Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 79: Echame la culpa

Alexandras synsvinkel: 

Jeg var såret. Jeg var SÅ såret over, at Martinus gik og flirtede med andre piger. Jeg følte, jeg havde gjort alt for at vise ham, at jeg kun havde øjne for ham, og så gik han ud gjorde det der! Jeg var helt paf indvendigt. Jeg kiggede tilbage ned i den bog, jeg prøvede at koncentrere mig om at læse. Pludseligt gik døren op, og Martinus trådte ind i værelset, men jeg gad ikke engang løfte mit blik og møde hans.

"Alex, kig på mig," sagde han, og jeg klappede stille bogen i og rejste mig. Jeg havde på ingen måde lyst til at snakke med ham lige nu.

"Hvad?" sagde jeg lavt.

"Hvad er der galt?"

"Ikke noget," svarede jeg, og han rynkede sit bryn.

"Det passer jo ikke," sagde han.

"Nej, det gør det ikke. Men jeg har ikke lyst at snakke om det lige nu."

Han gik hen til mig og lagde sine hænder på mine skuldre. Han kiggede alvorligt på mig.

"Du har været stille siden i går. Du er nødt til at snakke om det på et tidspunkt," sagde han, og jeg nikkede.

"Jeg ved det, men... ikke lige nu."

Martinus bøjede sig ned for at kysse mig, men jeg vendte mit hoved væk. Han kiggede såret på mig.

"Skat?" udbrød han, men jeg rystede på hovedet.

"Ikke lige nu, Martinus. Jeg har brug for at være lidt alene lige nu."

Han nikkede nedslået og slap mig. Han forlod værelset, og jeg satte mig tilbage på den plads i vinduet, jeg havde siddet på de sidste tre timer. Jeg tog atter den bog op og begyndte at læse igen. Vi skulle ud og spise senere; hele familien Gunnarsen – og lille mig.

Efter et par timer smækkede jeg min bog i og gik i bad. Det tog mig lidt tid. Jeg havde behov for at gøre noget ud af mig selv. Til sidst var jeg færdig, og jeg havde en lårkort hvid blondekjole på, stiletter og krøllet hår. Og selvfølgelig en smadderflot aftenmakeup. Da jeg trådte ind i stuen, klar til at tage af sted, kunne jeg mærke Martinus' øjne følge mig, hvor end jeg gik. Hver en lille bevægelse, jeg lavede. Jeg ignorerede ham bare. Jeg var bestemt ikke i humør til at snakke med ham. Jeg holdt ham dog alligevel i hånden på vej hen til restauranten.

Da vi kom ud til restauranten, måtte jeg lige se mig om en ekstra gang. Der var en form for "scene" i midten, og stedet var propfyldt. Vi var åbenbart ramlet lige ind i den aften, hvor de havde "musiknat". Her kunne man komme op og synge og danse foran alle de andre.

Vi fik noget mad, mens vi bare fulgte med i baggrunden af, hvad der foregik på den her "scene". Det var ret sjovt. Jeg overvejede virkeligt, om jeg skulle melde mig til at synge. Jeg havde brug for at få lidt afstand til de billeder, der blev ved med at komme ind i mit hoved af Martinus og den pige, han flirtede med. Pigen, han havde sin arm om. Jeg rystede på hovedet. Musik var den eneste måde, jeg kunne abstrahere på. Oppe på scenen stod en lækker ung fyr. Han lignede en latino, og da han sagde, at den næste sang var "Echame la culpa" (sangen, som ligger i toppen af kapitlet), og at man skulle danse imens, meldte jeg mig med det samme.

Folk klappede, da jeg rejste mig. Jeg fik øjenkontakt med Martinus, inden jeg gik op mod scenen. Han så rædselsslagen ud, men jeg smilede bare til ham. Nu var det tid til, at jeg skulle op og have lidt sjov.

"Wow, det er en smuk pige, vi har her," udbrød ham latinoen, da jeg nåede til scenen. Han gav mig sin hånd og hjalp mig derop.

"Hvad hedder du?" spurgte han, da jeg stod ved hans side.

"Alexandra," svarede jeg og smilede til ham.

"Et smukt navn til en endnu smukkere pige," sagde han så, og publikum hujede og gav ham ret. Jeg så ud over dem og fik øje på Martinus. Han lignede en, der var ved at få et angstanfald.

"Og du kan sagtens synge spansk?" spurgte han, og jeg smilede selvsikkert.

"Selvfølgelig kan jeg det!"

"En selvsikker pige! Det er lige, hvad vi har brug for," sagde han.

Latinoen vendte sig, og de gjorde sig klar til, at vi skulle synge. Inden sangen startede, mærkede jeg, at han stod meget tæt op af mig.

"Navnet er Alejandro," hviskede han mig i øret: "og du er vanvittigt attraktiv."

Jeg mærkede hans hænder om min talje, og jeg smilede sødt til ham. Lige nu spillede jeg bare med. Martinus skulle ikke tro, han bare kunne gå rundt og tro, at han kunne flirte med hvem som helst. Hvis han gjorde det, ville jeg gøre præcis det samme. Så kunne ham måske føle, hvordan det var at være "offereret" og se, hvordan jeg havde det.

Sangen startede, og vi begyndte at synge. Der kom dansere ind på scenen, for det var jo en festlig glad-i-låget sang. Jeg elskede spansk så meget. Det var også derfor, jeg havde det på højniveau i gymnasiet. Jeg dansede rundt med Alejandro, og jeg kunne godt mærke, at hans hænder var ret ivrige. Han rørte mig på en måde, der var lidt over grænsen for det acceptable. Men det var fedt. Jeg følte mig så fri, mens vi dansede rundt på den her scene. Jeg sang mit bedste, og folk kunne lide det. På et tidspunkt kom jeg til at danse så tæt med Alejandro, at jeg havde min røv op mod hans front, og jeg mærkede, hvordan han var vokset. Der vidste jeg, at jeg måske havde overskredet grænsen. Martinus havde dog kun haft armen om pige. Men bare tanken om det gjorde mig gal, og jeg gnubbede mig op af Alejandro i stedet. Det var nødt til at være en autentisk dans, og til spansk musik hørte intime danse. Jeg flirtede med ham under hele dansen. Jeg kunne ikke lade være. Martinus skulle vide, hvordan det føltes.

Da vi var færdige, tog Alejandro fat om mine hofter bagfra og gav mig et kys på kinden. Han var alt for kærlig, så det var godt, det kun var en enkelt dans. Folk havde rejst sig op og stod og klappede af os. Jeg smilede, og så fik jeg øjenkontakt med Martinus.

Han rejste sig omgående og nærmest løb ud. Jeg kunne ikke sige, jeg havde dårlig samvittighed. Han havde startet det hele i går med at flirte med den pige.