Aldrig prøv

Kapitel 92

Jeg gik ikke ud af mit værelse hele lørdag. Mine forældre havde nok set min jakke og sko i gangen, for lidt efter spisetid, åbnede de min dør på klem. Jeg lod som om jeg sov, så jeg ikke behøvede at snakke med dem om Anthon og jeg.

Men jeg vidste,  at jeg blev nødt til det. Derfor gik min søndag primært med, at få gennemtænkt hvad jeg skulle sige, og derefter tage en lang snak om det hele. Snakken med mine forældre var næsten lige så forfærdelig, som da min mor råbte af mig ved Pyton. Hvis ikke værre.

Jeg prøvede at snakke min sag, men det hjalp ikke. De blev ved med at konfrontere mig, og fortælle mig, hvor dårligt selskab sådan en "rocker" som Anthon var for mig. Lige meget hvor meget jeg græd og prøvede at snakke dem imod, gjorde det kun det hele meget værre. De var fuldstændig ligeglade med, hvad jeg følte for Anthon. Selvom jeg gik i dybden med, hvor godt et menneske han var, bag hans måske hårde facade, var de ligeglade. Intet af det jeg havde sagt i de 2 timer vi brugte på at skændtes hjalp.

"Så snakker vi ikke mere om det, og du holder dig langt væk fra ham," var det sidste min mor sagde, da vi diskuterede.

Den sætning var som tatoveret til mit hoved. Jeg blev ved med at gentage den for mig selv, hvilket fik mine tårer til at trille ned af mine kinder uafbrudt.

-

Mandag morgen undgik jeg Anthon, som mine forældre havde fortalt mig jeg skulle. De var så manipulerende, at de fik mig til det. Det var ikke af god vilje at jeg undgik ham, men jeg var nødt til det. Det var det bedste for os begge to. Vi var færdige, og jeg kunne ligeså godt prøve at komme over ham allerede nu.

Resten af ugen var jeg stødt på ham et par gange. Dog lod jeg bare som om jeg ikke havde set ham, og gik hurtigt væk fra ham. De gange vi havde set hinanden, havde han sendt mig et underligt blik. Et blik der fortalte mig, at han vidste der var noget galt.

Da det blev fredag lykkedes det endelig Anthon at snakke med mig. Dog kun i meget kort tid. Som sagt var jeg stadig fast besluttet på at undgå ham, så jeg fandt på en dårlig undksydling for at gå. Anthon havde også skrevet til mig et par gange, for at høre hvad der var galt med mig, men jeg havde ignoret alle hans beskeder. Det var ikke fordi jeg havde lyst, men jeg blev nødt til det.

Det pinte mig at tænke på, at jeg ikke måtte se ind i hans store blå øjne igen. At jeg ikke måtte ligge og nusse ham, eller have sex med ham mere. At jeg ikke måtte tage til de ondsvagt kedelige fester i pyton, bare for at være sammen med ham.

Det hele var slut. Der var ikke mere os. Ikke mere "jeg elsker dig."

Det eneste jeg måtte var at holde mig væk, og blive kærester med en lige så fin dreng som mig selv. Det var hvad mine forældre havde sagt. Men sandheden er bare den, at jeg ikke længere er den samme person, som jeg var for nogle måneder siden. Jeg er ikke fin og perfekt længere eller mors lille pige.

Jeg er en anden nu. Så hvem fortjener jeg? Hvem er den rette for mig nu?

Da jeg kom hjem fra skole fredag, var mine forældre som altid ikke hjemme. Der var en vis ro over lejligheden, der fik mig i det mest deprimerende humør. Jeg tog min jakke og sko af, og gik ind på mit værelse, uden te eller mad. Jeg havde ikke appetit til noget. Overhoved. Jeg lagde mig ned i min seng og tog dynen helt over mig.

Før første gang i længe følte jeg mig som den gamle Kamille. Hende der altid lavede sine lektier og levede sundt. Hende der gjorde hvad sine forældre sagde, og gik i det nyeste og dyreste tøj. Hende der ingen venner havde, udover sine 2 veninder fra Jylland og sin gamle mormor.

Jeg ville ikke tilbage til, at være den Kamille igen. Jeg ville være den person, jeg havde udviklet mig til at være. Jeg ville ikke tilbage til mit gamle jeg. Jeg ville være den jeg var nu, og være sammen med Anthon.

Det var ham der var skyld i at jeg havde ændret mig, på en god måde. Det var ham der havde lært mig, at være mig selv og handle ud fra mine egne meninger. Han havde gjort mig til den person, jeg helt inderst inde i virkeligheden var. Den person, der var gemt væk og pakket ind i mine forældes meninger, om hvad der var rigtigt og forkert. Den person, der havde været fanget i det her fængsel af en lejlighed i 18 år.

Jeg ville ikke tilbage til at være den gamle Kamille igen.

Jeg kunne ikke uden Anthon.

For uden ham blev jeg til den gamle kedelige Kamille.

Jeg kunne ikke ignorere ham længere. Jeg måtte se ham. Nu.

Det var fredag aften og jeg vidste der var fest i Pyton. En oplagt mulighed for mig, til at være sammen med Anthon igen.

En hel uge var gået uden at snakke med ham, og jeg havde aldrig følt mig så tom før.

Jeg greb fat om min mobil og gik ind på Messenger. Jeg rullede en smule ned, før jeg fandt ham.

Kan jeg komme forbi nu her? skrev jeg og holdt min finger over send, men trykkede ikke. Jeg slettede det jeg havde skrevet, og tog en dyb indånding.

Jeg bliver nødt til at snakke med dig, skrev jeg og trykkede hurtigt på send knappen, så jeg ikke kunne nå at fortryde.

Han så min besked overraskende hurtigt, og jeg holdt mit blik på det tre bobler der viste sig ude foran Anthons navn, idet han var ved at svare.

Så nu vil du gerne snakke... svarede han, og fik mit hjerte til at synke et kort øjeblik. Var han sur på mig? Skuffet måske?

Du har været så fraværende på det sidste, skrev han, før jeg kunne nå at svare ham.

Jeg ved det, undskyld, svarede jeg.

Men du kommer bare forbi, jeg er i Pyton, skrev han, hvilket fik et lille forhåbningsfuldt smil på mine læber.

Jeg hoppede ud af sengen og svang en lille sort taske over min skulder, før jeg gik ud i gangen og tog min jakke og sko på. Jeg tog mine nøgler op fra tasken og kørte nervøst hen mod Pyton.

Note:

HUSK AT LIKE