Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 53: Du er ikke gammel nok!

Maraton 3/5

Alexandras synsvinkel:

"Stop," sagde jeg til ham, men han ignorerede mig. I stedet bøjede han sig over mig og kyssede min skulder og fortsatte op ad min hals, indtil han nåede til under mit øre.

"Fuck, hvor er du lækker," hviskede han: "du gør mig så hård."

Min krop stivede, da ordene havde forladt hans mund. Jeg skulle bare væk herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg prøvede at rejse mig, men Xander holdt mig fast. Hans arme lå nu rundt om livet på mig, mens den ene var på vej ned i min bh.

"Xander, lad mig være!" sagde jeg vredt.

"Du har temperament, Alex," svarede han: "det tænder mig bare endnu mere. Er du klar over, hvor længe, jeg har haft lyst til det her? I lang tid har jeg bare gået og betragtet dig, men nu... nu vil jeg have dig."

Med et tog han hårdt fat i mig og nærmest rev mig med udenfor. Jeg nåede lige at få min taske med, og jeg nærmest løb efter ham. Jeg kunne intet gøre. Han var stærkere end mig. Da vi kom ud, prøvede jeg dog alligevel at rive min hånd til mig, men forgæves.

"Hvor tror du lige, du skal hen?"

"Tilbage til hotellet," svarede jeg koldt. Han skulle på ingen måde vide, hvor rædselsslagen, jeg var.

"Næ nej, du bliver her. Nu skal vi hygge os lidt."

Han klyngede mig op mod en væg. Da han havde sikret sig, at jeg ikke kunne løbe min vej, lænede han sig ind og begyndte at kysse mig. Der gik ikke længe, før han stak sin tunge langt ned i halsen på mig. Føj, hvor var det klamt. Jeg prøvede ikke at kysse med, men det var utroligt svært, når han holdt hele mit hoved fast og tvang mig til det. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle holde hovedet koldt og finde en løsning.

Pludseligt fik jeg en ide. Jeg vidste, Martinus ville hade mig for det her, når han fandt ud af det, men det var min eneste løsning for at slippe væk. Jeg stoppede min modstand og kyssede med. Jeg råsnavede Xander, indtil jeg kunne mærke, han blev for ivrigt til at holde et fast greb om mig. Da han slap mig og begyndte at putte sine hænder ind under min kjole, gav jeg ham et knæ i skridtet og en albue i hovedet. Han sank til jorden i smerte, og jeg piskede afsted ned af gaden. Jeg flygtede ind bag en hæk, hvor jeg gemte mig. Jeg kunne høre, at han kaldte på mig. Han lød gal. Han var åbenbart fulgt efter mig, selvom jeg lige havde givet hans nederste dele nogle blå mærker. Jeg holdt vejret og pressede mig selv op mod hækken, da jeg så ham løbe forbi mit skjulested. Han så mig ikke. Jeg blev stående der i en halv time, inden jeg satte kurs mod hotellet.

Det øjeblik, jeg kom ind på vores værelse, løb jeg ud på toilettet, hvor jeg øjeblikkeligt kastede op. Det stod ud af mig, og det fortsatte så længe, at mine mavemuskler til sidst var helt ømme af trækningerne. Jeg låste døren og begyndte at tudbrøle. Jeg gled ned langs væggen og trak mine ben op under mig. Hvad skulle jeg gøre? Talte det her som utroskab?

Jeg tog min mobil frem. Jeg kunne lige så godt gå til bekendelse med det samme.

Jeg ringede Martinus op, og han tog den med det samme. Han havde et kæmpe smil på, men da han så mit ansigt, forsvandt det øjeblikkeligt.

"Skat, hvad er der sket?" spurgte han bekymret: "hvorfor græder du?"

"Martinus... jeg... jeg...," mere nåede jeg ikke at sige, før jeg følte trangen til at kaste op igen.

"To sekunder!" sagde jeg hurtigt og kastede mit hoved ned i toilettet igen, inden min mave tømte sig selv for gang nummer et eller andet, jeg ikke længere havde tal på. Det var ret pinligt, at jeg havde Martinus på videoopkald lige nu. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle se mig kaste op.

"Er du okay?" spurgte han forsigtigt, da jeg satte mig tilbage igen mod væggen. Jeg rystede på hovedet.

"Martinus, jeg har snavet en dreng," stammede jeg.

"HVAD?!" råbte han, og jeg brød bare ud i gråd.

"Jeg kunne ikke gøre for det, okay? Han lagde an på mig i byen og tvang mig til at kysse ham. Jeg havde ikke noget valg."

"Så du siger, han gjorde det mod din vilje?"

"Ja... det er det, jeg siger. Jeg var nødt til at kysse ham igen. Ellers var jeg aldrig sluppet væk!" sagde jeg desperat.

"Hvorfor tog du overhovedet med dem?" spurgte han så: "det behøvede du jo ikke!"

"Jo, jeg gjorde Martinus! Jeg kan ikke bare smække mig selv ude af fællesskabet, fordi jeg er sammen med dig."

"Det gør du vel heller ikke. Men du behøver vel heller ikke gå ud og drikke dig i hegnet!"

"Det har jeg så heller ikke gjort! Men du forstår det ikke! Du er ikke gammel nok til at se, jeg ikke havde andre muligheder. Det her er sådan, man er sammen, når man går i gymnasiet!"

Han kiggede bare på mig med et skuffet udtryk.

"Så det er, hvad du mener om mig?" spurgte han stille: "at jeg ikke forstår en skid af noget som helst, fordi jeg er to åndssvage år yngre end dig!"

"Du har ikke de erfaringer, jeg har."

"Åh ja, jeg vidste det. Der kom den! Jeg har ikke de erfaringer, du har. Jeg er ikke gammel nok til at forstå en skid af dit liv. Men hvis du tænker sådan om mig, hvorfor er du så overhovedet sammen med mig?"

"Martinus, jeg..." men han afbrød mig.

"Glem det Alexandra," sagde han stille. Han havde tydeligvis tårer i øjnene. Sekundet efter lagde han på.

"NEJ! MARTINUS!" råbte jeg, mens jeg febrilsk prøvede at ringe ham op igen. Han ignorede det, og efter femten forsøg gav jeg op.

"NEEEEEJ MARTINUS!" skreg jeg i frustration: "JEG ELSKER DIG FOR HELVEDE! IKKE IGNORER MIG!"

Men der var ikke noget at gøre. Han tog den ikke. Jeg sank sammen på badeværelsesgulvet, mens jeg bare tudbrølede. Hvad skulle jeg nu gøre?