Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 1: Du kommer til at fortryde det!

Alexandras synsvinkel:

"Hvordan kunne du gøre det mod mig?" spurgte jeg fortvivlet.

Jeg stod bare og stirrede på Andreas med et skuffet ansigtsudtryk. Jeg kunne mærke, hvor ømme mine øjenomgivelser var, efter jeg havde brugt de sidste et par dage på at dræne min krop for al væske, da jeg havde fundet ud af, min kæreste var gået bag om min ryg og havde haft sex med min bedste veninde.

Hun var selv kommet og havde fortalt mig det, da hendes samvittighed var blevet for skyldbetynget over hele situationen. Hun havde bare grædt og grædt, men jeg havde bare kigget ligegyldigt på hende. Hun skulle fanme ikke regne med at få en eneste bid af min medlidenhed efter det her! Jeg var endt med at slå hånden af hende. Jeg kunne på ingen måde holde ud så meget som at se på hende; hun gav mig kvalme bare ved selve hendes tilstedeværelse. Tanken om, hvad hun havde gjort, var nok til, at jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville kunne tilgive hende denne handling. Fejltrin eller ej, den bommert var simpelthen for stor og smertefuld.

Det havde taget mig et par dage at samle mine tanker til en nogenlunde sammenhængende tilstand. Jeg havde besluttet at slå op med Andreas - selvom han var min kæreste, ville jeg heller aldrig kunne tilgive ham. Jeg følte mig krænket, udnyttet og trampet på.

Lige nu stod jeg inde på hans værelse og var ved at fuldføre det, jeg havde sat mig for.

"Jeg troede, du elskede mig!" sagde jeg og rystede uforstående på hovedet.

"Det gør jeg skam også," sagde han og rejste sig fra sin seng. Han satte kursen hen imod mig, men for hvert skridt han tog i min retning, gik jeg et skridt baglæns for at bibeholde afstanden til ham. Han åbnede sine arme og skulle lige til at lægge dem om mig, da jeg sagde i en ophidset tone:

"Stop det Andreas! Jeg gider ikke det her mere!"

Han kiggede uforstående på mig.

"Jamen Alex, skat?" prøvede han, men jeg snappede ham af.

"Drop det!! Ikke mere Alex-skat. Der er ikke længere noget vi."

"Slår du op med mig?"

"Ja...," jeg tøvede. Ej nej nej, Alexandra for helvede, ikke tøv nu!

"Ja, Andreas. Det gør jeg," svarede jeg ham, nu med klar og tydelig stemme, der ikke var til at tage fejl af. Jeg iagttog, hvordan hans ansigtsudtryk gradvist ændrede sig fra forbløffet til vredt.

"Du mener det jo ikke," sagde han hårdt.

"Jo, det kan du tro, jeg gør!"

Inden jeg nåede at registrere det, havde Andreas grebet fat om mine håndled og havde mig allerede halvt nede i sengen. Jeg prøvede at kæmpe imod, men han var for stærk, og han fik hurtigt lagt sig oven på mig. Jeg vred mig under ham og prøvede at slange mig ud under hans tunge vægt af muskelmasse, men det nyttede ikke.

"Så du tror bare, du kan komme her og slå op hva?" snærede han: "her er det mig, der bestemmer - ikke dig! Og hvis jeg siger, vi er sammen, så er vi sammen."

Han samlede grebet om mine håndled i et enkelt fast greb med den ene hånd, mens den anden fandt sin vej ned til kanten af mine bukser. Han knappede dem op, og lynede hurtigt lynlåsen ned. Ville han voldtage mig? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op for at undgå det, der var ved at ske. Jeg blev mere og mere fortvivlet. Jeg kunne mærke, han prøvede at vride mine bukser ned over mine hofter, og idet øjeblik greb jeg til den første og bedste løsning, der var poppet op i mit hoved. Jeg lagde al den kraft i, jeg kunne, da jeg hamrede mit højre knæ op mellem benene på ham. Jeg ramte plet, lige midt i, og han knækkede sammen i smerte hen over mig. Dette var mit snit til at flygte, og det gjorde jeg. Jeg skubbede ham til side og fór op fra sengen. Da jeg nåede døren i min hast, vendte jeg mig rundt og kiggede på ham.

"I dag er det mig, der bestemmer, og vi er færdige med hinanden. Du skal aldrig kontakte mig igen, aldrig!"

"Du kommer til at fortryde det!" sagde han gennem sine sammenbidte tænder, men hans stadig lå og ømmede sig.

"Næ, Andreas. Der tager du fejl. Jeg kommer aldrig til at fortryde dette." Og med de ord vendte jeg ryggen til ham og forlod hans værelse. Jeg småløb ned af trappen, tog hurtigt mine sko på og forlod hans hus. Da jeg kom ud i den friske luft, tog jeg en dyb indånding og tog mit headset på. Jeg gik ind og fandt min playliste med Marcus og Martinus. Jeg elskede deres musik; den kunne altid gøre mig glad på selv de værst tænkelige tidspunkter. Jeg gik og nynnede med og sang deres sange inden i mit hoved, mens jeg stille og roligt traskede hjemad med et lettet, men knust hjerte.

A/N:

Dette er første kapitel i min M&M-fanfic. Jeg håber, folk kan lide den indtil videre og vil følge med. Kommenter gerne! Og I må også meget gerne trykke på den lille stjerne :)