Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 25: Du fortjener bedre end mig

Alexandras synsvinkel:

Jeg bare løb og løb. Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid, jeg havde været væk. Mine ben kunne næsten ikke løbe mere, men jeg fortsatte alligevel. Det var utroligt, så meget jeg kunne presse min krop til på trods af, jeg ingen morgenmad havde fået. Jeg kunne mærke, hvordan mavesyren steg i min hals, og jeg måtte stoppe op og holde en pause. Derefter kastede jeg op for tredje gang på denne løbetur. Jeg vidste godt, at det var tegn på ekstrem overanstrengelse, men jeg havde bare ikke lyst til at se på Martinus lige nu. Det her var min straf for, at jeg ikke tidligere havde fortalt ham, at Andreas også havde banket mig. Ja, jeg havde været i et voldeligt forhold. Det havde desværre gjort, at jeg havde meget svært ved at tale om mine problemer. Martinus havde dog åbnet døren lidt, men slet ikke nok til at jeg følte, jeg kunne fortælle ham alt.

Til sidst måtte jeg dog vende snuden tilbage til huset. Mine ben var ved at give efter hele tiden, men jeg satte bare farten op. Da jeg nåede huset, brasede jeg nærmest ind af hoveddøren, og så gav mine ben efter, og jeg faldt om ude i entréen med stort bump. Jeg hørte hurtige fodtrin, og både Marcus og Martinus kom løbende ud til mig.

"Alex, hvad sker der?" spurgte Marcus.

"Ikke noget," svarede jeg og lænede hovedet tilbage på gulvet, mens jeg lukkede mine øjne. Da jeg åbnede dem igen, lå jeg i Martinus' seng. Eller det gik jeg i hvert fald ud fra, for den duftede af ham. Jeg måtte være besvimet. Først var mit blik sløret, men da jeg fik kontrol over mine øjne, så jeg, Martinus sad på sengekanten, mens han nussede min arm. Marcus sad henne i stolen med et bekymret blik.

"Alex, hvad foregår der?" sagde Marcus: "og nu skal du ikke sige "ikke noget", fordi vi ved alle sammen godt, det ikke passer."

"Jeg... jeg har... bare svært... ved... konflikter," græd jeg: "efter alt det der med, at Andreas slog mig, hver gang jeg modsatte mig ham, har jeg altid holdt mine kvaler for mig selv. Så var der intet motiv for at slå mig."

Martinus kiggede trist på mig, men ikke overrasket. Vidste han det? Marcus måtte have fortalt ham det, mens jeg var væk. Det var den eneste logiske forklaring.

"Du var vel ikke bange for, at jeg skulle slå dig?" spurgte Martinus, og jeg rystede på hovedet.

"Nej... men konfrontationer skræmmer livet af mig, så jeg prøver at undgå dem. Selvom det bare gjorde hele situationen værre."

"Jeg tror, jeg lader jer to snakke ud," sagde Marcus og forlod Martinus' værelse. Jeg satte mig dog op i sengen til Martinus, så jeg kunne sidde over for ham. Jeg var nødt til at være hundrede procent ærlig denne gang.

"Martinus, jeg er virkeligt ked af, at jeg ikke fortalte dig det her før. Du fortjente at vide alt det her. Men jeg er ikke perfekt... jeg begår også fejl. Jeg kunne slet ikke overskue situationen, så jeg klappede bare i og sårede dig. Jeg mente, hvad jeg sagde i går. Jeg er meget glad for dig. Jeg er bare bange for at gå for hurtigt frem. Jeg føler måske, jeg forhastede mig for meget med det kys, men alligevel fortryder jeg intet. Det var så perfekt Martinus. Du er så perfekt. Jeg var bare bange for at give dig forhåbninger, jeg måske kun kan indfri om lang tid. Jeg er også virkeligt ked af, at jeg gav dig en lussing. Det var nok mest i frustration over mig selv, at jeg reagerede sådan. Du fortjener bedre end mig."

"Det passer ikke Alex!" sagde han og tog mit hoved mellem sine hænder, så han kunne kigge mig direkte ind i øjnene: "Du er den eneste, jeg vil have. Hvis du føler, vi går for hurtigt frem, så sig det til mig en anden gang. Du kan tage det ganske roligt. Jeg har forhåbninger om at kalde dig min kæreste på et tidspunkt, men ikke før du selv vil have det."

Han kærtegnede blidt min kind, mens vi fastholdt den meget intense øjenkontakt. Han tørrede alle tårerne af mine kinder.

"Alex, i mine øjne er du perfekt, og jeg er i virkeligheden bare bange for at miste dig," fortsatte han: "Jeg skulle ikke have flippet sådan ud. Jeg beklager meget. Og hvis det ikke gør noget, jeg siger det, så har jeg vanvittigt meget lyst til at kysse dig lige nu."

Jeg smilede bare svagt til ham, mens jeg rykkede helt hen til ham. Faren var drevet over. Vi havde fået snakket om det hele, og ingen katastrofe var hændt. Han ville mig kun det bedste. Han kiggede mig dybt i øjnene, mens han bare nussede min kind helt blidt. Jeg kunne mærke, hvordan mine tårer pressede på igen, og jeg kastede mig ind i favnen på ham. Han holdt mig helt tæt, mens han gav mig nogle blide kys på kinderne og på siden af halsen. Jeg satte mig op på hans skød, så jeg sad med et ben på hver side af ham, mens vi fortsat bare holdt om hinanden. Jeg kunne mærke, hvordan hans hjerte racede derudaf. Jeg løftede hovedet og kiggede på ham. Han blev ved med at kigge skiftevis på mine øjne og mine læber. Så tog han hånden op til min kind og lænede sig forsigtigt frem. Jeg gjorde ingen modstand. Selvom jeg havde så svært ved at overgive mig og slippe min kontrol, så smeltede han alligevel alle mine barrierer væk. Hans læber lå nu på mine. Helt bløde, perfekte og varme. Jeg kyssede hurtigt med. Vores læber bevægede sig mod hinanden, som var de skabt til det. Han udviklede kysset til et snav. Ikke noget voldsomt, bare helt stille og blidt. Det var helt anderledes, end hvad jeg havde prøvet før, og jeg havde ellers kysset en del drenge gennem min gymnasietid. Alt føltes bare anderledes med Martinus. Vi brød snavet og kiggede på hinanden.

"Du er helt bleg," sagde han og kiggede bekymret på mig: "min smukke dejlige søde Alex."

"Jeg fik aldrig noget mad... og jeg kastede op tre gange på løbeturen," indrømmede jeg flovt.

"Kom, så skal jeg nok gå ned og lave noget mad til dig," sagde han og gav mig endnu et dybt blidt kys, inden han tog mig i hånden for at gå nedenunder og få stoppet noget mad ind i mit system.