Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 41: Jeg er bange

Mini-Maraton 2/3

Alexandras synsvinkel:

Da jeg vågende næste morgen, havde jeg en dundrende hovedpine. Mit blik var omtåget. Jeg satte mig op og så mig om. Det var ikke mit eget værelse, jeg befandt mig i. Det var min mors kontor. Jeg svingede benene ud over kanten og prøvede at sunde mig. Jeg gned mig i øjnene, og mine hænder blev helt sorte. Jeg havde aldrig fået min makeup renset af, da Martinus og jeg var kommet hjem i går. Jeg sad og tænkte tilbage på alt det, det var passeret mellem os i går. Jeg kunne slet ikke fatte, han havde prøvet at komme i seng med mig efter alt, hvad jeg havde fortalt ham om min fortid. Jeg vidste godt, at alkoholen havde været skyld i det, men jeg var så ked af det og skuffet over ham lige nu.

Lige nu, havde jeg slet ikke lyst til at snakke med Martinus. Jeg forlod min mors kontor og gik op i bad. Da jeg kom ind på mit værelse, sad Martinus i min seng med fugtigt hår og så fjernsyn. Hans øjne var også røde, ligesom mine. Jeg følte et lille stik indeni. Han havde tydeligvis været lige så ked af det, som jeg havde, men jeg havde stadig ikke lyst til hverken at se eller snakke med ham.

"Alex," sagde han, da han så mig og nærmest sprang ud af sengen, men jeg lod som ingenting. Jeg fandt noget tøj i skuffen, tog det på og stormede ud af døren uden over at kigge på ham. Han løb nærmest efter mig. Han blev ved med at prøve at få min opmærksomhed. Til sidst tog han min hånd og trak mig ind på mit værelse efter at have løbet hele huset rundt efter mig.

"Du er nødt til at snakke med mig!" sagde han hårdt.

"Det har jeg ikke lyst til," fnyste jeg, for det havde jeg virkeligt ikke.

"Du har ikke noget valg."

Jeg rev min hånd fri fra hans og lagde mine arme over kors.

"Det er ikke kun mig, der lavede fejl i går. Du bærer selv halvdelen af skylden!" fortsatte han.

"Hvordan det? Det var ikke mig, der praktisk talt prøvede at hoppe ned i dine bukser."

Det her kunne han simpelthen ikke mene. Hvordan kunne jeg have en del af skylden? Det var da ham, der havde brudt sit løfte.

"Nej, men du forlod mig! Du bemærkede ikke engang, jeg var væk, før der var gået flere timer! Hvis du havde holdt, hvad du havde lovet og holdt øje med mig, så var intet af det her sket."

Jeg hadede at indrømme det, men han havde ret. Jeg havde været alt for egoistisk og negligeret ham helt til den fest. Mit blik gik fra at være vredt til opgivende, og jeg kiggede bare ned i jorden. Til sidst kunne jeg mærke, hvordan vreden atter samlede sig, da et andet problem dukkede op i mit hoved.

"Du skulle have stolet på mig!" sagde jeg vredt: "men det gjorde du ikke."

"Hvad skal det så betyde?"

"At du skulle være blevet hjemme," svarede jeg: "præcis, som jeg sagde."

"Stoler du måske på mig?" spurgte han pludseligt.

"Selvfølgelig gør jeg det!" svarede jeg aggressivt: "jeg ville aldrig have gjort noget til den fest, der havde været upassende. Jeg var endda taget tidligt hjem, fordi du var her, og ærligt så ville jeg helst være hos dig. Men jeg havde lovet det andet for længe siden. Månedsvis faktisk, før vi mødte hinanden."

"Men hvis du siger, du stoler så meget på mig, hvorfor må jeg så ikke røre dig?"

Jeg kiggede undrende på ham. Hvad snakkede han om? Han lå da og holdt om mig hver nat og nussede mig? Jeg var jo ikke ligefrem pakket ind i tøj, når vi sov...

"Du rører da ved mig det meste af tiden," sagde jeg.

"Du ved godt, hvad jeg snakker om!" knurrede han: "hvis jeg bare kommer lidt for tæt på din buksekant, flipper du næsten helt ud. Jeg er altså ikke ude på at overfalde dig!"

Åh... det var det, han mente. Flere gange i løbet af dagene havde han prøvet at komme tættere på mig, men jeg havde afvist ham hver gang. Jeg vidste godt, han ikke ville have mig for sex, men der var helt andre ting, der rørte sig inden i mig på dette punkt.

"Jeg er bange, Martinus..." sagde jeg tomt, tårerne vældede pludseligt uvelkomment op i mine øjne.

"For hvad helt præcist?" spurgte han og kom tættere på mig: "Du ved jo godt, jeg ville passe på dig?"

"Når du først har prøvet nogle af de ting, jeg har, så har du ikke så let ved bare lige at prøve tingene af igen," sagde jeg og sukkede: "måske er jeg ikke den rigtige for dig, Martinus."

"Hvad er det for noget sludder?" han spærrede øjnene op over de ord, der havde forladt min mund.

"Du fortjener en, der kan give dig alt det, jeg ikke kan," svarede jeg: "en, der ikke er bange for at være intim med dig. Tro mig, jeg ville så gerne. Du aner ikke, hvor meget faktisk, men jeg tør bare ikke."

Han var ligeglad med, at vi havde det største skænderi nogensinde. Han fjernede den meter, der var mellem os og lagde armene direkte om mig. Han holdt mig helt tæt og kyssede min pande.

"Du ER den helt rigtige for mig," hviskede han: "du bliver bare nødt til at overgive dig og stole på mig. Fint, du ikke vil gå hurtigt frem, men giv mig dog i det mindste en chance for at prøve at... du ved," sagde han.

"Du er ikke min blokade, Martinus," sagde jeg trist: "jeg er min egen blokade."

"I stedet for at gå med alt det her selv, så lad mig få del i det. Lad mig prøve at hjælpe dig. Er det ikke det, folk gør, når de er kærester?"

Jeg kiggede brat op på ham.