Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 77: Tilgiv mig, vil du ikke nok!

Alexandras synsvinkel: 

Jeg havde siddet ude ved søen i timevis. Jeg havde ingen anelse om, hvad klokken var. Alt jeg vidste var, at solen var ved at stå op. Jeg rejste mig langsomt og traskede tilbage mod det store hvide træhus. Hvad skulle jeg sige til Martinus? Og til Marcus?

Efter hvad der føltes som en evighed, rundede jeg endeligt deres indkørsel og traskede op til hoveddøren. Jeg tog fat i håndtaget, og døren gik op. De havde nok ladet den være ulåst i tilfælde af, jeg skulle komme hjem om natten. Jeg tog stille mine sko af og listede op ovenpå. Jeg tog forsigtigt i håndtaget til Martinus' værelse og gik ind. Der sad han så, min søde Martinus i sin stol og kiggede lige ud i luften. Ved lyden af døren, der gav lyd fra sig, da jeg lukkede den, sprang han op og fik øje på mig.

"ALEX!" han fløj hen til mig, løftede mig op og svingede mig rundt: "er du okay?"

"Jeg har det fint."

Han trak mig hurtigt ind i et kys.

"Hvor har du været? Far og jeg ledte efter dig i flere timer!"

"Jeg sad nede ved søen. Jeg havde brug for at tænke over tingene. Få følelserne lidt ned," sagde jeg: "hvordan har Marcus det?"

Jeg kunne se, Martinus blev gal bare ved benævnelsen af hans brors navn.

"Den forræder græd som pisket! Men han var ikke ked af, at han kyssede dig – det er jeg sikker på! Jeg snakker ALDRIG til ham igen!"

"Martinus, han kan jo ikke gøre for sine følelser!" sagde jeg spidst: "han kunne dog gøre for, at han handlede på dem, og det burde han ikke have gjort."

"Stadig," svarede han: "jeg er gal på ham."

"Hvad med mig? Jeg kyssede ham jo ligesom igen..."

Jeg kiggede bedrøvet ned i jorden, men Martinus lagde et par fingre under min hage og fik mig til at kigge op på ham igen.

"Jeg er ikke sur på dig. Overhovedet. Du mistog ham for mig – og med god grund. Jeg havde jo sagt, jeg ville komme op til dig, hvis du blev for længe væk. Jeg har fået hele historien fra Marcus... far tvang den ud af ham."

"Jeg føler mig dum... fordi jeg ikke så med det samme, det ikke var dig."

"Shhh, jeg elsker dig, okay?" sagde han: "du har ikke gjort noget."

Så bøjede han sig ned igen og lagde sine læber mod mine. Den velkendte følelse bredte sig i min krop. Det her føltes rigtigt, HELT RIGTIGT. Jeg kyssede ham længe. Det var her, jeg hørte hjemme. I Martinus arme. Jeg havde dog stadig en smule ondt af Marcus... også selvom han havde været så dum, som han nu havde. Jeg var nødt til at snakke med ham.

Martinus og jeg lagde os til at sove og vågnede kun ud på eftermiddagen. Vi sad nede i stuen og hyggede, da en meget trist Marcus kom ned til os.

"Hej," sagde han stille: "er du okay?"

Jeg nikkede.

"Ja, jeg sad lidt nede ved søen," svarede jeg.

"Skrid Marcus," sagde Martinus hårdt og holdt mig endnu tættere, som om Marcus skulle til at stjæle mig: "jeg sagde, du ikke skulle snakke til hende."

Jeg kunne se tårerne tegne sig i Marcus' øjne igen. Det var faktisk ret synd for ham – han havde jo egentligt bare følelser for mig, og det var jo i sig selv upassende, når jeg var hans brors kæreste. Men han kunne jo ikke styre det – man kunne aldrig styre sine forelskelser...

"Marcus, er det, fordi du gerne vil snakke med mig?" spurgte jeg så, og han nikkede, mens tårerne løb ned over hans kinder.

"Det skal du ikke," sagde Martinus bestemt, men jeg klatrede ud af hans greb.

"Jo, jeg skal, Martinus. Det er jeg nødt til!" Jeg gav ham et kys, men han tog fat om mine kinder og holdt mig fast til sine læber, og jeg blev overdænget med kys – som skulle han rigtigt vise, han var den rette for mig.

Jeg gik med Marcus op på hans værelse. Han lukkede døren efter mig, og vi satte os på hans seng.

"Marcus, hvad skete der i går?" spurgte jeg så.

"Jeg... jeg... jeg ved det ikke..." sagde han: "jeg føler bare noget over for dig, som jeg aldrig har gjort over for nogen pige før. Jeg elsker dig i hvert fald, og jeg ville gøre alt for dig."

"Jeg elsker også dig og ville gøre alt for dig, Marcus – men sådan gør bedste venner jo?" sagde jeg: "okay, lad mig stille dig et spørgsmål – kunne du forestille dig os to have sex?"

Han kiggede forfærdet på mig, som havde jeg sagt noget frygteligt.

"Nej! Overhovedet ikke!" sagde han: "ikke, fordi du ikke er tiltrækkende... forstå mig ret, du er smuk og skøn og dejlig... argh!"

"Jeg ved, hvad du mener," svarede jeg: "fordi, jeg har det på samme måde med dig. Og Mac, det er, fordi vi elsker hinanden som venner."

Han sukkede.

"Det er hårdt, Alex... at se Martinus have dig. Jeg har tit tænkt, at jeg gerne ville have mit første kys med dig... fordi ja, jeg stoler på dig. Du ville ikke gøre grin med mig, hvis jeg ikke kunne finde ud af det. Tilgiv mig, vil du ikke nok for det hele?"

"Det er okay, Mac! Jeg har altså tilgivet dig," sagde jeg og trak ham ind i et tæt kram: "og så dårlig var du heller ikke i går."

Han kiggede flovt væk.

"Jeg ville lidt ønske, jeg måske have spurgt dig om det i stedet... men så havde du nok sagt nej, fordi du jo er sammen med Martinus."

"Det havde jeg nok... men jeg vil gøre en undtagelse."

Han kiggede undrende på mig, og jeg rejste mig op. Jeg så hans paniske ansigt, og han rejste sig hurtigt. Han troede nok, jeg var ved at gå.

"Du siger ikke et ord om det her til Martinus, er det forstået?" sagde jeg langsomt og gik hen og låste døren.

"Det lover jeg," sagde han så. Jeg gik hen til ham og kiggede på ham. Hvor mindede han dog meget om sin bror, og så alligevel ikke. Jeg lagde en hånd på hans kind og nussede den, og så lænede jeg mig frem og lagde mine læber på hans. Jeg kunne mærke, hans arme krøb rundt om min talje, og min anden hånd lå på hans bryst.

Vi kyssede bare – ingen snaveri. Da vi brød kysset, trak han mig ind i et stort kram.

"Tak," hviskede han: "fordi du er så forstående."

"Det er det, man har bedste venner til. Men det her bliver mellem os."

"Jeg ved det – men tak. Du gjorde mit første kys perfekt," han smilede, og jeg gav ham et lille kys på kinden.

"Lige meget, hvor lang tid Martinus vil ignorere dig, så vil jeg ikke. Hvis du sagde til mig, at du gerne ville spille fodbold nu, så gør vi det. Husk nu Mac, du er ikke alene."

"Så lad os gå ud og spille. Jeg trænger til at bruge lidt tid sammen med dig alene. Det er længe siden, vi faktisk rigtigt gjorde det."

Jeg grinede, og så tog han en bold under armen – nu skulle jeg ud og tackles... eller måske plaffes ned af ham, som Martinus ikke kunne fordrage. Men jeg elskede ham, elskede dem begge – bare på hver sin måde. 

A/N:

Alex kyssede Marcus... synes I, hun gjorde det rigtige eller ej? 

Hvorfor/hvorfor ikke - skriv i kommentaren! 

Og glem ikke at stemme <3