Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 125: En uventet følelse

Marcus' synsvinkel:

Jeg havde siddet sammen med Martinus og Alex, efter de havde haft en eller anden alvorlig snak. Eller det gættede jeg i hvert fald på. Martinus havde tydeligvis grædt en smule. Jeg kunne se det på hans øjne. Men de virkede, som om alt var blevet ordnet. De sad sammen. Helt klistret op til hinanden, og Martinus havde kun øjne for hende.

Lisette var gået op på sit værelse. Hun havde et eller andet, hun skulle ordne.

"Jamen, der har vi de to turtelduer," sagde Xander, da han kom gående ind i stuen. Martinus smilede og krammede Alex endnu tættere ind til sig. Xander satte sig i sofaen mellem mig og Martinus.

"Har du fortalt ham det?" spurgte Xander lavmeldt, og Alex nikkede.

"Ja, det har jeg," svarede hun.

Jeg rynkede brynene. Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg var den eneste, der ikke vidste, hvad der foregik. Jeg fik øjenkontakt med Alex, og jeg tror, hun kunne læse mine tanker.

"Jeg har cuttet," sagde hun henvendt til mig: "fordi jeg ikke har haft det godt."

Hun hev stille op i sine ærmer, så jeg kunne se det. Jeg stirrede på de mange ar, der dækkede hendes underarme og håndled. Jeg kiggede chokeret på dem. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. I stedet rejste jeg mig op og gik hen til hende. Martinus slap grebet i hende, og jeg trak hende ind i et kram.

"Hvordan har du det nu?" spurgte jeg.

"Jeg har det bedre," svarede hun: "det var en meget hård halvanden måned, men det har været altafgørende for mig. Jeg har fået en langt bedre selvfølelse. Jeg kunne bare ikke fortælle det her til nogen. Jeg havde brug for at gennemgå det her for at indse nogle vigtige ting."

Jeg havde slet ikke lyst til at slippe grebet i hende. Hun var min bedste veninde. Jeg aede hende stille hen over ryggen. Samtidigt vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg ville ikke sige noget upassende. Slet ikke, når jeg lige havde fundet ud af, at hun havde cuttet.

"Hovedsagen er, at du har det bedre," hviskede jeg, og hun strammede grebet om mig. Da vi slap hinanden, følte jeg mig en smule ubehageligt til mode. Jeg besluttede mig for at gå op og tage lidt vand i hovedet. 

Jeg vandrede stille op af trappen, ind på badeværelset og plaskede iskoldt vand i hovedet. Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg havde ikke lige været forberedt på, at jeg faktisk havde haft ret i, at Alex havde cuttet. Da jeg havde sagt det til Martinus ude i bilen, havde det bare været en flygtig tanke.

Da jeg låste op og gik ud, stødte jeg ind i en. Lisette. Hun var en smule lavere end Alex, og hendes hår var kortere. Hun havde knapt så meget figur, men hendes smil var aldrig til at tage fejl af. Alligevel havde hun forandret sig meget siden det Meet & Greet, hvor Martinus var faldet pladask for Alex. Hun var blevet noget ældre at se på. Så vidt, jeg huskede, var hun omkring femten. Kun et halvandet år yngre end Martinus og jeg.

Jeg smilede til hende. Hun så en smule betuttet ud.

"Er du okay?" spurgte hun, og jeg rynkede brynene.

"Ja... eller nej," svarede jeg: "nej, det er jeg faktisk ikke."

"Vil du med ind på mit værelse et øjeblik?" spurgte hun stille, og jeg nikkede. Langsomt fulgte jeg efter hende ind i et rum, der lå modsat af Alex'. Det var plastret til med plakater af Martinus og jeg. Jeg kom til at smile af det. Hun havde placeret sig selv i sengen og gjorde tegn til, at jeg også skulle sætte mig. Jeg betragtede hende lidt i stilhed, inden hun åbnede munden og begyndte at tale.

"Jeg ved ikke, hvem skal tale med," sagde hun: "Alex er ikke rigtig den samme. Jeg er godt klar over, at hun har cuttet. Jeg har fundet hendes barberblade på badeværelset indimellem, når hun ikke havde gemt dem nok væk. Jeg føler bare, jeg har brug for at tale med nogen om alt det, der foregår, og jeg føler hverken, jeg kan tale med Alex, Martinus eller Xander om det. De er alle sammen så fokuserede omkring Alex. Ikke så underligt, da hun jo klart har det værst."