Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 18: Tacokveld

Alexandras synsvinkel:

Da jeg kom ud i køkkenet, duftede der af krydret kød. Sådan rigtigt Mexico-agtigt. Jeg havde været i Mexico en gang, da jeg var lille, og denne lugt ville jeg aldrig tage fejl af.

"Hvad er det, vi skal have at spise?" spurgte jeg Gerd-Anne. Hun kiggede på mig og smilede.

"Vi skal have Taco," svarede hun. Selvfølgelig skulle vi det, drengenes livret, som jeg aldrig havde haft chancen for at smage. Det lød egentligt totalt tosset, når jeg lige har fortalt, jeg havde besøgt Mexico som barn. Mine forældre havde af en eller anden grund bare aldrig gidet lave det heller.

"Taco!" sagde Marcus, da han og Martinus kom ind i køkkenet. De havde travlt med at komme til bords og grave sig ned i taco-paradiset. Da vi alle havde sat os, blev jeg som gæst tilbudt maden først. Jeg tog en af pandekagerne. Jeg tror nok, man kalder dem for Tortillas... nevermind. Jeg sad meget akavet og kiggede rundt. Hvad skulle jeg gøre med den?

"Er der noget galt Alexandra?" spurgte Gerd-Anne med et bekymret udtryk: "du bryder dig måske ikke om tacos?"

Alles øjne var rettet mod mig nu, og jeg havde lyst til at gemme mig under bordet. Hvor var det dog et akavet øjeblik.

"Det... det ved jeg... faktisk... ikke," stammede jeg: "jeg har... aldrig... smagt... det."

"HVAD?" udbrød Marcus og Martinus i kor. De havde bogstaveligt talt tabt deres underkæbe begge to.

"Hvordan kan du ikke have smagt det før?" spurgte Martinus mistroisk.

"Du har jo selv fortalt os, du har været i Mexico," fortsatte Marcus.

"Ja, men mine forældre har aldrig gidet lave det til min lillesøster og jeg. Og da vi var i Mexico, var hverken hun eller jeg særligt gamle, så mine forældre havde sikkert ikke ment, at det var noget for os. Aner ikke, hvad de egentligt tænkte. Har aldrig spurgt nogen af dem. Og... jeg ved ikke, hvordan man fylder sådan en her." Jeg kiggede ned på pandekagen.

"Det må vi gøre noget ved!" sagde Martinus: "kom, giv mig din tallerken."

Jeg rakte ham den - der var ikke særlig lang vej, når han sad lige ved siden af mig. Han begyndte at fylde den op med forskellige ting og spurgte ind i mellem, om jeg ville have det ene eller det andet i.

"Tomater?" spurgte han, og jeg takkede ja.

"Hvordan kan du overhovedet spise dem?" udbrød Marcus.

"Hvad?!" sagde jeg: "tomater smager da godt?"

"Nej... pyha. Det gør de altså ikke," sagde han.

"Husk lige Marcus, at det ikke er alle, der har samme mening som dig," svarede jeg bare og kiggede på ham med et seriøst blik.

"Det... det var ikke for... at," stammede han langsomt. Jeg kunne ikke holde facaden længere og brød ud i grin.

"Det ved jeg. Jeg driller dig bare," grinede jeg og fik også Martinus med i grineriet. Det endte med, at alle grinede udtagende Marcus, men til sidst gav han sig også og grinede selv.

"Og det er så det, man får ud af at modsætte sig en pige," sagde Martinus til Marcus.

"Her," sagde Martinus efterfølgende og rakte mig min tallerken tilbage. Han havde omhyggeligt fyldt pandekagen. Jeg kiggede taknemmeligt på ham.

"Og så folder du den sådan her," sagde han og viste mig hvordan. Varmen steg i mine kinder, og jeg blev lidt varm om hjertet af den måde, han behandlede mig på.

"Tak, Martinus," sagde jeg og smilede til ham.

"Selvfølgelig," svarede han og gav min hånd et let klem under bordet. Det var, som om der gik et elektrisk stød gennem min krop, da vores hud rørte hinanden. Det var ikke første gang, vores hud havde kontakt, men denne gang føltes det anderledes. Var jeg ved at blive forelsket i ham?