Aldrig prøv

Kapitel 12

Thomas fik ro på klassen, da folk var begyndt at småsnakke.

"Som jeg var ved at sige, har vi fået en ny elev," sagde Thomas.

Han gav et lille vink fra sig og sagde hej.

"Jeg hedder Stefan, og jeg er 18 år, også er jeg flyttet ind i en lejlighed, ikke langt fra skolen med min familie," sagde han til klassen.
Han smilte svagt, men det var stadig nok til, at hans to smilehuller viste sig.

"Jeg skal bruge en der kan vise Stefan lidt rundt, her i løbet af dagen," sagde han og kiggede ud over de fleste piger fra min klasse, der havde hånden op.

Næsten alle pigerne havde valgt sig som frivillig, men det var også kun fordi han var så utrolig pæn.

Jeg kløede mig i håret og rettede på mit hårbånd.

"Ja Kamille, tak fordi du gider," sagde Thomas og jeg kiggede forvirret på ham.

"Men jeg havde jo ikke hånden op?"

Hvad sker der?
Var det som straf, for at jeg kom sølle 5 minutter for sent?

Da jeg så hvordan både Thomas og Stefan kiggede på mig, gav jeg mig til sidst og nikkede.

Stefan fik en plads ved siden af Teodor, og smilte venligt til mig, inden han gik ned og satte sig.

Hvorfor var Thomas så led i dag?
Mig som ellers plejer at være hans yndlingselev.

Måske har han bare en dårlig dag?

Jeg vendte mig om, og så på Stefan der allerede var faldet i snak med Teodor.

Han fik øje på mig, og smilte svagt til mig.

Jeg blev flov vendte mig hurtigt om.

Hvad har dine forældre, ikke lært dig Kamille?
Man stirrer ikke på andre...

Jeg kunne mærke hvordan varmen steg mig til hovedet, og farvede mine kinder.

Jeg satte fokus på Thomas, der introducerede os til et nyt emne, vi skulle arbejde ned i dansk.

-

De første fire timer var overstået, og jeg havde ikke vist Stefan rundt endnu.

Vi skulle have vikar i den kommende time, men det viste sig at hun var blevet syg.
Derfor ville jeg tage chancen for, at vise ham rundt.

Han stod i døren til klasseværelset, og jeg gik forsigtigt hen imod ham.

Han stod og snakkede med en af pigerne fra klassen, og selvom det ikke var pænt afbrød jeg deres snak.

"Jeg tænkte på, om jeg ikke skulle vise dig rundt nu?"

"Jo selvfølgelig, det havde jeg nær glemt," halvgrinte han.

"Kom," sagde jeg og han fulgte efter mig.

Jeg havde vist ham, de fleste lokaler med undtagelse af gymnastiksalen, da jeg vidste Anthons klasse havde idræt.

"Her har vi så ét af vores fysiklokaler, dog er det primært dem fra science linjen der bruger lige det her lokale," sagde jeg og åbnede døren.

Det var i brug.
Ikke så godt Kamille.

Det var 3y der var i gang med at lave forsøg, og da jeg havde sikret mig Stefan havde set det, lukkede jeg hurtigt døren.

"Toiletterne har vi nede af gangen også til højre, og nu står vi aulaen et fællesrum, kan man godt kalde det," sagde jeg.

Jeg kiggede usikkert op på ham, grundet hans højde.
Jeg følte mig utrolig lav, som jeg stod her ved siden af ham.

"Pæn skole må jeg sige," sagde han og jeg nikkede.

"Hvor gik du i skole før?"

"Gladsaxe gymnasium," sagde han kort og jeg nikkede.

"Hvorfor flyttede du så?"

"På grund af mine forældres skilsmisse," sagde han ligeud.

Jeg svarede som sådan ikke, men nikkede bare forstående.
Jeg ville helst ikke blande mig mere i hans liv, end jeg allerede havde gjort.

"Nå men vi skal vel også tilbage igen," sagde jeg og begyndte at gå hen imod vores klasse.

"Hvis du har noget du gerne vil sprøge om med hensyn til skolen, så bare spørg mig," sagde jeg usikkert, men følte det var det eneste rigtige at tilbyde ham, på hans første skoledag.

Han smilte som svar og vi satte kursen mod vores klasseværelse.

"Var det noget med at du boede ikke så langt herfra?" sagde jeg pludselig, helt uden at tænke over det.

Han nikkede.

"Tranegårdsvej 60, mener jeg,"

Jeg stoppede op, mest af alt i chok over det han lige havde sagt.

Han var min nye nabo.

Jeg smilte og grinte svagt.

"Selvfølgelig," sagde jeg og rystede på hovedet.

Den burde jeg havde regnet ud.
Hvem starter i min klasse i dag, og bor i en lejlighed ikke så langt fra skolen? Det kunne kun være min nye nabo.
Det var jo logik for perlehøns.

"Hvad nu?" spurgte han i forvirring.

"Vi er naboer," sagde jeg kort, og han løftede øjenbrynene, og kiggede overrasket på mig med hans mørkebrune øjne.