Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 40: Marcus, jeg har været en idiot

Mini-Maraton 1/3

Martinus' synsvinkel:

Da jeg havde stået og råbt uden for døren i et stykke tid, gav jeg op. Hun ville ikke lukke mig ind. Jeg havde dummet mig. Meget endda! Jeg havde brudt det løfte til hende, som jeg havde givet hende. Jeg havde ikke kunnet styre mig, så jeg havde næsten forgrebet mig på hende. Jeg kørte fingrene gennem mit hår og tog fat i det. Jeg havde næsten lyst til at rive håret af mig selv over mit fejltrin. Jeg gik tilbage op af trappen til Alexandras værelse. Jeg begyndte at tage mit tøj af. Gråden rejste sig i min hals, og jeg begyndte at græde. Jeg kunne slet ikke holde ud at tænke på, hvor galt det lige var gået mellem os. Jeg hulkede så meget, at min krop begyndte at ryste, mens jeg forsøgte at få min skjorte af.

Pludseligt blev jeg ekstremt dårlig, og jeg spurtede ud på toilettet for at brække mig. Det var så ubeskriveligt frygteligt. Det brændte gennem hele min hals og op gennem min næse. Jeg kunne godt have brugt Alex lige nu. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig drukket før. Hun ville have vidst, hvad jeg skulle gøre. Jeg lænede mit hoved mod brættet og begyndte bare at græde igen. Jeg følte mig så magtesløs. Jeg rejste mig, trak ud og gik tilbage til værelset. Jeg lagde mig i hendes seng. Den duftede af hende, hvilket fik mig til at græde endnu mere.

Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg en ekstrem hovedpine. Hele mit hoved dunkede, som om nogen havde slået mig med noget virkeligt hårdt. Jeg kiggede mig om. Jeg lå stadig alene i sengen. Hun havde altså ikke tilgivet mig... ellers ville hun være kommet ind til mig. Jeg stod op, tog et bad og gik ned i køkkenet. Der stod hendes mor.

"Godmorgen Martinus," sagde hun glad.

"Godmorgen," svarede jeg trist.

"Er der noget galt?" spurgte hun: "er det noget med Alex?"

"Nej, jeg har bare rigtig meget hovedpine. Har du måske nogle hovedpinepiller?"

"Jo, selvfølgelig," sagde hun og fandt nogle frem fra et skab: "Lisette og jeg kører her om lidt. Så I har huset for jer selv de næste fire-fem timer."

Godt... så ville de ikke opdage, når Alex og jeg nok skulle have et meget stort skænderi. Det var jeg på sin vis glad for. Da jeg havde fået slugt pillerne, gik jeg tilbage til værelset. Stadig ingen Alex. Jeg kunne mærke, jeg blev ked af det igen, så jeg endte med at tage min mobil og ringe Marcus op over Facetime. Han tog den næsten med det samme.

"Martinus!" sagde han glad: "hvordan går det med kærlighedslivet?"

Da han havde sagt det, knækkede jeg fuldstændigt sammen.

"Hvad sker der?" spurgte han.

"Marcuuus... vi... vi..." prøvede jeg at sige: "Alex og jeg er mega uvenner. Vi tog til en fest i går, hvor vi mistede hinanden af syne, og jeg blev mega fuld, fordi alle folkene hældte alt muligt stands på mig... og... jeg brød mit løfte og prøvede næsten af komme i seng med hende, selvom jeg havde lovet, at vi ventede til, hun var klar."

"Men hvordan endte I overhovedet til den fest i første omgang?" spurgte Marcus med rynkede bryn.

Jeg fortalte ham hele historien. Både om mine og Alex' aftaler, hvilke løfter der var blevet lavet. Hvordan vi var endt til festen, og selvfølgelig hvad der var sket i detaljer.

"Men Martinus, hun lovede faktisk at holde øje med dig, og det holdt hun ikke," sagde Marcus: "så I er faktisk lige gode om det her."

"Men jeg prøvede jo næsten at forgribe mig på hende..."

"Nej, du gjorde ej. Hvis hun havde holdt øje med dig, så var du aldrig blevet så fuld. Hun tog ikke det ansvar, hun burde have gjort. Hun var ikke den voksne i den situation."

Marcus havde ret. Hun havde faktisk lovet at holde øje med mig, men havde ikke gjort det. Hun havde glemt mig i flere timer, hvor hun bare havde siddet og snakket med sine venner. Hun bar jo faktisk også en del af skylden i det her.

"Jeg skulle aldrig være taget med til den fest...," sagde jeg snøftende: "Marcus, jeg har været en idiot."

"Ja, det har du i hvert fald, men ikke mere end hun har, og det burde du få hende til at indse."

"Jeg skal prøve," svarede jeg: "jeg føler bare ikke, at hun stoler på mig."

"Hvorfor ikke?" spurgte han undrende: "Martinus, hun kigger på dig med dådyrøjne. Hun er ligeså væk i dig, som du er i hende."

"Jo, men hun vil ikke rigtigt overgive sig til mig, og det går mig gå. Jeg føler ikke, jeg er god nok. Hun vil jo tydeligvis ikke have mig rigtig."

"Jeg går ud fra, du mener på det fysiske plan?"

"Ikke kun. Hun vil gerne gå langsomt frem der, men det værste er, hun ikke engang vil snakke med mig om, hvad for nogle følelser, der rører sig inden i hende. Hun virker skræmt, men hun vil ikke rigtigt tale om det. Vi ved jo godt, at Andreas slog hende, men burde hun så ikke tale om følelserne med mig. Altså dem, der påvirker hende nu. Hvorfor hun virker skræmt og bange, når jeg kommer til at ramme hendes buksekant?"

"Med alle de ting, du ved om hende, så jo. Hun burde åbne sig og fortælle dig det. Du fortjener sådan set at vide det. Ellers går du og tror alt muligt, som sikkert slet ikke er tilfældet. Tro mig. Det er ikke, fordi hun ikke vil dig. Det er helt sikkert nogle personlige tanker, hun har."

"Men hvad skal jeg gøre? Marcus, jeg føler mig så fortvivlet over alting."

"Du skal konfrontere hende... direkte, men på en pæn måde," sagde han: "og hvis hun ikke hører på dig, så bed hende ringe til mig. Så skal jeg nok forklare hende det."

Jeg nikkede bare. Jeg græd stadig. Jeg elskede den her pige så højt, men lige nu hadede hun mig.

"Jeg elsker hende," sagde jeg så lavt, at jeg var i tvivl, om han overhovedet havde hørt mig. Han smilede medlidende til mig.

"Det ved jeg, Martinus," sagde han: "og det er derfor, du må konfrontere hende. Et forhold kommer ikke uden komplikationer. Hun er ældre end dig, så I vil nok komme til at have flere af dem. I skal bare lære at løse dem."

"Du lyder altså mega vis," sagde jeg, og Marcus grinede.

"Og jeg har lige så lidt erfaring som dig," sagde han leende.

Vi fortsatte samtalen lidt. Det var rart at have en, som støttede mig lige nu, når Alex ikke engang ville være i rum med mig. Mens vi talte, hørte jeg hoveddøren smække. Alex og jeg var nu alene i huset. Gad vide, hvor længe jeg skulle vente, før hun dukkede op... hvis hun overhovedet gjorde.