Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 58: Jeg kommer til Norge

Alexandras synsvinkel:

Da Xander var taget afsted, spurtede jeg op på mit værelse. Nu skulle jeg tjekke, hvad Martinus havde svaret. Bare han ikke hadede mig.

Det havde faktisk været overraskende hyggeligt at være sammen med Xander. Vi klikkede faktisk utroligt godt. Inden han var taget afsted, havde jeg dog også en gang for alle fået afklaret, at han kun så mig som en ven. Det havde været meget vigtigt for mig, at det ligesom stod fast.

Jeg tøvede med at åbne beskeden fra Martinus. Jeg var virkeligt nervøs. Jeg talte ned fra tre og trykkede på den.

Martinus:

Jeg vil gerne snakke med dig, men ikke over en skærm eller beskeder

Det skal være face to face...

En sten faldt fra mit hjerte. Han hadede mig altså ikke... troede jeg i hvert fald, han ikke gjorde. Han ville gerne snakke med mig, og det var da en begyndelse. Xander havde haft ret. Det var godt, jeg havde kontaktet Martinus med det samme. Jeg svarede på beskeden med det samme, selvom jeg ingen anelse havde om, hvad jeg skrev. Jeg var nødt til at bare at skrive noget.

Alex:

TAK!!!!!

Tak tak tak tak tak tak tak!! <3

Jeg kiggede på det ene ord, jeg havde sendt ham mindst hundrede af. Latterligt at skrive alligevel, men jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle have svaret. Jeg var bare så lettet over, at han ikke ignorerede mig.

Jeg satte mig til at se en film, selvom jeg var dødtræt. Jeg var nødt til at være vågen, hvis han nu svarede. Jeg tjekkede hele tiden mobilen hvert femte minut, men ingen beskeder kom der. Jeg sukkede og endte med at lægge mig til at sove.

Næste morgen var det første, jeg gjorde, at gribe ud efter min mobil. Havde han svaret? DET HAVDE HAN!! Jeg åbnede den med det samme.

Martinus:

Hvorfor tak?

Alex:

Fordi du ikke ignorerede mig

Hvorfor skulle jeg ignorere dig?

Fordi det gjorde du med mine opkald

Og... fordi jeg har været en bitch...

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tro om det hele

Bare giv mig en chance!

For at forklare

Får du også

Bare ikke her...

Hvordan skal jeg så give dig den?

Hvis jeg hverken må ringe dig op på Facetime eller skrive det her?

Som jeg skrev... Face to face...

Kommer du til Danmark foreløbigt?

Nej...

Er du hjemme? I Trofors?

Ja

Hvor længe?

Vi skal ikke afsted før om to måneder

Marcus og jeg skal være færdig med skolen

Oh... okay

Så, hvad så?

Ved ikke...

Fint... jeg kommer til Norge

Kan du det?

Næ, men jeg gør det fanme alligevel!

Du skal ikke tage fri

Det går ud over din skole

Jeg kunne ikke være mere ligeglad

Det her er vigtigere

Hvorfor?

Fordi det handler om dig

Jeg troede ikke, jeg var så vigtig mere?

Hvis du referer til Xander, så er du langt vigtigere

Er det drengens navn?

Ham, der snavede dig? Eller som du snavede?

Please Martinus, ikke prik i det

Det gør ondt nok i forvejen!

Sikkert...

Du har ingen ret til at dømme mig, før du kender historien!

Fint...

Hvornår kommer du så?

På fredag. Jeg har bestilt billetten.

Og hvor længe bliver du?

Så længe du ønsker...

Det må vi se på...

Mens jeg sad og skrev, strømmede tårerne ned af mine kinder. Jeg havde virkeligt såret ham denne gang, og det vidste jeg. Han virkede meget nedadbøjet. Nærmest deprimeret i sine beskeder. Han virkede, som om han ikke følte, han var noget værd. Men der var en ting, jeg var nødt til at vide, inden jeg tog derop. Hadede han mig?

Martinus... et spørgsmål

Ok, hvad er det?

Hader du mig? Meget?

Jeg hader dig ikke, Alexandra.

Men dummet dig, det har du i hvert fald.

Undskyld...

Sig hellere det til mig, når vi ses...

Jeg har ting, jeg gerne ville fortælle dig, Martinus

Men du ville ikke tro et ord af noget lige nu, vel?

Nej... jeg stoler ikke på dig lige nu

Heller ikke, hvis det handlede om, hvor meget du betyder for mig?

Slet ikke, hvis det handler om det

Okay... men ses I guess?

Ja... jeg henter dig på stationen

Tak <3

Jeg lagde min mobil til side og fik printet den skide flybillet ud. Der var kun to dage til, jeg skulle rejse. Jeg gik i gang med at pakke med det samme. Jeg pakkede til en uge. Jeg regnede ikke med at blive ret længe, hvis man dømte ud fra den samtale, jeg lige havde haft med Martinus. Men for en sikkerhedsskyld.

Der var nu kun en ting at gøre. Jeg var nødt til at fortælle Martinus, at jeg elskede ham.

A/N:

Her kommer lige et afsnit mere! Håber, I kunne lide det. Og tusind tak for, at I læser min bog. Det er jeg virkeligt glad for!

Jeg vil meget gerne høre, hvad I synes om historien?

Er der noget, jeg kunne gøre bedre? Er der noget, I godt kunne tænker jer skulle ske? (bortset fra, at Martinus og Alex skulle være sammen <3)

Skriv det gerne i kommentaren! <3

Glem ikke at stemme :)