ikke var nok, havde jeg overdrevet ondt i maven. Jeg kunne mærke på mig selv, at i dag blev en sygedag fra min side.

-

Jeg havde sat på mit værelse og set film det meste af dagen, da jeg besluttede for at det nok var på tide at få noget at spise.

"Jeg vidste slet ikke du var hjemme min skat," sagde min mor da hun så mig.

Jeg svarede hende ikke, men listede hen imod køleskabet for at tage en rød cola. Det skulle hjælpe imod dårlig mave havde jeg hørt. Jeg lukkede den op og tog en slurk. Smagen gav mig brækfornemmelse. Jeg havde slet ikke appetit til noget lige nu.

"Gik din fødselsdag godt i går?" spurgte min mor og satte sig ind i stuen med en kop kaffe.

"Hvad?"

"Ja din venindes fødselsdag. Den Mille og dig tog til i går?" uddybede min mor, og mine øjne blev store, da jeg endelig forstod hvad hun snakkede om.

"Ja, ja det gik rigtig godt," sagde jeg hurtigt og smilte falskt til hende. Hun sendte mig et lille smil tilbage, og tog sig en slurk af hendes kaffe.

Heldigvis for mig, sagde hun ikke noget om at jeg allerede var hjemme i dag. Hun havde nok glemt jeg havde fortalt, at jeg først var hjemme søndag.

Jeg tog min cola med ind på mit værelse selvom jeg kunne have den, og åbnede Netflix for at se endnu en film.

Det endte med, at jeg faldt i sovn til The Notebook med tårer i øjnene. På grund af filmen eller mine mange frustrationer, var jeg ikke klar over. Dog var det nok begge ting.

-

Søndag var jeg heldigvis ovenpå igen. Jeg havde det meget bedre, og fik lavet alle de lektier jeg var bag ud med.

Mandag morgen var jeg ude af døren i god tid. Da jeg gik ind i mine klasse, havde jeg håbet på at se Anthon snakke med Teodor, men han var der ikke. Det var nok også det bedste. Egentligt ville jeg gerne tale ud om det der skete i fredags, men på den anden side havde jeg heller ikke brug for hans selskab lige nu.

Jeg satte tungt min taske ned på gulvet og ventede på at min første time ville begynde.

Timen gik langsomt. Dansktimerne med Thomas plejede altid være min yndlings, men ikke længere. Det var som om, jeg havde mistet den gejst jeg havde for at gå i skole førhen. Mon det var på grund af Anthon?

Da vi endelig fik frikvarter gik jeg ud for at fylde min vandflaske op. Toilettet var proppet med folk, så jeg skyndte mig hurtigt ud derfra igen.

Lige i det jeg kom ud fra toilettet, fik jeg øje på Anthon. Han stod et stykke nede af gangen, og snakkede med de andre drenge og Karla.
Med hurtige skridt gik jeg hen imod mit klasseværelse, men lige inden jeg gik ind, fik Anthon øje på mig. Jeg gav ham elevatorblikket og bed mig skeptisk i læben.

Jeg ville ikke tale med ham. Ikke lige nu i hvert fald.

-

Min næste time var samfundsfag med Astrid. Cirka halvvejs inde i timen lyste min mobil op. Jeg rynkede min pande, da jeg så Anthons navn lyse op på min skærm. Jeg prøvede at gemme min mobil bag mit penalhus, som jeg havde set mange andre i klassen gøre, hvis de ikke ville blive opdaget i at lave noget andet, end at følge med i undervisningen.

Jeg gik ind på min messenger for at se hvad Anthon havde skrevet.

Anthon: Skynd dig ud på toilettet, Mille er kommet alvorligt til skade.

Til skade? Hvordan det? Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg kiggede forvirret rundt. Kunne jeg tillade mig at gå?

Inden jeg nåede at svare ham, sendte han mig endnu en besked.

Anthon: Hun siger hun kun vil have din hjælp.

Kamille: Hvad er der sket?

Anthon: Jeg ved det ikke... kom nu bare.

Anthon: Hurtigt

Jeg svarede ham ikke men besluttede med mig selv, at det nok var bedst, hvis jeg gik ud for at tjekke op på hende.

Jeg håbede ikke skaden var alt for alvorlig.

Jeg skubbede hurtigt min stol ud og gik hen imod døren.

"Og du skal?" spurgte min lærer, hvilket fik hele klassen til at vende opmærksomheden mod mig.

"På toilettet?"

"Næste gang er det inden timen starter Kamille," sagde Astrid alvorligt og jeg nikkede forstående.

Så snart jeg var ude af lokalet, løb jeg så hurtigt jeg kunne ud på toilettet. Da jeg kom derud, var der dog ingen. Ikke en eneste.

"Hallo? Er her nogen? Anthon? Mille?" sagde jeg svagt, og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor tåbelig jeg lød.

Helt uventtet slukekde lyset på toilettet og en person tog fat om mine hofter.

"Anthon er det dig?" spurgte jeg forvirret ud i mørket.

Personen svarede ikke, men hænderne på mine hofter føltes nøjagtig som Anthons. Det kunne kun være ham.

"Vent, hvor er Mille? Er hun okay?" spurgte jeg, stadig forvirret over hvad Anthon havde gang i.

Han svarede ikke, men førte mig med ind på et af de små toiletter.

"Så svar mig dog? Er hun okay?" spurgte jeg igen. Han svarede mig bare ikke.

"Hun sidder i sin klasse og har time," sagde Anthon viskende, og tog fat om min arm og trak mig ind til et kys.

"Hvad???!" sagde jeg forvirret, og prøvede at skubbe ham en smule væk fra mig.

"Jamen du skrev jo..," sagde jeg, men blev stoppet af Antons læber mod mine.

"Kamille," viskede han lidenskabelig i mit øre.

"Jeg har brug for dig..."

"Jeg har brug for dine bløde læber rundt om mig," tilføjede han og kyssede mig mere voldsomt end før.

Jeg fik en klump i halsen og kiggede målløs op på ham.

"Anthon ikke nu," sagde jeg bestemt.

"Vi har meget at snakke om..." tilføjede jeg og kiggede ham dybt ind i øjnene.

"Vi kan snakke efter skole," sagde han, men jeg rystede på hovedet, selvom jeg vidste han ikke kunne se det.

"Undskyld," mumlede Anthon imens han kyssede mig ned af halsen.

Jeg lagde mit hoved tilbage i nydelse og sukkede svagt.

"Anthon..."

Note:
Jeg undskylder den sene opdatering, men i er efterhånden blevet vant til det hahaha.

HUSK AT LIKE