Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 84: Stalker

Alexandras synsvinkel:

Jeg var kommet hjem igen fra LA. Martinus og jeg havde haft det helt fantastisk. Resten af ferien derovre, havde forløbet i den mest perfekte facon. Ikke flere konflikter. Jeg havde dog gruet en del for at komme tilbage til Danmark. Al dette kaos med Andreas havde jeg lagt bag mig, mens jeg bare havde nydt tiden med Martinus. Han havde sendt mig beskeder næsten hver dag, men jeg havde for det meste bare ignoreret dem.

Min telefon ringede. Da jeg tog den, gik der en isende fornemmelse gennem mig.

"Jamen goddag Prinsesse," sagde stemmen.

"Andreas, jeg lægger på," svarede jeg omgående: "NU!"

"Hvis du lægger på, så dør Martinus."

"Du ville aldrig turde gøre sådan noget," sagde jeg panisk: "folk ville vide, det var dig."

"Så du har altså fortalt om mig, din lille luder."

"Måske har jeg. Du kommer til at betale for det, hvis du gør ham noget," truede jeg.

"Det bliver aldrig mig, der skal betale for noget. Den eneste, der skal betale her, er DIG Alexandra," sagde han.

"Hvorfor stalker du mig?" spurgte jeg. Jeg prøvede ikke at gå i panik, men det var svært. Han var på mig hele tiden. Nat og dag. Enten begloede han mig gennem mine egne vinduer, eller også sendte han mig beskeder – trusler. Nu ringede han mig op. Hvad ville det næste blive? At han trådte op foran min dør og tvang sig indenfor?

"Jeg stalker dig ikke skat," svarede han: "jeg kan bare ikke lade være med at kigge på dig."

"Det er fanme klamt!"

"Så kan du bare lade være med at se så lækker ud!"

Jeg smækkede omgående røret på. Jeg kunne ikke holde ud at høre mere på hans sexistiske lort! Hvad hvis han holdt øje med mig nu?

Jeg kiggede ud af mit vindue, og der så jeg ham. Stående under det store træ i haven. Andreas, den lort. Han havde stået der hver aften, siden jeg kom hjem fra USA. Måske havde han også gjort det før, jeg overhovedet var taget afsted. Det var i hvert fald, hvad jeg kunne forstå på hans beskeder, da jeg havde genlæst dem.

Du hørte rigtig, jeg havde fucking genlæst dem. Jeg måtte vide, hvad det var, jeg var oppe imod. Andreas havde i mine øjne altid været ufatteligt stærk. Han havde underkuet mig på alle tænkelige punkter. Men denne gang... denne gang ville jeg vinde slaget mod ham. Der kom en ide op i min hjerne, som egentligt ikke lød så tosset endda. Videokameraer. Jeg kunne sætte dem sådan, at han ikke ville lægge mærke til dem. Både inde i huset og uden for. Bare som en sikring. Så ville jeg da i det mindste kunne bevise, hvis der rent faktisk skete noget.

Jeg trak gardinerne for og slukkede lyset, så han ikke kunne beglo mig. Jeg tjekkede også, om vinduet var lukket. Jeg vendte ryggen til vinduet og skiftede hurtigt til nattøj. Bh'en tog jeg kun af, da jeg havde min nattrøje på. Jeg skulle ikke risikere, at Andreas så så meget som en snært af min hud gennem det gardin. Måske burde jeg endda købe noget sort stof og hænge op – bare når det var nat. Ja, det tror jeg, at jeg ville gøre. Jeg krøb ned under dynen og faldt i søvn – i dybe tanker om det hele.

Da jeg vågnede næste morgen, skippede jeg skolen de to første timer. Jeg tog ind til centrum. Jeg var nødt til at købe de videokameraer og sorte stof og sætte dem op, mens Andreas var i skole. Jeg købte ti stykker, så havde jeg også til indenfor. Da jeg kom hjem igen, fik jeg sat dem alle op. Jeg sikrede mig hele tiden, at ingen så mig. Det sorte stof klippede jeg til, så det passede til mit vindue. Så kantede jeg det på symaskinen, og så var det hele klar. 

Da jeg var færdig, smuttede jeg i skole. Jeg nåede lige de sidste timer, hvilket holdt min fraværsprocent nede der, hvor det stadig var lovligt. Jeg tog direkte hjem – eller måske smuttede jeg lige inden om Netto på vejen hjem. Jeg skulle bare fråde i dag – og det krævede chips, og måske lige en lille frysepizza.

Pludseligt var der en, der tog fat i min skulder.

"Hej skat," sagde en stemme, og jeg stivnede. Jeg vendte mig om og stirrede ind i Andreas' øjne.

"Hvad vil du?" spurgte jeg i en stille tone. Jeg ville ikke lave en scene midt i Netto.

"Jeg har bare savnet dig."

"Du lyder næsten, som om du stadig kan lide mig."

"Det kan jeg også, det vil jeg altid kunne."

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg hadede ham, og her stod han faktisk og indrømmede, han stadig holdt af mig.

"Jeg forstår dig ikke, Andreas. Hvis du kan lide mig så meget, hvorfor bankede du mig så?"

"Fordi du skulle kende din plads. Det skal du stadig."

"Elsker du mig?" Jeg løftede det ene øjenbryn og stirrede på ham. Men da han svarede, gik der en underlig følelse gennem mig.

"Jeg vil altid elske dig. Altid. Og jeg vil gøre alt for at få dig tilbage igen."

Og så vendte han sig rundt og sin vej. 

A/N:

Uhadada... Andreas elsker stadig Alex...

Tror I på det, eller er det bare noget, han siger for at genere hende?