Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 7: Meet & Greet

Martinus' synsvinkel:

Marcus lagde armen om mig, da vi kom ud fra scenen.

"Se, hvad jeg sagde. Der var intet at være nervøs for," sagde han og gav mig skulder et klem, og jeg smilede til ham.

"Lad os nu bare se at komme ned til vores Meet & Greet," svarede jeg, og han grinede.

"Du er måske ivrig efter at komme ned til alle de søde piger?" spurgte han og blinkede.

"Måske," svarede jeg: "men det er du i hvert fald!"

Han grinede bare tilbage over mit svar.

Da vi kom ind i lokalet, hvor vores Meet & Greet skulle foregå, var det første, der mødte mine øjne, en pige med langt mørkebrunt bølget hår og en masse M'er i ansigtet. Hun havde klart flere former end de andre, og det tydede på, hun var en del ældre... men jeg kunne måske også tage fejl. Hun var smuk, virkeligt smuk.

Jeg begyndte at gå ned gennem rækken af fans. De fleste var piger. Da jeg nåede til hende, så jeg, hvordan de havblå øjne kiggede direkte på mig, og der tabte jeg mig selv. De var som havet, og jeg kunne ikke bunde længere. Jeg følte, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet, og jeg håbede ikke, andre end mig selv kunne høre det.

Alexandras synsvinkel:

Den første af tvillingerne, der nåede hen til mig, var Martinus. Han sagde ikke noget i første omgang, og vi stod bare og nedstirrede hinanden med øjnene.

"Hej," sagde han og gjorde tegn til, at han gerne ville give mig et kram. Jeg steppede direkte ind i hans favn og fik langt og blødt et af slagsen. Den slags kram, man gerne ville have hver dag hele tiden. Jeg kunne mærke, hvordan hans hjerte hamrede hårdt i hans bryst. Var han nervøs? Det ville jeg have været, hvis det havde været mig, der kunne møde en masse nye skrigene piger og fans efter hver koncert. Men igen, han havde gjort det hundredvis af gange før.

"Hej," sagde jeg, da vi slap hinanden: "hvor er det fantastisk endeligt at møde dig."

Han smilede. Han virkede ikke helt, som om han vidste, hvad han skulle sige... mærkeligt.

"I lige måde," sagde han til sidst: "der er noget, jeg er lidt nysgerrig omkring. Hvor gammel er du? For du ser bestemt ældre ud end de andre."

"Øm... jo, jeg er så atten," svarede jeg. Skulle jeg tage det som en dårlig ting, han kunne se, at jeg var så meget ældre? Skulle jeg spørge? Igen var der bare akavet stilhed mellem os.

"Martinus," startede jeg: "jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tage det spørgsmål..."

"Åh! Undskyld," sagde han: "det var ikke ment på nogen dårlig måde. Det var faktisk ment som et kompliment."

Jeg smilede stort nu. Nurgh, hvor sødt! Og wauw, jeg fik lige et kompliment fra en af mine idoler. Stolt her. Vi fik snakket en smule. Han virkede ret genert. Jeg havde altid set ham som den udadvendte, men det var måske i virkeligheden omvendt? Da Marcus så kom hen, fik jeg dette bekræftet. Han var meget mere udadvendt end Martinus.

"Kan jeg få dit nummer?" spurgte Marcus, inden han skulle videre. Jeg kunne mærke, hvordan varmen steg op i mine kinder. Mit crush spurgte om mit nummer! Shit, det var en fantastisk dag det her. Den ene komplimenterer mig, og den anden vil have mit nummer.

"Jo, det må du da gerne," svarede jeg og gav ham det. Jeg var helt sikker på, at man bare havde kunnet se under hele det her, hvor vild jeg var med ham. Jeg havde sikkert lignet en glad lille julegris. Da han gik, holdt jeg øje med ham, som han gik længere ned gennem rækken af piger. Da jeg kiggede, fik jeg øjenkontakt med Martinus, og igen nedstirrede vi hinanden, inden jeg kiggede den anden vej. Holdt han øje med mig? Hvorfor kunne det ikke have været Marcus, der havde holdt øje med mig? Det var jo den forkerte tvilling, der nedstirrede mig.

Men på trods af dette, havde det hele været totalt fantastisk, og jeg var fuldstændig ekstatisk, da vi forlod lokalet. Igen fik jeg øjenkontakt med Martinus. Han var da også meget sød, men jeg foretrak altså stadig Marcus.