Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 46: Du er perfekt

Alexandras synsvinkel:

Dagen var kommet. Martinus skulle hjem, og jeg stod og stortudede i badet over det. Godt, han ikke kunne se mig lige nu. Da jeg var færdig, gik jeg hen til spejlet for at smøre noget creme i ansigtet. Mine øjne afslørede mig. De var helt røde. Jeg havde ikke engang min makeup herude, så jeg kunne ikke engang prøve at forbedre det med lidt mascara eller eyeliner. Jeg var dømt til, at han så det.

Jeg forlod badeværelset og traskede ind på mit værelse kun iført undertøj. Da jeg kom derind, så jeg Martinus, der var i gang med at pakke sin kuffert. Jeg vendte med vilje ansigtet den modsatte vej. Forhåbentligt kunne jeg nå at få fingre i den mascara, inden han var færdig med den kuffert. Men så heldig var jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde kun lige nået at hoppe i en T-shirt og et par jeans, da jeg så et par fødder stå foran mig, og jeg kiggede op.

"Er det dig, der har stjålet min T-shirt? " sagde han, og jeg kiggede forbavset ned af mig selv. Ups... det havde jeg slet ikke lagt mærke til.

"Måskeeee," svarede jeg og trak på smilebåndet: "men nu er den min!"

"Du kan bare beholde den," sagde han og blinkede til mig.

"Dejligt, så kan jeg lugte til dig hver dag," sagde jeg og stak næsen ned til blusen, mens jeg fortsat holdt øjenkontakten. Han grinede.

"Så du kan altså godt lide min lugt?" spurgte han grinende, og jeg nikkede. Jeg syntes ikke, der var noget flovt i det. Han duftede så godt. Jeg ville komme til at rende rundt i den her trøje hver dag, indtil jeg skulle se ham igen. Hvilket jeg desværre ikke anede, hvornår blev. Min lillesøster havde snart fødselsdag, og jeg havde en masse ting, der skulle ordnes. Det varede jo ikke så længe, før der ville komme eksamensperiode, og så ville jeg blive nødt til at undvære Martinus helt i en hel måned, indtil det var overstået. Jeg måtte ikke blive distraheret, mens jeg lavede det.

"Selvfølgelig," svarede jeg.

Pludselig blev hans udtryk alvorligt.

"Jeg hørte dig godt ude fra badeværelset," sagde han: "du græd ret højlydt."

"Jeg har bare ikke lyst til, at du skal af sted. Jeg kan heller ikke undvære dig," sagde jeg: "du kan se, mine øjne er helt røde. Jeg ligner noget, katten har slæbt ind af døren."

"Jeg synes, du er smuk," sagde han: "og så er du min!"

Jeg tog blidt fat om hans nakke og kyssede ham. Hvordan skulle jeg dog overleve, når han ikke var her? Han var ligesom ilt i min verden. Jeg var nødt til at have ham for at overleve.

"Kører du mig til lufthavnen?" spurgte han, og jeg nikkede. Så kunne vi lige have et par ekstra timer sammen derude. Jeg greb ud efter mine makeupbørster, men blev standset ved, at en hånd fjernede dem fra mine hænder.

"Alex, du har ikke behov for det," sagde han kærligt og vendte mig mod spejlet: "du er helt perfekt, som du er."

"Jeg ligner stadig en druknet rotte," jokede jeg og smågrinede, men da mine øjne mødte hans inde i spejlet, holdt jeg op. Han var dybt seriøs. Han lagde armene om mig bagfra, og hovedet blev lagt på min skulder.

"Jeg vil ikke have, du går og rakker ned på dig selv," sagde han: "jeg ved jo ikke, hvornår det er for sjovt eller alvor. Du har fortalt mig, at du ikke har været tilfreds med dig selv tidligere."

"Søde Martinus, alle piger er utilfredse med noget ved sig selv," svarede jeg. Han gav mig et kys på kinden og strammede grebet om mig.

"Hvad er du så utilfreds med?" spurgte han.

"Mine lår. De er for tykke. Om min hud..." sagde jeg langsomt: "du kan se, den har været uren tidligere."

"Øh... har du set min nu?" svarede han: "og jeg klager ikke over min."

"Det er slet ikke slemt!" udbrød jeg, for det var det virkeligt ikke: "desuden kan drenge bedre tillade sig at have uren hud end piger."

"Alex, hvis det er fordi, I skal se ud ligesom de der modeller i Vogue, eller hvad det nu hedder, så stik det skråt op."

Jeg stirrede bare på ham i forbløffelse.

"Hvad mener du?" spurgte jeg. Jeg anede ikke rigtigt, hvor han ville hen med det her.

"I tror alle sammen, vi gerne vil have sådan nogle perfekte anorektiske pindebrædder, men sådan er det bare ikke. Alle piger er smukke på hver sin måde," sagde han ophidset og vendte mig om, så jeg havde fronten mod ham: "og du er smuk, Alex. Jeg kan godt lide dine former. Og dine lår. Dit ansigt uden makeup. For mig, behøver du ikke male dig op eller stadse dig selv ud. Jeg kan lide dig, præcis som du ser ud... uden alt det der stads. I min verden er du perfekt."

"For fanden Martinus," sagde jeg: "du gør mig helt blød i knæene, når du taler sådan til mig."

"Det håber jeg. Så ved jeg, det har den rigtige effekt," svarede han: "men du er smuk. Lige meget, hvad du selv siger."

Jeg lagde mine arme om hans nakke og trak ham ned til mig. Jeg havde brug for bare at kramme ham. Han var selv så perfekt, men gad vide om han vidste det? Han havde så travlt med at få mig til at føle mig tilpas. Hvad med ham selv? Inde i mit hoved lagde jeg en plan. En plan for, hvordan jeg skulle tilbede ham næste gang, vi var sammen. Han fortjente det mere end nogen anden.