Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 19: Flot nattøj!

Alexandras synsvinkel:

Efter vi havde spist, hjalp jeg Gerd-Anne med at rydde af bordet. Det passede bestemt ikke Martinus. Hans ansigtsudtryk viste, at han helst af alt bare gerne ville have stukket af med mig op på sit værelse. Men sådan blev det ikke. Gerd-Anne var til gengæld glad for hjælpen. Hun var vist ikke særlig meget vant til, at hendes to sønner hjalp hende med noget af det huslige.

"Tak for hjælpen," sagde hun, da vi var færdige: "du havde altså ikke behøvet at gøre det. Du er jo vores gæst."

"Det gør skam ikke noget," sagde jeg: "når de to bavianer der ikke kan finde ud af at hjælpe, så er der jo andre, der må gøre det."

Hun smilede. Det var tydeligt, at hun var meget taknemmelig. Det var også synd for hende, at hun havde stået og lavet en masse mad, og så skulle stå tilbage med al oprydningen selv bagefter.

"Jeg tror, Martinus venter på dig," sagde hun til mig med nedtonet stemme. Jeg fulgte hendes blik hen til døråbningen, hvor han rigtig nok stod.

"Er I færdige?" spurgte han stille.

"Ja, Martinus," sagde hans mor: "du kan godt slæbe afsted med hende nu. Men næste gang forventer jeg, det er omvendt, så det er hende, der skal slæbe afsted med dig, fordi du har travlt med at hjælpe din stakkels mor i køkkenet."

Martinus kiggede flovt på sin mor uden at sige en lyd, da han gik hen imod mig. Han tog min hånd, og vi gik stille oven på og ind på hans værelse. Vi sad bare og snakkede og pjattede lidt, indtil vi satte en film på. Vi endte med at sidde rimeligt tæt, og han lagde en arm om mig. Jeg kom måske til at putte mig lidt ind til ham, men hvem ville ikke gøre det, hvis der sad så sød en dreng ved siden af en.

Da det blev sengetid, lagde vi den ekstra madras ud på gulvet i Martinus' værelse. Jeg fik hevet mit nattøj frem og gik ud for at skifte på toilettet. Da jeg var kommet i det, kom jeg til at kigge mig i spejlet. Jeg stirrede bare på mig selv... eller nok nærmere det nattøj, jeg havde på. Det var måske ikke liiiige det mest passende af slagsen, men hvad skulle jeg gøre, når jeg ikke ejede andet. Det bestod i en gennemsigtig natkjole, der lige gik ned til det øverste af mine lår, hvor man kunne se min matchende g-streng igennem. Den øverste del af den var dog lavet som en bh, så her var den naturligvis ikke gennemsigtig... kun alt det nedenunder.

"Shit... det ligner jo, at jeg prøver at friste ham til, at vi skal alt muligt...," sagde jeg lavt til mig selv. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg havde ikke andet med. Jeg kunne selvfølgelig spørge ham, om jeg måtte låne en af hans trøjer, men det ville virke lidt mærkeligt, når vi ikke engang var kærester... og det ville give ham indtrykket af, at jeg gerne ville i et forhold nu. Det eneste, jeg ønskede, var bare at tage tingene med ro og se, hvor de bar hen med tiden. Jeg tog en dyb indånding og gik med ret ryg ud fra toilettet. Uheldigvis stødte jeg lige ind i Marcus på vejen, og han stirrede bare på mig.

"Undskyld," sagde han og tog sig til hovedet. Bagefter havde han meget travlt med at komme ind på toilettet og låse døren. Wow... det var godt nok akavet! Jeg skyndte mig ind af døren til Martinus værelse, men idet øjeblik, jeg var kommet derind, mødte jeg endnu et stirrende blik... denne gang fra Martinus.

"Yeah... undskyld," sagde jeg: "jeg har ikke rigtigt andet nattøj."

Jeg skyndte mig hen og lagde mig under dynen på madrassen.

"Du behøver da ikke gemme dig," sagde han: "det nattøj er da helt perfekt."

Han blinkede til mig, og jeg hev bare dynen over hovedet. Pludselig åbnede døren sig, og Marcus stak hovedet ind.

"Godnat," sagde han til os og rettede derefter blikket mod mig: "og flot nattøj Alex."

Jeg blev helt kobberrød i hovedet, og Marcus skraldgrinede, da han lukkede døren i.

"Hvad sker der?" spurgte Martinus og kiggede mærkeligt på mig.

"Øm... jeg stødte ind i ham uden for toilettet, da jeg kom ud i mit... ret uheldige nattøj."

"Øv..." sagde Martinus: "så har han også kunnet nyde synet af dig. Endda før mig."

"Hvad skal det betyde?" spurgte jeg og farede op, men Martinus nægtede at svare og sagde i stedet for bare godnat og slukkede lyset. Hvorfor var han blevet så fornærmet? Det havde der jo ikke været nogen grund til. Ingen af os sagde mere, og efter at have ligget og kigget ud i mørket et stykke tid, hørte jeg Martinus tunge åndedræt. Great... alene i mørket, og jeg kunne ikke sove... hvad skulle jeg nu gøre?