Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 108: Natten

Alexandras synsvinkel:

Jeg lå i min seng, mens Martinus som sædvanligt sad på sengekanten. Han kørte en hånd gennem mit hår. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle gå. Jeg trak vejret dybt, inden jeg ville forsøge at bryde min grænse.

"Bliv inde hos mig i nat," sagde jeg stille, og Martinus stoppede alle bevægelser og stirrede bare på mig.

"Er du sikker?" spurgte han: "har du det okay med at skulle være så tæt på mig?"

"Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne have, du bliver alligevel," svarede jeg: "jeg savner dig."

"Men jeg er her jo hele tiden," sagde han: "jeg er jo lige inde ved siden af."

"Jo... men ikke på den måde, jeg ønsker," svarede jeg og rakte ud efter ham. Jeg lagde min hånd hans kind og nussede ham. Han lagde hurtigt en hånd oven på min, drejede hovedet og kyssede min håndflade.

"Hvad er det, du ønsker, skat?" hviskede han.

"Jeg vil gerne være tæt på dig," svarede jeg: "Martinus, jeg elsker dig jo. Tror du ikke, jeg ville ønske, jeg bare kunne gå tilbage i tiden, og alt ville være perfekt, fordi det ville være dig og mig og vores følelser? Tanken om, at vi måske aldrig vil kunne blive kærester igen, fordi jeg har været ude for det her, driver mig sindssyg."

"Alex, ikke tænke sådan. Vi arbejder på det."

"Stadig, det gør ondt at tænke på. Jeg vil bare så gerne være tæt på dig – også fysisk tæt på dig."

Han nikkede smilende.

"Jeg vil også gerne være tæt på dig, skat," sagde han: "men er du sikker på, at det er okay, at jeg bliver i nat?"

"Ja, helt sikker."

Martinus trak blusen over hovedet og smed den over i min lænestol. Han tog resten af tøjet af, indtil han stod på gulvet i kun boxers. Han gik hen til mig og kravlede forsigtigt ned under dynen. Han lagde sig ned, og jeg kravlede hen til ham og lagde mig på hans bryst. Han var dejligt varm og hans hud silkeblød. Jeg kørte forsigtigt en hånd hen over hans mave. Martinus strammede grebet om mig, nussede mig forsigtigt. Jeg kiggede op på ham og rykkede tættere på. Til sidst lå vi ansigt til ansigt med armene om hinanden. Vi lå og kiggede lidt på hinanden, indtil han stille lænede sig frem. Hans øjne blev ved med at kigge ind i mine for at se, om det var okay. Jeg følte, hvordan min krop higede efter ham, selvom jeg også samtidigt var bange. Men jeg ignorerede det og lænede mig frem mod ham, indtil vores læber mødtes i et perfekt dejligt kys. Hans læber bevægede sig mod mine, blidt og varmt. Jeg lagde forsigtigt en hånd om i hans nakke og begyndte at nusse ham. Det gav ham dog mere tillid, og han gjorde kysset dybere. Da jeg kunne mærke hans tunge mod mine læber, åbnede jeg op, og vi begyndte at snave. Normalt ville han have rullet sig selv oven på mig, men det gjorde han ikke. Han vidste godt, at det ville være for hurtigt, og at jeg ville blive skræmt fra vid og sans, hvis jeg følte mig låst fast.

Jeg følte hans hænder udforske min krop i stille bevægelser. Hans hånd strejfede mit lår, og han løftede det forsigtigt hen over sin egen hofte. Han nussede mig forsigtigt hen over låret efterfølgende, og en snurrende fornemmelse tog til i mit underliv. Panikken begyndte at sætte ind. Jeg ville gerne have ham, men jeg turde ikke. Han var for tæt på. Rørte for meget ved mig.

"Martinus," sagde jeg: "jeg kan ikke."

Han stoppede med at kysse mig og kiggede mig i øjnene. Han lod hånden ligge på det øverste af mit lår, og jeg rørte uroligt på mig.

"Det er okay, skat," sagde han. Han kørte hånden op om min talje i stedet og trak mig ind til sig. Jeg klamrede mig til ham. Han holdt mig helt tæt, kyssede mig på panden og nussede mig. Jeg vidste godt, han gjorde, så jeg kunne blive mere rolig. Jeg følte stadig, min krop var urolig, mens lugten af ham var velkendt, og det beroligede mig lidt.