Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 24: Har du slet ikke øjne i hovedet?

Martinus' synsvinkel:

Jeg tog mig til kinden. Den var helt varm og ophovnet efter, at Alex havde stukket mig en kæmpe lussing. Hvorfor blev hun så sur? Jeg så da på ingen måde kun det, jeg ville se. Jeg har da øjne i hovedet, og hun har lige siddet klinet op af min tvillingebror. Mig, som hun sjovt nok kyssede i går, gad hun ikke have noget at gøre med nu... men hun ville åbenbart gerne ham. Hvad var det, jeg havde gjort hende, siden hun bare ignorerede mig? Jeg forstod det ikke. Jeg følte, jeg havde gjort alt for at vise hende, hvor meget jeg holdt af hende. Måske var hun bare kommet til den konklusion, at hun ikke gad mig alligevel. Måske havde hun alligevel fundet mit kys dårligt, eller også var det gået op for hende, at hun hellere ville have en med mere erfaring. En, der vidste, hvordan man gjorde alting rigtigt. Ikke sådan en som mig, der ikke engang havde prøvet at kysse en pige før. Måske var det dumt, at jeg var gået efter en ældre pige. En, der ikke engang kunne fortælle om mig til sine venner, fordi de alle sammen hadede mig, uden at de overhovedet kendte mig personligt. Det eneste, de dømte mig på, var det, de så i bladene og på nettet.

Jeg følte mig så vred og fortvivlet over, at jeg ikke kendte svaret på, hvorfor hun havde opført sig, som hun havde gjort. Det gjorde mig også virkeligt bange. Jeg havde hele tiden været rædselsslagen for, at hun skulle droppe mig, fordi jeg jo ikke var på samme stadie i livet som hende... i hvert fald ikke, hvis vi talte om erfaringer.

"Martinus, din store idiot!" sagde Marcus hårdt: "se nu, hvad du har gjort!"

"Jeg har da ikke gjort noget! Det var hende selv, der startede det hele i morges med ikke at ville noget som helst."

"Har du da slet ikke øjne i hovedet? Hun har det jo skidt."

"Hvorfor sagde hun det så ikke til mig?" spurgte jeg og lagde armene over kors. Marcus rystede på hovedet.

"Fordi der måske er ting, hun ikke har fået fortalt dig endnu," sagde han: "Husk lige, hun var i et forhold før, hvor man ikke snakkede om tingene. Der fik man dem banket ind."

"Hvad sagde du lige? banket?" spurgte jeg, og min vrede fortog sig med det samme: "er hun blevet... slået?"

"Ja..." svarede han trist: "det går jeg så ud fra, at hun ikke har fortalt dig."

Jeg rystede på hovedet. Den detalje havde hun åbenbart undladt. Så Andreas havde altså slået hende. Så var det lige pludseligt ikke så mærkeligt, hun var lidt undvigende indimellem. Især, hvis jeg var kandidat til at blive hendes nye kæreste.

"Hvorfor har du så ikke fortalt mig det?" spurgte jeg: "så havde jeg måske grebet situationen an på en anden måde."

"Fordi hun bad mig om ikke at gøre det. Jeg kunne næsten heller ikke få det ud af hende selv," sagde han opgivende: "jeg måtte nærmest trække den information ud af hende. Hun føler sig jo stadig dybt ydmyget over det inden i. Bare fordi, at hun finder dig, som behandler hende pænt, så forsvinder den slags minder ikke bare med et trylleslag."

Tingene faldt lige pludselig i hak for mig. Hvis hun følte sig ydmyget over både at have været udsat for vold, plus det nok var ydmygende for hende at tale om og indrømme over for en anden, så var jo klart, at hun ikke lige havde sagt det som det første. Jeg ville dog ønske, hun havde."

"Men Marcus," sagde jeg langsomt: "der er en ting, jeg ikke helt forstår. Hun turde ikke fortælle mig om volden i sit tidligere forhold, fordi det selvfølgelig er meget ydmygende. Det er klart, men hvorfor kunne hun så ikke fortælle mig om sine andre problemer? For eksempel det, der går hende på nu, som hun ikke har fortalt mig om."

"Fordi Andreas slog hende, hver gang hun modsatte sig ham. Hver gang hun havde en anden mening end ham, eller ikke ville det samme, som han ville, så fik hun bank," sukkede Marcus: "han tvang hende så til det, han gerne ville, og hvis hun brokkede sig mere, så fik hun bare flere slag."

"Jeg bliver nødt til at finde hende," sagde jeg: "jeg bliver nødt til at snakke med hende om det her. Hun bliver nødt til at vide, at hun kan sige alt til mig, lige meget hvad, og jeg vil stadig holde lige så meget af hende bagefter."

Jeg tog benene på nakken og spurtede hurtigt oven på, men der var ingen. Der var jeg ved at gå fuldstændigt i panik. Hvor var hun? Havde hun måske skadet sig selv? Var der flere ting, jeg ikke vidste? Måske var hun cutter... eller noget andet frygteligt, der kunne fjerne smerten over de ydmygelser, hun havde måttet gå igennem tidligere. Jeg dumpede bare ned og satte mig på gulvet, mens jeg bare sad og stirrede ud i luften. Marcus kom hurtigt derop, og han var mindst lige så panisk, som jeg var. Jeg kunne næsten ikke holde mine tårer tilbage. Jeg havde det skidt over, jeg havde været på den måde over for hende, og jeg begyndte bare at græde. Marcus tog mig i sine arme og sad bare og krammede mig. 

A/N:

Så Alex havde altså en hemmelighed, hun ikke havde fortalt Martinus.

Tror I, hun har flere hemmeligheder, end at hun er blevet slået? 

Skriv gerne, hvad I tror i kommentaren <3