Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 105: Jeg bliver hos dig

Martinus' synsvinkel:

Jeg gik frem og tilbage uden for den lukkede dør. Jeg skulle være blevet derinde. Hun havde brug for mig. Nu stod der to betjente derinde og skulle tale med hende om den person, hun var kommet til at slå ihjel. Jeg skulle have holdt hende i hånden, været hendes skjold.

Jeg vidste godt, at jeg ikke burde tænke denne tanke, men hvor var jeg dog lettet over, at Andreas aldrig nogensinde mere kunne genere hende. Han var for evigt udslettet. Nu var kampen bare at få Alex tilbage på banen. Jeg håbede virkeligt ikke, det her havde ødelagt hende alt for meget. Jeg vidste godt, det ikke ville blive let for hende at vende tilbage til normalt, men jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at vise hende, jeg stadig elskede hende. At hun var den eneste pige, jeg ville have.

"Mira, du er nødt til at slappe af!" sagde Xander: "det hjælper ikke, at du går rundt og panikker nu!"

Jeg kiggede over mod den pige, der stod ved siden af Xander. Hun var på højde med Alexandra og havde affarvet blondt hår. Mira? Var det ikke Alex' tidligere veninde, der havde slået hånden af hende?

Jeg gik over til dem. Jeg var nødt til at vide det.

"Er du Mira?" spurgte jeg: "hende, der droppede min skat?"

Mira rakte hånden frem, og jeg tog den.

"Ja, det er mig," svarede hun: "den veninde, som overhovedet ikke fortjener at blive tilgivet."

"Jeg har hørt, hvad der skete," svarede jeg: "Alex fortalte mig det. Hun var fuldstændigt knust."

Hun kiggede i jorden.

"Jeg var et røvhul," sagde hun: "jeg er faktisk virkeligt glad for at møde dig. Jeg er ked af alle de ting, jeg har sagt om dig. Jeg hader hverken dig eller din bror; jeg var bare dum.

"Jeg er da glad for, at du i det mindste kan indrømme dine fejl," svarede jeg.

"Vi skal være stærke for Alex' skyld," sagde Xander: "hun har brug for os. Især nu, hvor det hele ender i en retssag."

"Hvad mener du?" spurgte jeg: "en retssag?"

"Det er derfor, at betjentene var her," svarede Xander: "De har allerede forhørt mig, fordi jeg var der den aften, Andreas døde."

"Men hvad har det med en retssag at gøre?" spurgte jeg.

"Andreas' forældre har lagt sag an mod Alex," forklarede Xander: "de har anklaget hende for overlagt mord på deres søn. De har jo været kærester, og de ved, at han er død af et slag i baghovedet... hvilket Alex gjorde. De eneste vidner den aften var Alex og mig, og de er overbevist om, at Andreas var et englebarn, og at Alexandra er mentalt syg."

What! Var det ikke nok, at hun skulle leve med, at hun var blevet voldtaget og havde dræbt sin ex-kæreste? Nu skulle hun så også i retten og forsvare sig selv... kunne denne her rutchebane blive ved? Jeg skulle bare ind til hende med det samme! Var de snart færdige derinde? Jeg ville bare ind til min pige. Kærester eller ej, jeg elskede hende af hende mit hjerte, og jeg ville blive hos hende hele vejen.

"Alex!" sagde jeg, da vi fik lov til at komme ind i rummet igen: "er du okay?"

Jeg løb over til hende og nærmest rev hende ind til mig. Hun ømmede sig under mit greb, og jeg slap hende med det samme. Jeg var klar over, at jeg havde klemt hende, og at det havde måttet gøre utroligt ondt, fordi hun havde så mange mærker.

"Undskyld, Alex," sagde jeg hurtigt: "undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!"

"Det er okay... av... det gør ikke... av," prøvede hun at sige, mens hun prøvede at vende sig i sengen.