Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 76: Hvad har du gjort?

Martinus' synsvinkel:

Jeg hørte råb oppe fra loftet. Det var Marcus' stemme. Jeg løb ovenpå, tændte lyset og fandt ham stående i mit åbne vindue - men... hvor var Alex henne?

"ALEX, KOM TILBAGE!" råbte han ud af vinduet, og så knækkede hans stemme.

"Marcus, hvad foregår der?" spurgte jeg hurtigt, og han vendte sig brat om. Han havde slet ikke hørt mig komme. Han havde tårer trillende ned af kinderne. Der var helt sikkert sket noget her.

"Jeg... har... gjort... noget... dumt," sagde han i hak, mens han bare græd.

"Hvor er Alex?" spurgte jeg så.

"Hun er væk... på grund af mig," svarede han sørgmodigt, og jeg kunne mærke vreden rejse sig inden i mig.

"Hvad har du gjort?"

"Jeg... jeg...," sagde han og sukkede: "jeg kyssede hende Martinus. Hun troede, jeg var dig - og det fandt hun så ud af midt i det hele, at... det var jeg ikke."

"Kysset eller snavet?" jeg kogte fuldstændigt indvendigt: "for det sidste er værre end det første - et enkelt kys er slemt nok, men hvis du har haft tungen i halsen på min kæreste, så..."

"Snavet..." svarede han så, og der flippede jeg.

Det her skete bare ikke! Min bror havde haft sin tunge i halsen på min kæreste? Hvad tænkte han dog på? Havde han prøvet på mere end det? Jeg var helt oppe i det røde felt!

"HAR DU SNAVET MIN KÆRESTE? HVAD ER DU EGENTLIGT FOR EN BROR?" skreg jeg af mine lungers fulde kraft: "HAR DU SÅ OGSÅ RAGET LØS PÅ HENDE? DU PRØVEDE MÅSKE AT HAVE SEX MED HENDE? DU ER EN IDIOT, MARCUS, OG JEG GIDER IKKE SNAKKE TIL DIG NOGENSINDE IGEN!"

Marcus knækkede fuldstændigt sammen og begyndte at tudbrøle.

"Hvad sker der her?" spurgte far, der stod i døren, og jeg forklarede ham det hele, mens Marcus bare græd og græd.

"Marcus! Sådan noget gør man ikke," sagde far strengt: "forklar venligst, hvorfor? For det er simpelthen bare ikke i orden."

"Jeg... jeg... er bare glad for hende. Hun er sød og anderledes end alle andre - jeg ville have, hun skulle være mit første kys."

"Er du forelsket i min kæreste?" råbte jeg og farede op i hovedet på ham.

Han sank en klump og nikkede så.

"Undskyld, Martinus," hviskede han.

"Det er simpelthen løgn," sagde jeg og tog mig til hovedet.

"Hvor er hun nu?" spurgte far hurtigt, men ingen svarede, så han hævede stemmen: "HVOR ER HUN MARCUS?"

"Hun løb sin vej... sagde han stille: "væk fra huset. Jeg ved ikke hvorhen."

Jeg rev min mobil op for at ringe til hende, men så så jeg, at hun havde efterladt sin på bordet.

"Hvad gør vi?" spurgte jeg: "hendes mobil ligger på bordet - så vi kan ikke komme i kontakt med hende."

"Vi er nødt til at lede efter hende," sagde Marcus.

"Jeg er," svarede jeg koldt: "og dig, du skal ikke med! Og fra nu af, snakker vi to ikke sammen. Og Alex, hende holder du dig fra!"

Han nikkede bare, og så gik far og jeg ud for at lede efter hende - men hun var igen steder at se. Efter fire timer, gav vi op. Jeg holdt mig vågen resten af natten - hvis hun nu skulle dukke op.

A/N:

Første kapitel i vores ugemaraton - hvis vi kan kalde det for det! xD

Seriøst... Jeg skal være i skole til kl. 17 i dag... og det er mandag! Græder her! )):

Så Marcus er forelsket i Alex... hvad synes I om det? Skriv det i kommentaren!

Og gå lige ind og læs "Can it be love?" af mathilde011 . Den er helt vildt god! <3