Aldrig prøv

Kapitel 37

Vi sad begge stille og spiste vores mad.
Jeg havde stadig ikke forstået han ville være venner med mig. I det hele taget bare blive set med mig.
Men nu da Stefan var fraværende og holdt sig langt fra Mille og jeg, havde jeg ingen at være sammen med udover Mille.

"Nå men skulle jeg få dig kørt hjem?" spurgte han og brød stilheden. Han slukkede sin cigaret, og gik ud fra stuen.

Da han kom tilbage havde han fået en trøje på, og havde et bundt nøgler i sin hånd.
Jeg rejste mig og lagde tæpperne pænt sammen, hvilket fik ham til at sende mig et underligt blik. Derefter tog jeg vores tallerkner ud i køkkenet, og placerede dem i vasken, da det ikke så ud som om, der var nogen opvaskemaskine.

Jeg sørgede for, at jeg ikke havde glemt noget, inden jeg satte mig ud i hans bil.
Solen skinnende udenfor, men det var koldt.

Da Anthon satte sig ind, fik jeg det største kuldegys og rystede hurtigt, på grund af den kolde temperatur udenfor.

Han bemærkede hurtigt gåsehuden på mine arme og ben, hvilket fik ham til at skrue helt op for varmen i bilen. 

Hans bil var sort og skadet flere steder. Indvendigt lignede den en skraldespand på grund af alle de ting, han havde i bilen.
Brugte trøjer, affald, cigaretskoder og en masse andet lå og flød overalt i bilen.
Det var lige netop sådan en bil som denne, min far ikke ville have jeg skulle køre i. Brugte biler var ikke godt nok i følge ham, og derfor skulle jeg have en splinterny bil til en fandens masse penge.

-

Ingen af os sagde noget igen. Da vi begyndte at nærme os mit hus, begyndte mit hjerte af en eller anden grund, at banke hurtigere.
Skulle jeg takke ham for igår og i dag? Eller bare smutte uden at sige noget? Jeg blev nødt til at sige et eller andet?

Han var sikkert ret ligeglad, men det var jeg ikke. Han havde passet på mig, som ingen anden havde gjort før og han fortjente et tak.

"Tak fordi du ville køre mig hjem," sagde jeg usikkert, da han stoppede ude foran min lejlighed.

Han sendte mig  først et underligt blik men smilte så svagt til mig. Jeg smækkede døren i, og vendte mig om for, at sende ham et hurtigt vink, inden han kørte tilbage imod Pyton.

-

"Hvor bliver hun af??" sagde min mor højt til min far. Jeg kunne høre hvordan hun gik nervøst frem og tilbage, i hendes højhælede sko.

Jeg stod ude foran døren, og lyttede til mine forældre, der snakkede uroligt frem og tilbage om hvor jeg var.

"Tror du hun kan være hos en veninde? En fyr?" sagde hun, men før hun kunne nå at sige mere, trådte jeg ind af døren.

Deres øjne blev store da de så mig. Jeg havde forudset et stort kram fra dem begge, men ikke denne gang.

Jeg var i store problemer.
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne fortælle dem om Anthon og min nat i Pyton?

Det kunne jeg ikke.
Der skulle mere end et mirakel til at rede mig ud af den her situation.

Note:
HUSK AT LIKE