Aldrig prøv

Kapitel 45

"Ses vi så i aften?" spurgte Anthon og tog en pakke cigaretter op af lommen.

Jeg nikkede selvom det ikke var hvad jeg havde mest lyst til. Hvorfor var jeg hele tiden skyld i at ende til dumme rocker fester?

Han kiggede lettet på mig nikkede.

"ANTH VI SMUTTER NU!" råbte Teodor og var på vej ud af døren sammen med de andre drenge.

"FORFESTEN KALDER MATE," fik Lauge råbt inden døren blev lukket og alt blev stille.
Mille stod stadig og ventede tålmodigt på mig.

"Vi ses Kamille,"sagde han og placerede en cigaret mellem sine læber. Han gik med hænderne i lommen og med hastige skridt ud af døren.

"Omg...." sagde Mille, da jeg var på vej over mod hende igen. Jeg kiggede spørgende på hende.

"Jeg tror han kan lide dig... bare sådan en lille smule," sagde hun og og brugt to fingre til at visualisere "en lille smule".
Jeg rystede bestemt på hovedet.
Selvfølgelig kunne han ikke lide mig?
I hvertfald ikke på kærestemåden, som Mille hentydede til.

-

Da vi var hjemme, aftalte Mille og jeg at være sammen inden festen.
Hun blev som sagt nødt til at komme til mig, da jeg stadig ikke måtte se Stefan.

Vi havde sat og snakket i over en time allerede og klokken nærmede sig de 17:00.
Hun sad med benene indtil sig og klemte om en pude med begge arme.

"Jeg er seriøst stolt over, at du har løjet for dine forældre," sagde hun lige pludselig, da vi havde sat helt tavse i noget tid.

Det gjorde mig stadig ondt, at have løjet for dem. Dog blev jeg ved med, at huske mig selv på, at lyve for dem var nødvendigt.

"Det er også på tide du får dig en kæreste," sagde Mille muntert og kastede en blomsterpude jeg havde haft siden jeg var helt lille, op i luften, igen og igen.

Hun hentydede til Anthon og jeg - det var jeg sikker på.

"Hvad mener du med det?" sagde jeg fornærmet.

"Du ved da intet om mit kærlighedsliv?" tilføjede jeg.

Det mest irriterende ved Mille var, at hun altid snakkede før hun tænkte.
Det kunne af og til gøre mig en smule fornærmet, men jeg vidste det ikke var ondt ment overhoved.

"Nej, men jeg vil gætte på, at du ikke har haft noget med en dreng i lang tid? Har jeg ret?" sagde hun, men jeg svarede ikke. Derimod sad jeg bare og stirrede på hende.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

Det var jo totalt åbentlyst, at jeg ikke havde haft noget med nogen som helst, når jeg havde de forældre jeg havde.
Man kunne ikke have privatliv, når man boede under samme tag som dem.
Jeg elsker dem, men det er på tide de snart må forstå, at der er ting jeg selv må tage mig af.
Såsom mit kærlighedsliv.

"Nej jeg har aldrig rigtigt haft en kæreste.." indrømmede jeg tilsidst.

Hun smilte bare til mig.

"Hmm det kunne godt tyde på, at det ændre sig.....," sagde hun spydigt og smilte.

Jeg kiggede på hende med mit bedste helt-ærgerligt blik.

"Du kan lide Anthon, bare indrøm det Kamille? Det er altså okay," sagde hun seriøst og kiggede ventende på mig efter svar.

"Nej? Kun som ven, ikke andet?"

"Kamille...," sukkede Mille.

"Du ville ikke have løjet for dine forældre, hvis du ikke kunne lide Anthon?" sagde hun.

"Jeg ved allerede nu, selvom vi ikke har været veninder så længe, at du ikke lyver for dine forældre med mindre det er virkelig nødvendigt. Du løj overfor dem omkring Anthon og din nat i Pyton, og jeg ved du kun gjorde det, fordi du ikke ville miste ham," sagde hun ærligt.

"Ja... ikke miste ham som ven," rettede jeg hende, hvorefter hun rystede på hovedet.

Hun havde nok ret. Det var bare svært for mig at se i øjnene, at jeg nok synes om ham bare en lille smule.

Note:
Undskyld der først kommer et kapitel ud nu, men har lagt syg i to dage og været til koncerten i Århus her i lørdags.
Derudover har jeg også været til eksamen i går, og skal igen i dag.

Btw så var det mega fedt, at hilse på nogle af jer dejlige læsere til koncerten ihhh

HUSK AT LIKE