Aldrig prøv

Kapitel 38

Jeg er har gemmen hele mit liv lært, at man ikke lyver overfor hinanden. Man bander ikke. Man snakker pænt både i offentligheden og derhjemme. Passer sin skole, og gør alt for, at være den bedste. Drikker ikke alkohol før man er 18, og holder sig fra typer der ikke gør noget godt for en.

Typer som Anthon...

Jeg er vokset op med regler, og jeg skulle til at bryde en af dem nu, om jeg ville det eller ej.

Min familie betyder meget for mig, men det gør de få venner jeg har også. Så det er enten eller.
Jeg kan enten vælge at lyve og fortsætte med, at snakke med Mille.
Eller fortælle sandheden og blive isoleret fra omverdenen, og ikke få lov til så meget som, at gå udenfor en dør.

Min eneste udvej var at lyve.

Jeg havde endelig fået en, at være sammen med.

Mille.

Vi kom godt ud af det med hinanden, og jeg ville ikke miste hende. Stefan gad mig ikke længere men jeg vidste, at vi inderst inde stadig var venner.

Anthon.
Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, om ham længere.

Han er stadig lige så fucked up, som alle sine venner. Dog har han vist, at han også har en god side, bag hans hårde facade.

Han beskyttede og passede på mig i går, både til festen, men også i Pyton.
Han var begyndt at opføre sig så underligt omkring mig, her for tiden.

Dog var jeg mest af alt bare glad for, han ville være sammen med mig. Godt nok var han skolens største bad boy, men alt i alt var jeg bare glad for, at nogen gad mig.

Han var en af de eneste venner jeg havde.
Lige nu var det kun ham og Mille.

Bare at tænke på Anthon og jeg som venner, var en underlig tanke.
Efter min nat i Pyton var jeg dog sikker på, at han gerne ville være min ven.
Ellers havde han ikke beskyttet mig under et spil S,P eller K, lavet mad til mig eller kørt mig hjem.

Det kunne ikke være en tilfældighed.

Efter alt synes jeg ikke, at han er så slem som han plejer. Hvis han virkelig vil være min ven, vil jeg ikke forhindre det.

Han var ikke så slem som jeg troede.

"Hallo????" udbrød min mor, og rev mig ud af mine tanker. Jeg havde stået og stenet i noget tid ville jeg formode.

"Jeg har det fint," sagde jeg kort og satte mine sko på plads, hvorefter jeg gik ind i stuen og satte mig ned.

Jeg skruede højt op for fjernsynet, men vidste de ikke var færdige med, at snakke med mig.

"Hvor har du været?" spurgte min mor irriteret. Hun krydsede sine arme og løftede sine øjenbryn.

"Til fest," svarede jeg hende, mit blik stadig rettet mod fjernsynet.

Min far kom hen til mig, tog fjernbetjeningen der lå på bordet og slukkede fjernsynet.
Han blev stående ved min side, og min mor kom hen til os.

"Hvornår er du begyndt, at tale med den attitude overfor os?" spurgte min mor, og kiggede overrasket på mig.

Jeg svarede ikke.

"Jeg ved udemærket hvad du går og fortager dig Kamille," sagde min mor.

Lige i det sekund frøs jeg.
Vidste de det virkelig?

Note:
OMG ER SÅ GLAD!
MIN FAN FICTION LIGGER NR 2 I KATEGORIEN FAN FICTIONS LIGE NU TAKKET VÆRE ALLE JER DER LÆSER MED

TAK

HUSK AT LIKE