Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 15: Ikke pres hende, Martinus!

Martinus' synsvinkel:

Det var nu to uger siden, jeg havde set Alexandra, og jeg savnede hende helt vildt. Vi snakkede da sammen over FaceTime ind i mellem, men det var ikke det samme som at være i rum med hende og kunne holde hende i hånden. Ja, jeg kunne lige så godt indrømme det med det samme. Jeg var ikke bare skudt i hende mere. Jeg var totalt dødeligt forelsket. Så forelsket, at det næsten gjorde ondt at tænke på hende, fordi jeg vidste, hvor langt væk hun var. Her sad jeg, helt oppe i Trofors, mens min kærlighed befandt sig helt nede i Danmark i København. Jeg havde prøvet at overtale hende til at komme herop, men hun blev ved med at sige, hun havde travlt. Det passede sikkert også, men jeg blev ærligt lidt nervøs for, om hun overhovedet havde lyst til at komme.

Jeg besluttede mig for at ringe hende op på FaceTime. Så måtte jeg håbe, hun havde tid til at snakke. Hun sad tit og lavede lektier, når vi snakkede. Jeg vidste godt, hun havde travlt, og vi snakkede sjældent kort tid ad gangen. Lige inden, jeg nåede at ringe op, kom Marcus ind på mit værelse.

"Hvad laver du?" spurgte han, da han var kommet ind. Han stod i sit fodboldtøj: "hvorfor har du ikke skiftet til træningstøj? Vi skal afsted om lidt."

Jeg rystede bare på hovedet.

"Nej, jeg vil hellere snakke med Alex i dag."

"Ej, Martinus. Du skippede også en træning i sidste uge, og du har nægtet at spille fodbold med mig og drengene rigtig mange gange nu," sagde han og lagde armene over kors.

Jeg trak bare på skuldrene. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige. Jeg havde bare ikke lyst til andet lige nu end at snakke med Alex.

"Seriøst Martinus, du kan ikke bare lægge alt på hylden, bare fordi du er forelsket i en pige, der bor langt væk."

"Jeg savner hende bare så meget, Marcus," sagde jeg og kiggede trist på ham. Han satte sig ned på sengen ved siden af mig og lagde en arm om mig.

"Jeg ved det," sagde han: "men du kan ikke lade hele dit liv gå i stå. Tag nu med til træning."

"Men jeg skal spørge hende, hvornår hun kan komme herop," sagde jeg: "hun må da vel snart vide, hvornår hun kan."

"Pas på med at presse hende for meget Martinus," sagde Marcus advarende.

"Hvad mener du med det?" Jeg rynkede brynene.

"Fordi jeg har skrevet med hende, og der er nok nogle ting, du burde vide."

What? Jeg vidste godt, at de skrev sammen. De var vist også blevet ret gode venner. Men det her lød næsten alvorligt.

"Som hvad?" spurgte jeg.

"Hun er næsten kun lige kommet ud af et forhold. Hun sagde, hun ikke var klar til et nyt, da hun stadig prøvede at komme sig over det."

Shit... de må have haft en dyb samtale, lød det til. Men det undrede mig ikke, hun havde haft et forhold. Hun var så smuk og dejlig, at det næsten var umuligt at forestille sig hende være single. Men alligevel gjorde det mig jaloux. Der var en anden, der havde kysset med hende og været sammen med hende. Ikke at det i det store og hele betød noget. Men alligevel nagede det mig. Hvis hun stadig ikke var kommet sig over det, elskede hun så stadig sin tidligere kæreste? Måske havde han dumpet hende...

"Så hun elsker stadig sin ex?" spurgte jeg med meget store øjne. Jeg var nødt til at vide det.

"Nej, Martinus... hun har åbenbart været i et skidt forhold, så hun har svært ved, at du presser på."

Oh! Det havde jeg slet ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Stakkels Alex.

"Ved du, hvad der skete?" spurgte jeg. Min stemme blev lidt grødet ved tanken om, at nogle skulle have behandlet hende skidt.

"Hendes fyr havde været hende utro med hendes bedste veninde," svarede han og kiggede trist på mig: "men han havde åbenbart generelt ikke behandlet hende specielt pænt."

Jeg var helt i chok. Hvordan kunne nogen finde på at gøre sådan noget mod hende? Jeg forstod ikke, hvorfor folk havde lyst til at være utro generelt. Men stakkels Alex. Jeg havde helt ondt af hende. Så var det jo klart, hvorfor hun var så tøvende, når jeg spurgte hende om at komme herop. Hun var nok bange for, at den næste, hun mødte, ville gentage dette.

Marcus og jeg endte med at droppe fodbold. Vi sad bare og snakkede det hele igennem. Jeg var taknemmelig for, at Marcus havde lagt et godt ord ind for mig. Så vidste hun da i hvert fald, jeg ikke var sådan en type. Dette havde bare endnu mere gjort, at jeg gerne ville have hende op til Trofors. Så kunne jeg kramme hende og være der for hende. Bare tage mig af hende. Måske ville hun indse, at der også fandtes gode fyre. Nogen, der ville gøre hvad som helst for den, de elskede. Jeg ville gøre hvad som helst for hende.

A/N:

Tusind tak til alle jer, der læser/stemmer/kommenterer. Det betyder rigtigt meget for mig :D

Som I kan se, har jeg ændret farven på min forside. 

Håber I bedre kan lide den i sort end i rød, som den var før. Jeg synes, den er mere afslappende at se på nu... den røde blev lige liiiidt for skarp i det og gjorde måske lidt "ondt i øjnene" :)