Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 103: Du har brug for ham!

Martinus' synsvinkel:

Da vi landede i Danmark, var min krop helt hyperaktiv. Jeg havde brug for at se hende med det samme, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg havde ikke sovet i flyet overhovedet. Jeg var så bekymret for hende.

Jeg kom dog til at vente yderligere fire timer, før jeg måtte se hende. Nu stod jeg uden foran døren til det rum, hun lå i på hospitalet. Jeg tog en dyb indånding, ind jeg trak ned i håndtaget og gik ind. Det var en fire-mands-stue. Der stod flere mennesker rundt om sengen helt nede bagerst, og et par af dem vendte sig mod mig. Jeg genkendte hele Alex' familie, og jeg sank en klump. Marcus lagde støttende en hånd på min skulder. Jeg havde taget ham med i tilfældet af, at det blev et stort kaos – jeg anede ikke, hvordan jeg ville reagere, når jeg så hende. Jeg gik hen til sengen og kiggede på den skikkelse, der tegnede sig i den. En skikkelse, jeg havde set så mange gange, men som var svær at genkende. Alex havde mærker alle steder, nok også under tøjet. Hun så bleg og svag ud, mere end hun havde gjort, da jeg havde set hende på den tankstation.

"Hej Alex," sagde jeg med grødet stemme. Hun vendte øjeblikkelig ansigtet. Øjnene helt opspilede.

"Hvad laver du her?" spurgte hun oprevet. Så fik hun øje på Marcus bag mig og ændrede "du" til et "I".

"Jeg har bedt ham komme," svarede Xander: "du har brug for ham til at komme gennem det her. Ja, dem begge to."

"Nej, jeg har ej!"

"Jo, du har," vedblev Xander: "du ved det bare ikke endnu."

Hun sukkede som svar, og så så jeg ned af hende. Hendes opsmøgede ærmer, og hvordan hendes hus var inddækket i blå mærker. Det gjorde ondt at se - helt ind i sjælen.

"Alex, du er jo helt blå. Du har mærker over det hele?" sagde jeg og kiggede på hende med store øjne.

"Andreas bankede mig få dage inden, han voldtog mig," svarede hun helt simpelt, som var det næsten en selvfølge.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg hørte dette. Det havde Xander ikke fortalt mig noget om. Men han havde heller ikke haft lang tid til at fortælle mig om situationen.

Jeg kiggede op på ham og alle de andre, der stod omkring Alex' seng. Jeg sendte et blik til Xander.

"Jeg tror gerne, Martinus vil have lidt tid med Alex alene," sagde han, og folk gik en efter en ud. Det gik næsten for langsomt. Da de var kommet ud, strøg jeg hende over kinden og skulle lige til at bøje mig ned og kysse hendes læber, men hun stoppede mig.

"Nej, Martinus," sagde hun.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg undrende: "jeg elsker dig jo.

"Martinus, jeg vil ikke have en kæreste lige nu, vil du ikke godt bare være min ven? Det har jeg mest brug for lige nu."

De ord gjorde så utroligt ondt at få af vide. Men jeg var nødt til at gøre det, der var bedst for hende.

"Elsker du mig slet ikke mere?" spurgte jeg undrende. Jeg vidste ikke, om det her egentligt var et svar, jeg ønskede at få af vide. Jeg frygtede virkeligt det værste.

"Kan vi ikke tage den på et andet tidspunkt?" spurgte hun. Jeg nikkede trist. Jeg havde virkeligt håbet, hun havde sagt, hun stadig elskede mig. Alex måtte have opdaget, hvor nedtrykt jeg var, for der gik ikke længe, før hun havde flettet sine fingre ind i mine og nussede min hånd.

"Jeg ved godt, det her er svært for dig," sagde hun: "men jeg har bare brug for, at du er her lige nu. Alt andet kan vi tage senere. Jeg regner ikke med, at du tager hjem lige foreløbigt?"

Jeg smilede svagt til hende. Jeg bøjede mig ned og gav hende et kys på panden.

"Jeg går ingen steder. Ikke så lang tid du har brug for mig," svarede jeg: "din mor har allerede tilbudt, at jeg kan sove hjemme hos jer. Så kan jeg holde øje med dig."

"Jeg ved altså ikke, om jeg kan sove i samme seng med nogen endnu," sagde hun.

En ubeskrivelig smerte fór gennem min krop igen ved hendes ord. Ikke, fordi hun ikke kunne sove sammen med mig, men fordi Andreas havde tortureret hendes følelsesregister så meget, at hun ikke kunne være i nærheden af nogen – selvom hun vidste, de ikke gjorde hende noget.

"Lad være med at tænke på det. Det løser sig nok alt sammen."

Hun vendte hovedet bort, og jeg så en tåre falde ned af hendes kind. Jeg satte mig på sengekanten og nussede hende i håret.

"Lige nu skal du bare se at få det så godt, at du kan komme hjem, okay?"

Hun nikkede og vendte så hele sin krop ind mod mig, mens hun ømmede sig. Hun borede sig ind til mig, og jeg holdt bare om hende. Hun havde brug for mig, og hun vidste det. I lang tid sagde ingen af os noget. Jeg sad bare med hende. Strøg fingrene gennem hendes hår. Forsøgte at berolige hende, mens hendes krop rystede fra de lavmælte hulk, der kom fra hende ind i mellem.

"Martinus?" spurgte hun med svag stemme, og jeg kiggede ned på hende.

"Ja?" svarede jeg.

"Jeg er ked af det," sagde hun: "jeg burde have fortalt dig, hvad der foregik."

"Ja, det burde du, men jeg er ikke gal på dig."

"Er du sikker?"

"Helt sikker. Ellers ville jeg ikke sidde her nu, vel?"

"Jeg vil bare gerne fortælle dig, hvad der egentligt foregik. Du har krav på at vide det, og..."

"Ikke nu, Alex," afbrød jeg: "en af dagene, når du har det bedre og ikke længere ligger i en hospitalsseng, men er hjemme igen, kan du fortælle mig det. Jeg rejser ikke lige foreløbigt. Det har jeg vist gjort klart."

"Jeg har så mange ting, jeg gerne vil sige til dig," fortsatte hun: "så mange blandede følelser."

Blandede følelser? Over for hvad?

"Hvad mener du?" spurgte jeg langsomt, forventede ikke, at der ville komme et svar.

"Jeg er bare så bange, Martinus," græd hun: "det var så ubehageligt at opleve. Men samtidigt har jeg alle de her... varme følelser omkring dig – det er ikke særligt sjovt at føle sig så følelsesmæssigt forvirret."

"Alex," sagde jeg alvorligt: "vi snakker om alle de her ting på et andet tidspunkt. Lad være med at bekymre dig nu, og jeg mener det."

I det samme kom en læge ind og stillede sig meget højtideligt op. Hvad ville han? Hvorfor skulle han forstyrre vores gensyn. Han rømmede sig.

"Alexandra," sagde lægen: "vi har dårlige nyheder..."