Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 95: Vi kunne intet gøre

Martinus' synsvinkel:

"Nej," svarede han ganske simpelt og trak mig med tilbage til bilen. Jeg prøvede at rive mig fri, slå ham, sparke ham, men han var ligeglad. Da han havde fået mig ind i bilen, kiggede han bebrejdende på mig.

"Du kan ikke bare opføre dig sådan, Martinus. Vil du ødelægge vores karriere?" spurgte han: "for det her kunne nemt lande i aviserne."

"Jeg er røvligeglad med vores karriere. Du stoppede mig fra at hjælpe hende!"

"Med god grund. Så du på ham, eller var det kun mig, der bemærkede, at de fyr helt sikkert bruger mindst fire timer om dagen i fitness! Du kunne have været død, hvis du kom i slagsmål med ham."

"Men du lod ham slå hende. Du gjorde ikke en skid!"

"Jeg sagde jo, det ikke var en god ide, vi gik derover, men du hørte ikke på mig."

"Jeg ved ikke, om du fatter det, Marcus, men jeg elsker hende."

"Hvis du elsker hende, så burde du måske have opfanget de signaler, hun gav os."

Jeg rynkede brynene. Hvad snakkede han om?

"Signaler?" spurgte jeg, og Marcus tog sig til hovedet.

"I guder Martinus. Det er dig, der har været kæreste med hende, og alligevel er det mig, der lægger mærke til alle detaljerne."

"Kom nu bare til sagen og fortæl mig, hvad fanden du snakker om!"

"Hun gjorde alt for at indikere, at vi ikke skulle blande os. Hun vidste jo godt, hun ville blive slået, hvis nogen af os gjorde noget. Din tilstedeværelse var nok. Hun så på dig og bang, så fik hun en på siden af hovedet."

Jeg sad bare og rystede på hovedet. Jeg havde lyst til at græde igen – ligesom jeg havde gjort så mange gange, siden hun havde gjort det forbi.

"Martinus, vi kunne ikke gøre noget," sagde Marcus.

"Du tager fejl. Vi kunne have gjort noget," svarede jeg: "vi kunne have grebet ind og hjulpet hende."

"Forstår du slet ikke, hvad det er, jeg siger til dig?"

"Jeg forstår udmærket, hvad du siger," sagde jeg koldt. Jeg gad ikke snakke med Marcus lige nu. Jeg vendte bare ryggen til ham og kiggede ud af vinduet. Hvor mon Alex var nu? Var hun hjemme hos Andreas? Hvad lavede hun med ham – havde de sex? Bare tanken om, at han måske rørte hende alle de steder, jeg også havde, gav mig kvalme.

"Hvad har du tænkt dig at sige i forhold til dit og Alex' forhold? Du har jo ikke engang fortalt vores fans, I ikke er sammen mere," sagde Marcus. Han ville bare ikke give op.

"Jeg har ikke tænkt mig at sige noget. Jeg vil ikke have nogle spørgsmål om det," svarede jeg bare, og det var sandheden. Jeg ønskede ikke at tale om det her for åbent kamera. Det var et så ømtåleligt emne og at græde på åben skærm var ikke noget, der ligefrem tiltalte mig. Slet ikke, når jeg lige havde set hende sammen med sin ex-kæreste – og at hun var blevet slået af ham på åben gade. Jeg var stadig helt i chok over det.

"Det er nok også det klogeste," svarede Marcus.

Efter det var der ingen af os, der sagde noget. Far kom tilbage til bilen, og vi kørte hen til det sted, hvor vi skulle interviewes. Ti minutter inden vi skulle på, puffede far til mig.

"Martinus, er der noget galt?" spurgte han: "hvorfor snakker du og Marcus ikke sammen?"

Og der knækkede den facade, jeg havde opbygget til at klare dette interview, og jeg begyndte at tudbrøle. Far lagde armene om mig, og jeg borede bare ansigtet ned i hans bluse. Jeg fortalte ham, hvad der var sket på tankstationen, mens han var inde og betale for benzin.

"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tro om noget mere, far," hulkede jeg: "jeg elsker hende så meget. Hvorfor er hun sammen med ham? Og hvorfor ville Marcus ikke hjælpe hende?"

"Jeg kan desværre ikke svare dig på, hvorfor hun er sammen med ham. Men, hvis han har slået hende, så er der noget galt, og så burde vi gøre noget," sagde han: "Martinus, var der andre, der så det end jer? At hun blev slået?"

Jeg rystede på hovedet.

"Det var kun, Marcus og jeg, der så det," svarede jeg.

"Så er det desværre ret svært at anmelde det – de ville være jeres ord mod ham drengens."

Jeg nikkede. Det vidste jeg jo godt.

"Vi snakker om det, når du og Marcus har været inde til interviewet, okay?" sagde far og aede mig på ryggen: "så prøver vi at se, om vi ikke kan gøre noget for at hjælpe hende."

Jeg smilede gennem tårerne og gav far endnu et kram, inden jeg tørrede øjnene g gik ind til interviewet med oprejst pande. Jeg ville hjælpe hende – jeg skulle bare have interviewet overstået først.

A/N:

Jeg beklager meget, at jeg poster det så sent... håber, det er okay :) 

Jeg har desværre haft mega travlt i dag - mine forældre er ved at sælge vores hus, så der er konstant folk og ejendomsmælgere ude i det... så det er liiiidt svært at komme til sin computer mellem det hele... når man ikke må være i huset under fremvisningerne. 

Håber, I kunne lide afsnittet! <3

Glem ikke at stemme og kommentere!