Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 64: For evigt

Alexandras synsvinkel:

Jeg lå og hvilede mig på Martinus' nøgne bryst. Vi lå stadig i sengen. Jeg havde sat mig for, at det kun var Martinus, der skulle blive tilfredsstillet – af mig. Men den gik bare ikke. Han havde insisteret på, at han også ville give mig noget tilbage. Og det havde han gjort. Igen havde det været fantastisk. Man kunne ikke rigtigt mærke på ham, at han var nybegynder – bortset fra hans usikkerhed på, om han nu også gjorde det hele godt nok. Hvilket han konstant spurgte mig om.

Jeg strammede mit greb om ham og puttede mig længere ind til ham. Jeg kunne mærke, han kyssede mig i håret, og jeg smilte.

"Jeg elsker dig," hviskede han og kyssede mig igen i håret. Jeg løftede mit ansigt op mod ham og blev belønnet med et dejligt varmt kys.

"Jeg elsker også dig," svarede jeg og trak ham ind i endnu et kys. Pludseligt blev hans ansigt mere alvorligt, næsten bekymret.

"Var det godt nok?" spurgte han.

"Hvad?"

"Det, jeg gjorde på dig før. Var det godt?"

Jeg kørte en hånd gennem hans hår og gav ham et kys. Jeg kiggede ham ind i øjnene. At dømme ud fra hans udtryk, var jeg nødt til at svare på spørgsmålet. Det gjorde næsten ondt inden i mig, at han var så usikker på sig selv.

"Martinus, du behøver ikke være så usikker på dig selv. Hvis du gør noget forkert, skal jeg nok hjælpe, okay?"

Han kiggede væk.

"Men jeg vil bare gerne sikre mig, at jeg gør det godt nok."

"Er du bange for ikke at gøre det godt nok?"

"Meget. Jeg vil bare gerne have, du nyder det," sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene.

"Det gør jeg," svarede jeg: "meget. Du behøver ikke være så bekymret, skat. Men du kan jo fortælle mig, hvad du synes, om det, jeg gjorde ved dig."

Han smilede over hele ansigtet. 

Martinus' synsvinkel:

Jeg var stadig helt i den syvende himmel. Det, hun havde gjort, havde været helt ubeskriveligt. At jeg havde fået den oplevelse med hende, var jeg så lykkelig for. Det havde været så fantastik. Jeg havde været ret nervøs for, når jeg skulle prøve dette. Men Alexandra havde gjort, så det hele bare havde været en tur i paradiset. Jeg havde sluppet alle bekymringerne, og de vendte kun tilbage, da jeg skulle tilfredsstille hende.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun spurgte mig om, hvad jeg havde syntes om det.

"Jeg tror slet ikke, jeg har ord til at beskrive, hvor fantastisk det var," sagde jeg. Hun gemte hurtigt sit ansigt i min nakke.

"Hvad er der?" grinede jeg. Hun løftede ansigtet igen og kiggede på mig. Hun var helt rød og havde et genert smil på læben.

"Rødmer du?" spurgte jeg, og hun nikkede.

"Jeg har aldrig fået af vide, det var SÅ godt," sagde hun og gemte nu sit hoved under dynen.

"Hvad?!" udbrød jeg og trak dynen væk, så hendes ansigt kom til syne: "hvad fanden er det for nogle typer, du har været sammen med?"

"Øm... idioter," sagde hun, som om det var indlysende, og jeg brød ud i grin.

"Men nu er du min, og jeg har tænkt mig at fortælle dig, hvor fantastisk du er hele tiden," sagde jeg: "jeg er din, for evigt, hvis du vil have det?"

"Hvad er det overhovedet for et spørgsmål?" spurgte hun med rynkede bryn: "jeg er din kæreste! Selvfølgelig vil jeg have dig for evigt!"

"Min kæreste," mumlede jeg og nussede hende på ryggen: "det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg for første gang drømte om, at du var min. Kun min."

"Jeg har altid været din," sagde hun: "jeg havde bare svært ved at indrømme mine følelser for mig selv. Men ikke mere. Jeg elsker dig så meget."

Jeg smilede til hende, og blev mødt af det dejligste ansigt. Det ansigt, jeg gerne ville vågne op til at se hver morgen. Jeg bøjede mig ned og kyssede hende. Hun lagde sine arme om min nakke, og jeg skubbede blidt mig selv oven på hende. Mens jeg kyssede hende, fulgte jeg kurverne på hendes krop.

"Martinus, hvad laver du?" spurgte hun grinende, da jeg bevægede min hånd ned af hendes mave.

"Jeg gør klar til runde to," hviskede jeg, mens jeg kyssede hende ned af halsen. Jeg kunne ikke lade hende være... og nu var der ingen grund til at holde igen. Jeg fortsatte, og der gik ikke mere end få sekunder, så havde hun overgivet sig.