Aldrig prøv

Kapitel 17

Mille smækkede døren hårdt i, da hun endelig kom ud fra sit værelse.
Hun satte sig tungt ned på sin plads, og undlod at præsentere sig for mine forældre.
Min mor rakte pænt hånden frem for at sige hej, men trak den hurtigt tilbage, da Mille ikke havde tænkt sig at tage den og sig hej.

Min mor så mere end fornærmet ud.
Jeg vidste hvor meget hun hadede uhøflige personer.

Mille øste en ordentlig portion spinatsalat op, og tog kun en lille klat flødekartofler.
Men ikke kylling.
Derimod tog Stefan en stor portion af det hele.

Jeg kiggede på Mille og hendes tallerken. Måske lidt for længe?
Det undrede mig, hvorfor hun intet kød havde på hendes tallerken.
Måske var hun på kur?
Men hvorfor ville hun være på kur, når hun i forvejen var så tynd som en pind?

Typisk mig at undre mig over sådan nogle underlige og ligegyldige ting.

"Hvad stirrer du sådan på?" sagde Mille og rev mig ud af mine tanker.

"Hmm ikke noget, undskyld," svarede jeg.
Jeg smilte svagt til hende og derefter mine forældre, men fik ikke et smil tilbage af nogen af dem.

Jeg tog en bid af salaten, og blev overrasket over hvor godt det smagte.

Mit blik fangede Mille igen. Jeg kiggede ikke på hende for at genere, men blot for at være venlig. For at signalere, at det ikke var ment for at irritere hende. Dog opfattede hun det slet ikke sådan.
Hun smed bestikket ned på tallerkenen, og satte sig helt tilbage i sin stol. Alle fik et chok af lyden af bestikket, der blev slået ned mod tallerkenen.

Milles blik var fyldt med irritation.

"Seriøst hvad stirrer du sådan på?"

Jeg svarede ikke.
Alt blev stille, og alle sad tavse og stoppede med at spise.

"Jeg er vegetar okay? Hvis det er det, du filosoferer så meget over i dit lille rige hoved," sagde hun og begyndte som den eneste, at spise igen.

"Sådan der snakker du ikke til min datter!" brød min mor ind, og jeg prøvede med det samme, at få hende til at falde lidt ned.

Middagen skulle helst ikke ødelægges mere end den i forvejen var.

"Hun bad selv om det?" svarede Mille koldt. Min mor så rasende på hende.

"MILLE!" viskede Annika til hende, men højt nok til at vi andre kunne høre det. Mille rullede øjne af hende, og tog en slurk vand.

"Jamen hun stirrede jo helt sindssygt?" udbrød hun.

Noget af vandet i hendes glas kom ud på bordet, da hun satte sit glas hårdt tilbage på bordet igen.

"Det må du undskylde," prøvede jeg at få sagt højt nok, for at overdøve mine forældre, Annika og Mille der snakkede i munden på hinanden.

Mille rejste sig og gik ind på sit værelse. Lyden af hendes dør der blev smækket, fik min mor til at give et lille hop fra sig.

"Nej det helt okay," fik Annika endelige sagt, da Milles dør var blevet lukket.

"Vi skal nok også til at hjemad," sagde min mor og rejste sig.
Der gik noget tid før min far opfattede hvad min mor havde sagt.

Som sådan havde jeg ikke lyst til at tage hjem. Jeg kunne sagtens blive og snakke med Stefan?
Men når mine forældre havde taget en beslutning, var der kun en ting at gøre, og det var at følge den.

Stefan sad stadig på sin plads, og sendte mig et lille vink inden jeg gik ud.

Hans mor tog sig til hovedet, og sukkede.

Det hele var min skyld, og jeg skammede mig.
Bare Stefan ikke også hadede mig.

Note:
Glæd jer til næste kapitel...
Anthon bliver nemlig en del af historien igen.

HUSK AT LIKE