Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 97: Vi er bekymrede for dig

Martinus' synsvinkel:

Vi nåede aldrig at snakke om det med Alexandra efter interviewet. Der kom så meget tryk på, at vi først fik emnet bragt på banen, da vi var kommet tilbage til Trofors. Alt for mange kilometer væk fra hende til at være til nogen nytte. Jeg kunne ikke redde hende... hvad nu, hvis hun blev slået af Andreas lige nu?

Jeg var stadig deprimeret. Det var faktisk næsten værre nu, end inden vi var taget til Danmark. Nu sad jeg bare og overvejede alle de scenarier, hvorpå Andreas kunne skade hende. Jeg følte ikke, der var nogen, der troede på mig. Folk var bare lige glade med hende. Jeg vidste godt, at det var HENDE, der havde slået op med mig og ikke omvendt. Men det var ikke for sjov, jeg havde fortalt far, at hun var blevet slået ned foran mig.

Lige nu sad jeg i underbukser, begravet i min dyne og spiste is, mens jeg så en eller anden film. Persiennerne var nedrullede, og hele mit værelse flød. Parret på skærmen kyssede hinanden, og straks faldt der en tåre ned af min kind, og jeg tænkte på Alex' bløde læber mod mine. Hvorfor skulle der også lige være kærlighedsfilm i fjernsynet nu? Jeg havde meget mere brug for en eller anden voldsfilm... eller ikke, for så ville jeg jo bare tænke på, da Andreas havde slået Alex på tankstationen. Jeg satte skålen fra mig og tog mig til hovedet. Jeg var ved at blive vanvittig.

Døren gik op, og far kom inden for. I hælene havde han Marcus.

"Martinus, vi er nødt til at snakke," sagde far og slukkede for filmen, hvilket jeg på sin vis satte pris på, for det åndssvage par blev ved med at kysse hinanden, og det var det rene tortur at se på.

De satte sig ned på hver side af mig. Far lagde en hånd på dynen – den var nok ment beroligende, men jeg var alt andet end rolig inden i lige nu.

"Hvad er det, I vil snakke med mig om?" spurgte jeg og kiggede skiftevis på dem. Jeg ville egentligt bare gerne have, de skulle gå.

"Vi er bekymrede for dig, Martinus," sagde far: "alle sammen. Du er slet ikke dig selv. Du er helt indelukket, kommer knap nok ud herfra – og du har ikke lyst til noget som helst. Jeg ved godt, at det kan være svært at miste den, man elsker, men der vil komme andre piger."

"Forstår du slet ingenting?" vrissede jeg af far: "jeg fandt ikke på historien om, at hun var blevet slået. Hun BLEV slået af sin ex-kæreste på tankstationen! Hvorfor tror du, jeg lyver?"

"Det tror jeg heller ikke, men måske oplevede du det værre, fordi du er ked af det og..." så afbrød Marcus ham.

"Det passer far, hendes ex-kæreste slog hende. Han overdrev ikke. Det var ikke ligefrem et blødt slag; hun fløj direkte i jorden på det," sagde Marcus: "jeg er også nervøs for, om der er sket hende noget!"

"Hvorfor holdt du mig så tilbage?" spurgte jeg ham og lagde mine arme over kors.

"Fordi Andreas ville have smadret dig, og det ved du også godt selv," svarede han: "og så ville Alex sikkert få endnu mere tæv, når de kom hjem, fordi du havde prøvet at redde hende."

Jeg tav. Han havde jo ret. Hun ville sikkert blive skadet dobbelt så meget, hvis jeg faktisk havde prøvet at redde hende. Det var tydeligt, at ham Andreas' lunte var utroligt kort, og næsten ingenting skulle til for at tænde hans indre dæmoner.

"Drenge, er I søde at fortælle mig alt, I ved?" spurgte far: "det lyder, som om der er mere til den her sag, end I har fortalt."

Jeg sank en klump, og I fællesskab fik Marcus og jeg stykket hele historien sammen. Far sad bare og kiggede chokeret ud i luften.

"Jeg havde ikke regnet med, at det stak så dybt," svarede han: "jeg tænker, vi tager ud og taler med hende. Vi skal til Danmark igen om få dage, er det fint?"

"Nej, det skal være nu!" sagde jeg indtrængende.

"Martinus, vi kan ikke bare rejse – om fem dage er vi tilbage i Danmark, og så opsøger vi hende. Jeg kan ikke gøre det bedre," sagde far: "jeg beklager meget."

"Jeg er ved at blive sindssyg," sagde jeg stille: "måske burde I bare få mig indlagt. Jeg kan snart ikke mere."

"Det må du ikke sige," sagde Marcus og lagde armene om mig: "jeg vil ikke have, der sker dig noget også. Jeg kan ikke leve uden dig."

"Men vi er nødt til at gøre noget – hvis der sker hende noget, så ved jeg ikke, hvad der sker med mig," svarede jeg, og jeg mente det. Hvis Alex kom til skade, ville jeg føle mig ansvarlig for det, fordi jeg ikke havde grebet ind – og så måtte guderne vide, hvad der fulgte.