Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 124: Du skjuler noget...

Martinus' synsvinkel:

Jeg havde aftalt med Alex, at Marcus og jeg skulle komme hjem til hende ugen efter. Hun var ikke blevet i Trofors mere end et par dage, da hun skulle hjem tilbage til skolen igen. Hendes vinterferie havde åbenbart ligget ugen før, fordi den afhang af, hvor hun boede i Danmark. Lige nu sad Marcus og jeg i bilen på vej hen til Alex' hus. Jeg sad og spekulerede over, hvordan hun egentligt havde det. Indeni. Jeg havde tænkt meget over de ting, hun havde sagt om, at hun ikke var klar til at fortælle mig om, hvad der var foregået i den halvanden måned. Hvad var det, hun havde arbejdet på? Og hvorfor måtte jeg ikke vide det?

"Er der noget galt, Martinus?" spurgte Marcus, da bilen standsede foran hendes hus.

"Jeg har bare fornemmelsen af, at hun skjuler noget for mig," svarede jeg.

"Hvad mener du?"

"Jeg så hende ikke i en halvanden måned, Marcus. Hun går rundt med forbindinger om håndleddene, og hun vil ikke fortælle mig, hvad det er, hun har arbejdet på."

"Måske har hun bare brug for tid," svarede han: "vent... sagde du forbindinger om håndleddene?"

"Ja, hun sagde, det var en del af hendes terapi."

"Er du sikker på, hun ikke cutter?"

"Nej, det ville hun vel have fortalt mig?"

"Det er jeg ikke så sikker på, Martinus," sagde Marcus: "hun har før skjult ting for dig."

"Jeg må bare prøve at spørge hende om det," svarede jeg.

Jeg bankede på døren, og kort efter blev den åbnet af Lisette.

"Hej Lisette," sagde jeg. Hun smilede til mig.

"Hej Martinus," svarede hun og kiggede så bag mig: "også hej til dig Marcus. Jeg har virkeligt set frem til, at I skulle komme. Det er der også en anden, der har, selvom hun lige nu sidder oppe på sit værelse og stresser over en eller anden opgave."

Jeg rystede smilende på hovedet. Nu kendte jeg hende igen. Hun var altid så seriøs om sit skolearbejde. Da vi var kommet ind og havde fået overtøjet af, kom hun gående ned af trappen og sagde hej til os. Hun så ret udmattet ud, og jeg fik en endnu større trang til at vide, hvad der egentligt foregik inde i hendes hoved. Hvilke tanker, der kræsede rundt derinde.

*****

Jeg sad sammen med Alex på hendes værelse. Vi sad og puttede lidt i hendes seng. Jeg sad med ryggen op af væggen, og hun var placeret mellem mine ben. Marcus sad nede i stuen med Lisette. Han vidste godt, at jeg var nødt til at få snakket med Alex.

"Alex?" spurgte jeg, og hun vendte sit hoved mod mig.

"Ja?"

"Jeg føler, du skjuler noget for mig. Noget, jeg burde vide."

Jeg kunne se, at jeg havde ramt plet. Der flød et slør hen over hendes blik, og hun brød øjenkontakten. Alt omkring hende gik i stå, og hun sad bare og stirrede ud i luften.

"Alex, det er okay," sagde jeg: "du kan sagtens fortælle mig, hvad der er galt."

Hun vendte sig nu mod mig og satte sig op på mit skød med et ben på hver side af mig. Jeg placerede mine hænder om hendes hofter. Hun kiggede mig direkte ind i øjnene, mens hun bed sig i læben.

"Martinus, kan du huske den bandage, jeg havde på, da jeg besøgte dig i januar og i sidste uge?"

"Ja," svarede jeg: "der, hvor du havde brændt dig?"