Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 3: Jeg kigger ikke på småbørn!

Alexandras synsvinkel:

Jeg kastede et kort blik over på Mira.

"Jeg venter udenfor," mimede hun og gik.

Da alle var gået, tog jeg en dyb indånding og vendte mig mod den lærer, der for mit vedkommende kunne fucke så langt væk som overhovedet muligt. Jeg sendte ham et falskt smil.

"Søren, behøver vi virkelig det her igen?" sagde jeg. Det var ikke ligefrem første gang, jeg havde en samtale med ham om mit fravær.

"Ja, det kan du tro. Det er tredje gang denne uge, du ikke møder til tiden. Dit fravær stiger Alexandra, hvad foregår der?"

Mit smil forsvandt brat.

"Ikke noget specielt..."

"Det tror jeg ikke på. Jeg har ikke lyst til at sende dig ned til rektor, men hvis det her fortsætter, kan jeg blive nødt til det."

Der var virkeligt ingen vej uden om, og jeg tog en dyb indånding, inden jeg måtte fortælle den lærer, jeg hadede allermest i verden, om, at jeg havde slået op med min kæreste, og det var derfor jeg var kommet for sent i dag. Han mente dog ikke, det var en god nok undskyldning, men hvad vidste han om det. Han var jo ikke mig! Det hele endte, som det plejede. Jeg lovede ham at anstrenge mig med at komme tiden, og så tog jeg ellers min taske og skyndte mig ud. Jeg havde seriøst et generelt problem med at passe mødetider om morgenen. Jeg havde altid hadet at stå tidligt op, og kunne bestemt heller ikke finde ud af det. Men jeg måtte reelt denne gang prøve at gøre noget ved det. Det var aldrig en god ide at være på kanten med en lærer.

Jeg kom ud, og Mira stod op ad væggen og ventede. Vi ventede med at snakke, til Søren var gået. Så kunne hun heller ikke holde det inde længere.

"Hvad sagde han?" spurgte hun med store øjne.

"Bare det sædvanlige. Du ved, hvorfor mit fravær er så højt..." Jeg bed mig i indersiden af kinden. Jeg manglede også at fortælle Mira om Andreas og vores brud, og det gjorde jeg så. Hun blev ret chokeret. Hun havde åbenbart ikke regnet med, at Andreas havde været typen, der gjorde sådan noget.

"Jeg ved, hvad du har brug for," sagde hun efter lidt tid: "du skal ud i byen, drikke dig hamrende stang bacardi og finde en sød fyr og kysse lidt på!"

"Jo, det har du nok ret i..." svarede jeg tøvende.

"Jeg VED, jeg har ret. Kom hjem til mig. Det er fredag, og vi skal i byen," sagde hun grinende.

Efter skole tog jeg først hjem til mig selv for at hente et par småting. Da jeg kom hjem, var der ingen i huset. Jeg skrev hurtigt en seddel og lagde den på køkkenbordet, hvor der stod, jeg overnattede hos Mira. Derefter skyndte jeg mig op på mit værelse og pakkede de nødvendige ting i en taske. Jeg pakkede, så det så ud, som om det bare var en normal sleepover. Min mor brød sig ikke om, jeg gik i byen, så jeg lod hende sjældent vide, når jeg gjorde det.

Efter en times tid, var jeg på vej over til Mira. Da jeg bankede på døren, blev den hurtigt flået op.

"Hej Alex!" råbte Mira, og jeg tyssede på hende.

"Rolig Mira. Folk behøver ikke vide, vi har gang i alkoholen allerede om eftermiddagen."

"Og hvad så? Vi er ligesom myndige! Hvem skulle stoppe os?!" råbte hun og trak mig med inden for, før jeg kunne nå at registrere noget som helst. Først nu opdagede jeg, hvordan musikken dunkede gennem hendes lejlighed, og på bordet i stuen stod en masse flasker. Man kunne næsten ikke se bordpladen for bare alkohol.

"Inden vi bliver alt for fulde, burde vi nok få gjort os klar. Du har set mig med en mascara, når jeg fægter rundt med den i alle retninger, og det gider jeg ikke i dag," sagde jeg og slukkede musikken.

"Nårh, der er nok rigtigt en, der skal være on fleek der hva?" sagde hun drillende: "du skal vist rigtigt ud og have en på krogen i aften."

"Sætter du ikke baren lidt for lavt? En... prøv med fem," svarede jeg, og hun brød ud i grin og trak mig med ind i hendes soveværelse, hvor hun havde den kjole hængende, jeg skulle have på. Det var en MEGET kort kjole med åben ryg ned til numsen, hvor en masse snorer krydsede over hinanden. Jeg hoppede i den uden at sige noget og kiggede mig i spejlet. Den var også mega nedringet. Helt perfekt! Jeg kunne da umuligt undgå at score i denne. Hun fandt også et par stiletter frem, som jeg hoppede i. Makeuppen blev lagt, og alkoholen løb bare ned gennem halsen på os.

"Du har hørt, at Marcus og Martinus kommer til Danmark, ik?" spurgte Mira bare lige pludselig.

"Jo da, hvorfor?" Hvorfor sagde hun det? Hun kan jo ikke lide dem...

"Er du ikke fan af dem?"

"Mig? Nej, ikke mere. Jeg kigger ikke på småbørn."

"Se, det er den helt rigtige indstilling! Det kan jeg lide."

Det passede overhovedet ikke, det jeg lige havde fyret af. I al hemmelighed var jeg mega fan af de to nordmænd. Jeg crushede totalt på Marcus Gunnarsen, men det behøvede Mira ikke vide noget om. Jeg vidste, hvordan folk på gymnasiet så på dem, og hvis man var fan af dem, var det ikke noget, man skulle råbe for højt om. Jeg skulle faktisk til den koncert, Mira havde hentydet til. Det var jo derfor, de ville komme til Danmark. Det var om nogle få uger. Jeg havde bestilt billetterne for længe siden. Jeg skulle stå helt oppe ved scenen, og jeg glædede mig utroligt meget til det. Da jeg havde bestilt billetterne, havde jeg også deltaget i en konkurrence om Meet & Greet billetter. Desværre vidste jeg ikke, om jeg havde fået dem eller ej endnu - vinderen var endnu ikke udtrukket.

"Glem dem, og lad os se at komme afsted," sagde jeg. Jeg var nødt til at få hendes opmærksomhed afledt, så hun ikke anede mistanke om, at jeg stadig var helt vildt med dem... selvom jeg var fyldt atten. Alle syntes, det var forkert - hele samfundet syntes, det var forkert... undtagen mig. Hvorfor skulle jeg ikke have lov til at være fan af dem, selvom jeg var to år ældre dem?