Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 42: Må jeg?

Mini-Maraton 3/3

Alexandras synsvinkel:

"Men vi er jo ikke kærester?" sagde jeg.

"Men vi er sammen," sagde han så: "det har du også selv sagt."

Jeg nikkede. Jeg vidste jo godt, at vi på et eller andet tidspunkt, nok ville blive officielle kærester. Lige nu var vi på et eller andet mellemtrin. Vi var meget mere end venner, men vi var ikke rigtige kærester. Vi var... ja, hvad var vi egentligt? Jeg var nok ikke klar til den samtale endnu, men hvis vi nogensinde skulle i et reelt forhold, burde jeg måske lære at betro mig til ham mere. Give ham flere chancer og ikke bare lukke af. Sidst var det endt i lussinger og en meget trist Martinus. Jeg gøs, mens jeg tænkte tilbage på den episode hjemme hos ham. Det skulle ikke gentage sig.

"Du ved godt, jeg ikke vil have dig for sex," sagde han så: "men jeg har meget svært ved at holde fingrene væk. Jeg er så vild med dig."

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overgive mig."

"Jeg vil nok i virkeligheden bare gerne have... hele dig. Alt, hvad der hører med og... det er også en del af det. At jeg... du ved... er tæt på dig på andre måder."

"Du behøver altså ikke pakke det sådan ind, søde Martinus," sagde jeg og smilede svagt: "sig til mig, direkte, hvad du gerne vil."

"Jeg... øm hmmm... vil," sagde han og gik i stå. Han tog en dyb indånding: "jeg vil gerne please dig... eller i hvert fald forsøge på det. Jeg har ikke prøvet det før jo."

Han kiggede på mig, som om noget voldede ham smerte, og pludseligt gik det op for mig, hvad det var. Det gjorde faktisk ondt på ham, at jeg ikke engang ville lade ham prøve at please mig. Det fik ham nok til at føle, han ikke var god nok. Ikke god nok til at få mig til at have det rart.

"Martinus," sagde jeg langsomt: "føler du, at du ikke er god nok for mig, fordi jeg ikke vil lade dig prøve?"

"Ja..." svarede han: "du har sagt, du også gerne vil mig. Men jeg føler ikke, du vil mig nok, hvis ikke du vil give dig selv til mig... også på det her plan. Jeg føler ikke, du stoler nok på mig. Alex, jeg bliver ikke skuffet eller sur, hvis ikke tingene lykkedes i første omgang. Så prøver man jo bare igen."

Jeg kiggede overrasket på ham. Det, han lige havde udtalt, var faktisk ekstremt modent, og det gjorde ham til noget specielt i mine øjne. Mange ville ikke have forstået det, jeg havde sagt, men han gjorde. HAN GJORDE! Så hvorfor var det, jeg ikke kunne give mig selv til ham?

Jeg studerede hans ansigt. Hvor smuk han var. Jeg burde ikke være så bange. Jeg burde i virkeligheden omfavne hans kærlighed bedre, end jeg gjorde. Jeg brød fri fra hans greb og gik over til døren. Han kiggede ængsteligt efter mig, som om jeg skulle til at forlade ham, men det var ikke meningen. I stedet tog jeg fat i nøglen og drejede den om, så ingen kunne komme ind. Da jeg var kommet tilbage til ham, tog jeg min hånd op og nussede hans kind, inden jeg til sidst trak ham ind i et kys. Han var ikke længe om at lægge armene om mig igen, mens han bare fortsatte kysset. Han nussede mig blidt på ryggen, og tårerne begyndte at falde stille fra mine øjne.

"Hvorfor græder du?" hviskede han mod mine læber, da han opdagede det.

"Undskyld Martinus," hviskede jeg tilbage: "undskyld, at jeg ikke har sat bedre pris på dig. Du er alt, hvad jeg drømmer om og mere til. Jeg er ked af, jeg ikke har givet dig en chance. Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Undskyld, jeg er så ked af det."

"Er det sådan, du har det med mig?" spurgte han og kiggede på mig. Jeg nikkede bekræftende og kyssede ham igen. Ingen sagde mere, vi kyssede bare. Denne gang, var det mig, der udviklede det til et snav. Jeg ville vise ham, hvordan jeg virkeligt havde det med ham. Ikke kun i ord, men helt reelt vise det.

Hans hænder vandrede over hele min krop, og jeg følte, jeg nærmest havde ild i hele kroppen. Jeg brændte efter ham. Jeg kørte mine hænder ned til kanten af hans trøje og hev den af ham, og han gjorde det samme med mig. Det øjeblik, vi delte nu, var så specielt, at jeg ville gemme det i mit hjerte for evigt. Martinus kyssede mig ned af halsen, så jeg stønnede. Han kørte hænderne ned til min buksekant og kiggede på mig for at bede om lov. Jeg smilede til ham, inden jeg kyssede ham på halsen. Det var hans signal til at fortsatte. Jeg løsnede også hans bukser, og inden længe havde vi kun undertøj på.

Han trak mig med over i sengen og lagde os ned, ham oven på mig. Han kyssede atter ned af halsen og ned over brystet, mens hans hånd vandrede ned af min mave. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade ham være heller, og jeg kunne mærke, hvor opstemt han var. Så der lå vi så. Ovenpå hinanden i kun undertøj, mens vi kyssede løs med nogle meget aktive hænder. Pludseligt skubbede han sig lidt ud på siden af mig, så min krop blev blottet, og hans hånd vandrede atter ned over min mave, mens han fortsat kyssede mig. Da han nåede kanten på mine underbukser, stoppede han og kiggede på mig med et utroligt kærligt blik i sine øjne.

"Alex, må jeg ikke nok?" spurgte han blidt og nussede mig lige over min underbuksekant: "stol på mig, min skat."

Jeg kiggede bare på ham, nussede ham i håret og trak ham ned i et kys.

"Hvis du ikke fortsætter, så tvinger jeg dig til det," smilede jeg, og han kom til at le en smule, inden han igen lagde læberne mod mine, og hans hånd passerede min trussekant. Min krop blev helt rastløs under hans kærlige berøringer, og da han begyndte at køre sine fingere i cirkler på mit mest følsomme punkt, kunne jeg ikke holde mig tilbage mere. Jeg lod mine følelser få frit løb. Jeg gav mig selv, til ham. Hans fingre bevægede sig længere ned, og snart kunne jeg mærke dem inden i mig. Det føltes slet ikke som om, han var nybegynder til det her. Jeg blev faktisk utroligt overrasket over, hvor god han var til at behage mig på denne måde. Da jeg kom, følte jeg så stor en frihed, som jeg aldrig før havde følt. Jeg smilede. Han var den helt rigtige... for mig! Han smilede tilbage til mig.

"Alexandra Vesterberg, jeg elsker dig" sagde han og kyssede mig endnu en gang. 

A/N:

Heeeeej igen! 

Jeg følte lidt, at min slutning på maratonet var lidt for ond... så her har jeg lavet et lille mini-maraton til jer på 3 kapitaler. 

Nu kan alle være glade igen, for Alex og Martinus er ikke længere uvenner <3

Håber I kunne lide det!

Kommentér gerne, hvad I syntes! 

Også gerne, om det var for meget med den hede scene, eller om I gerne vil have flere af den slags :))))